En beretning om hjemmefødsel #4

Jeg hedder Kristina, er 29 år og mor til to dejlige piger, der begge er født hjemme (hh. 2015 og 2017). I disse år vælger flere og flere at føde hjemme; en tendens som jeg støtter og opmuntrer til efter selv at have haft to skønne fødsler. Jeg håber, at min historie kan være med til at afmystificere hjemmefødsler og give jer, der overvejer det, en indsigt i, hvad det indebærer. Og hvor lidt forberedelse det i virkeligheden kræver.

Jeg vil gerne dele mine overvejelser, tanker og historien om de to fødsler, jeg har haft, fordi der mangler gode fødselshistorier. De drukner i de dårlige, og det er synd, for der er faktisk langt flere gode fødsler end dårlige.

I disse dage bliver det mere og mere almindeligt at føde hjemme; en udvikling der i høj grad kan tilskrives de mange skrækhistorier, der kommer ud fra landets fødegange. Allerede inden jeg blev gravid, havde jeg hørt så mange rædselsfulde fødselsberetninger, at jeg var sikker på, at jeg ihvertfald ikke skulle føde på et hospital. Jeg genovervejede endda hele tanken om at få børn. Hvis det skulle gøre så ondt, at man bandede sin mand langt væk; at man havde lyst til at dø undervejs; at man flækkede (åh, bare ORDET!) eller endte med et akut kejsersnit og et grimt ar – hvorfor så overhovedet få børn, tænkte jeg?

Jeg endte heldigvis med at høre en del gode fødselsberetninger, og i sommeren 2014 blev jeg så gravid.

Jeg er lidt nørdet, og da først jeg gik igang med projekt baby, gik jeg i Google-mode. Jeg googlede alt omkring graviditet og alt hvad jeg kunne komme i tanke om om fødsler. Og i min Google-søgning faldt jeg over hjemmefødsler. Jeg havde hørt om fænomenet før – jeg havde haft en meget lang snak med en kvinde, der var jordemoder og som var varm fortaler for det, som nu bliver kaldt “naturlige fødsler” i visse kredse! Jeg læste den ene hjemmefødselsberetning efter den anden. Om fødsler i fødekar, i badekar, i sofaen, i bruseren, i sengen. Om kvinder, der selv tog imod deres baby. Om mænd, der sad nede i karret og holdt om deres elskede og kyssede hende efter hver ve. Nogle af fødselsberetningerne beskrev, hvordan de havde født i stearinlysenes skær til tonerne af deres yndlingsmusik. Andre beskrev rolige fødsler i de tidlige morgentimer, hvor den opgående sol sendte en kærlig solstråle ned på deres nyfødte. Enkelte fortalte, hvordan deres ældre børn havde sovet fra det hele i den anden ende af huset og var stået op til en nyfødt lillebror eller -søster.

Alle beretningerne kunne med et ord beskrives som rolige. De emmede af overskud. Smerten ved veerne var en bi-bemærkning i de fleste af beretningerne. I stedet handlede de om, hvordan kvinderne arbejdede med veerne. Ikke imod veerne. Men med dem. Som om at veer ikke bare var noget, der skulle gennemleves og overstås, men noget, man tog imod og brugte. Enkelte beskrev, hvordan de havde “takket” hver af deres veer, fordi de bragte kvindens baby tættere på verden og hendes arme.

Og det gik op for mig, at det var præcis dét, jeg ville. Jeg ville føde hjemme. Det var endnu tidligt i min graviditet, og min mand stejlede, da jeg bragte det op. Han syntes, at det lød farligt. Hvad hvis der gik noget galt? Hvad hvis det kom til at koste mig og baby livet? Jeg inddrømmer ærligt, at jeg var holdt op med at tænke på fødsler som noget farligt. Jeg havde nok læst 30 gode hjemmefødselsberetninger på dette tidspunkt, og i mit hoved var fødsler blevet noget af det mest naturlige i verden. Komplikationer var blevet noget, der opstod på hospitalet, fordi fødslen ikke fik tid til at skride frem i det tempo, den egentlig burde.

Jeg trak på alle de argumenter, jeg kunne finde på.

