Skal barnet døbes?

Noam og Theo er begge døbt. Det er de, fordi det er en tradition i vores familie. De er døbt ligesom jeg er, og de er døbt i en kjole syet ud af min mors bryllupskjole og henholdsvis hver af min og min søsters konfirmationskjole. Præcis som min nevø og niece. Men havde Heine dengang sagt, at han ønskede ikke en dåb for sine børn, havde jeg ikke sagt ham imod. Og ønsker drengene ikke at bekræfte deres dåb gennem en konfirmation, er det naturligvis et valg, jeg vil respektere.

For det er deres valg, og uanset om det er et tilvalg eller et fravalg, er det deres alene at træffe, og uanset hvad skal det fejres. Men det skal være et valg, der er baseret på et oplyst grundlag med kritisk stillingtagen. For sådan nogle unge mennesker ønsker jeg at opfostre. Selvstændige, kritiske og oplyste, unge mennesker.

Men faktisk har jeg op til flere gange ærgret mig over at bukke under for tradition og ikke valgt andre veje. Mine veje. Efter mine værdier. Jeg er ikke, hvad man kan kalde særlig kristen. Jeg omtaler heller ikke mig selv som ateist, selvom det måske bedst beskriver mit forhold til religion. Jeg har altid sagt, at jeg godt kan forholde mig til de 10 bud, men omvendt behøver jeg vel heller ikke at være kristen for at yde og føle næstkærlighed. Men når det kommer til Gud, skabelsen af jorden og mennesket, fortællingen om Jesus, Noahs ark og alle de andre, er det bestemt ikke noget, jeg suger til mig. Det hverken rykker noget i mig eller giver mig en fornemmelse af meningen med livet.

Jeg læste for omkring et års tid siden et indlæg i en eller anden netudgave af en avis, måske Jyllandsposten eller Politiken, skrevet af en ung fyr i konfirmationsalderen. Hans forældre havde valgt ikke at døbe ham. De ønskede, at han helt selv tog stilling, når han blev gammel nok og ikke blot skulle be- eller afkræfte det valg, hans forældre havde taget i sin tid. De ønskede, at han tog kritisk stilling til kristendommen og ud fra det tog et valg på et oplyst grundlag.

Så der sad han 14 år gammel til præst, lyttede til fortællingerne, sang salmerne og deltog i alt konfirmationsforberedelse, inden han tog en beslutning. Han valgte kristendommen, dåben og konfirmationen fra, men han valgte også at støtte sine klassekammerater i deres tilvalg, således han både var gæst i kirken og ligeledes til en af vennernes fest for senere så at fejre sit eget fravalg. Han valgte det fra, fordi han netop ikke blot ville takke ja til noget for traditionens skyld. Han ville gerne bidrage til næstkærlighed, men han ville personligt ikke støtte op om religion. For som han sagde: når religion er skyld i så meget krig, død og ødelæggelse, hvorfor skulle han så have lyst til at være en del af dét? Hvorfor skulle han bakke op om det?

Måske det er de færreste 14årige, der forstår sig så godt på kritisk stillingtagen, måske det er de færreste 14årige, der har så meget selvdisciplin i sig selv, at de går igennem et helt års forberedelse for blot at takke nej. Men jeg misunder hans tilgang. Jeg absolut elsker, at han tog en beslutning på et så oplyst grundlag, at han ikke bare valgte den nemme løsning. Og jeg elsker hans forældre for at vise ham vejen og lade ham helt selv træffe en beslutning uden deres indblanding. Det er misundelsesværdigt.

Kenneth ønsker ikke, at vores søn skal døbes. Det har han sagt, inden projekt baby overhovedet gik i gang, og det er et ønske, jeg i den grad respekterer. Han ønsker det netop ikke af samme grundlag som den 14åriges forældre. Han ønsker ikke, at vi står og siger ja til en masse på hans vegne, som vi knap nok selv tror på og som vores søn så senere skal takke ja eller nej til. Han ønsker, at vores søn selv tager stilling, og det elsker jeg ham uden tvivl for. For det er præcis de samme tanker, jeg gjorde mig, inden jeg overhovedet mødte ham, og det er de samme tanker, der gør, at jeg ærgrer mig over at have bukket under for tradition med Noam og Theo i sin tid.

Det er overhovedet ikke kritik af andres valg, selvfølgelig er det ikke det – døb endelig jeres børn, sådan en dag er både hyggelig og smuk. Indlægget her er blot en begrundelse for vores valg 😉

Så nej, vores søn skal ikke døbes. I stedet holder vi en navngivningsfest engang til næste sommer for ham. Og fravælger han senere så selv at blive døbt og konfirmeret, er det et valg, vi vælger at respektere – og fejre. Præcis som hvis han tilvælger det. Præcis som med hans storebrødre, der også selv skal have lov til at vælge uden pres fra os, men opmuntring til oplysning.

Jeg hørte for kort tid siden, at en konfirmation i dag i gennemsnit koster omkring de 30.000 kr. Det er sindssygt mange penge på én fest. En fest for en 14årig. Og det er sikkert kun blevet højere, når Noam om 9 år skal vælge. Og Theo om 10. Men i stedet for at fyre mange titusinde kroner af på én fest gad jeg i stedet godt at give dem en lille, intim fejring med den nærmeste familie på en lille, hyggelig cafe og så bruge pengene på en rejse i stedet. En rejse, der for altid vil være i deres rygsæk. En rejse, hvor de oplever andre kulturer i deres møde med verden. En rejse, der forhåbentlig vil betyde mere for dem, end min konfirmation her 13 år senere betyder for mig. Kenneths forældre valgte at tage ham og hans storebror til Thailand i 14 dage i forbindelse med deres konfirmationer, og dét er da uden tvivl noget, jeg kan forholde mig til end at bruge 30.000 kr to år i træk på fest for mine to ældste sønner. Måske har jeg ændret mening til den tid, men lige nu tror jeg på, at dét vil give de 14årige unge langt mere end den nyeste iPhone, mad, tøj og en tur i en dyr bil.