1. Det at være i et kendt, trygt miljø skaber de bedste betingelser for en god fødsel, fordi en kvinde i ro producerer mere oxytoxin (det hormon, der stimulerer udviklingen af veer) hvilket giver bedre, stærkere veer og dermed i sidste ende gode betingelser for en fødsel
2. Man behøver ikke at tage nogen steder – jordemoderen kommer hjem til en selv
3. Man kan føde som man har lyst til – i sengen, i sofaen, i et fødekar, i bruseren
4. Det er lige så sikkert at føde hjemme som på et hospital, hvis man er blevet visiteret til hjemmefødsel (dvs. opfylder en lang række krav, som langt de fleste gravide heldigvis gør!)
5. Man risikerer ikke at blive sendt videre til et andet hospital midt i fødslen, fordi de ikke har plads pga. overbelægning. Når man føder hjemme, har man KRAV på at få en jordemoder ud. (Det står faktisk i loven! “I medfør af lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, § 1, stk. 3, har kvinder adgang til vederlagsfri jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet”.) Når man føder hjemme, har man en jordemoder for sig selv.
6. I Holland fødes hvert 3. barn i hjemmet, og i England anbefaler NHS (deres Sundhedsstyrelse) hjemmefødsel for kvinder, der forventer en ukompliceret fødsel.

Min mand udbad sig betænkningstid og fik det. Jeg lovede ham, at jeg ikke ville gøre noget, der var ham direkte imod, men mindede ham om, at det faktisk var for vores barns skyld, at jeg ville føde hjemme, og at jeg aldrig kunne finde på at udsætte det for fare. Jeg forstod godt hans modstand, for det var og er ikke så udbredt at føde hjemme. Han havde ligesom jeg hørt mange skrækhistorier om fødsler, der havde været milimeter fra at gå galt. (Og så havde vi vist begge to set for mange amerikanske tv-serier, hvor skrigende kvinder ankommer til hospitaler og føder i en strøm af blod og hidsige eder og forbandelser, hvis de da ikke bliver kørt direkte ind til et ekstra-akut kejsersnit, fordi mor og barn er ved at dø.)

Der gik en rum tid, hvor vi ikke talte om, hvor fødslen skulle foregå og imellemtiden voksede vores lille baby i min mave. Efter en veloverstået nakkefoldsskanning tog vi til hjemmefødselscafé for, at min mand fik mulighed for at stille de spørgsmål, han måtte have, til de jordemødre, der reelt varetog hjemmefødslerne på det hospital, vi var tilknyttet. Han lovede mig at lytte, og jeg lovede at tie stille og lade fagfolkene tale.

Det var en virkelig stor succes. Der var 5-6 jordemødre til stede, og de fortalte hver især om nogle hjemmefødsler, de havde bistået ved, og hvorfor de støttede op om hjemmefødsler. De talte om den samme ro og tryghed, som jeg glædede mig til. Om at tage ejerskab over sin fødsel, om at forberede sig til fødslen og om at manden fik en rolle og en nyttefunktion ud over at agere stumtjener og lægge hånd til VM i fingerknusning. Min mand erklærede allerede, inden aftenen var omme, at vi skulle føde hjemme, og på turen hjem talte han om hvor hyggeligt, det ville blive, at vi kunne være derhjemme og høre musik, og han kunne lave kaffe til jordemoderen og hente vand og varme varmepude til mig. Og at vi kunne blive liggende i vores egen seng, når jordemoderen var gået igen.

Da jeg begyndte at fortælle folk, at jeg skulle føde hjemme, var der ingen ende på de formaninger, jeg fik; de skrækscenarier, jeg fik udpenslet og de rædselsfødsler, jeg fik gennemgået. Jeg anede ikke, at så mange kvinder havde været så tæt på at miste deres børn i barselssengen i dagens Danmark.

Heldigvis havde jeg jo sat mig ind i statistikkerne; jeg havde meldt mig ind i adskillige hjemmefødselsgrupper på Facebook og læst mængder af fødselsberetninger, både fra hospitalsfødsler og hjemmefødsler. Jeg gik til gravidyoga som forberedelse til fødslen og havde en rigtig god mavefornemmelse.

Da jeg ramte 37+0, hentede vi et fødekar, som jeg havde lejet gennem en i en af hjemmefødselsgrupperne. Og så ventede vi ellers.

Om aftenen, da jeg nåede 39+1, læste jeg Bogen om Hjemmefødsel færdig og tænkte ved mig selv, at der var lang vej til fødslen. Der kunne jo gå knapt tre uger endnu! Jeg havde ingen anelse om, at fødslen var under opsejling, og at jeg ville have født 24 timer senere.

Jeg vågnede med veer om natten, men de føltes som milde menstruationssmerter, så jeg gik i seng igen uden at vække min mand. Om morgenen, da hans vækkeur ringede, fortalte jeg ham, at jeg havde veer; at der var langt imellem dem, og at der nok var optræk til fødsel, men smerterne var så milde og veerne så uregelmæssige, at jeg syntes, at han skulle tage på arbejde (han arbejder fem minutters cykeltur fra, hvor vi bor). Han tog afsted under protest og formanede mig om at sende hyppige opdateringer.

Jeg nåede dog kun at sende to, før han pludselig stod i døren igen. Hans kollegaer havde prompte smidt ham hjem, da de hørte, at jeg havde veer! Jeg syntes dog, at det var en anelse irriterende, at han kom hjem, for veerne var uregelmæssige, milde og jeg var egentlig i gang med at bage boller (fryseren skulle jo fyldes!) Men irritationen forsvandt, da han begyndte at hjælpe med bollebagningen, og som dagen skred frem, begyndte jeg egentlig at syntes, at det var hyggeligt. Jeg havde sat min fødselsplayliste på, som mestendels bestod af Enya, Loreena McKennitt, Ludovico Einaudi og Josh Groban, og vi gik bare og hyggede os. Veerne var til at overskue, og jeg havde en fornemmelse af at der var lang vej igen.

Jeg havde løbende kontakt til fødegangen, men jordemødrene, jeg talte med, syntes alle at jeg lød meget rolig, og rådede mig til at slappe af. Så det gjorde jeg.

Ud på aftenen begyndte veerne at tage til, og min mand gik i gang med at puste fødekarret op. Han lagde en stor plastikdug ud på gulvet, håndklæder ovenpå og fødekarret øverst. Imens lå jeg på sofaen og tænkte “Det bliver først over midnat.” Der var klokken ca. 19:30. Karret var klar til mig en lille times tid senere, og jeg smed tøjet og hoppede op i karret.

Kl. 21:15 talte jeg med jordemoderen igen, og denne gang blev vi enige om, at hun skulle komme ud. Ti minutter efter, at hun lagde på, fik jeg den første presseve og stod op af vandet. Det kan bedst sammenlignes med den slags mavekrampe, man får, når man har diarré, ledsaget af en uimodståelig pressetrang. Jeg troede reelt, at jeg havde fået mavekramper; det gik slet ikke op for mig, at det var presseveer, før jordemoderen trådte ind af døren 20 minutter senere og sagde “Prøv at gispe igennem veen.”

Jordemoderen, der kom ind af døren, var et friskt pust. Hun var ung, glad og gled lige ind i huset som en gammel veninde. Jeg følte mig tryg ved hende lige med det samme. Hun satte sine tasker (som jeg aldrig nåede at se) og præsenterede sig, før hun tog handsker på og spurgte, om hun ligge måtte tjekke, hvor langt vi var. Det fik hun lov til – og hun blev overrasket. Jeg var 10 cm åben (det er de magiske 10 cm livmoderhalsen skal udvide sig til, før man må presse med på presseveerne) og babyen stod helt nede. Jeg var med andre ord lige ved at føde. Jeg blev simpelthen så overrasket. Jeg synes slet ikke, at veerne var så slemme, som jeg havde hørt, at de ville blive.

Jordemoderen fik mig tilbage op i karret, lyttede til babyens hjertelyd før, under og efter hver ve, og erklærede, at babyen havde det fantastisk og slet ikke var påvirket af veerne. Jeg nåede kun at ligge i vandet i to-tre veer, før jordemoderen sagde, at jeg måtte presse med på den næste ve. Da jeg gjorde det, kom fosterhinderne frem; jeg nåede lige at mærke dem, inden hun nuldrede dem åbne – og sagde til min mand, at hvis han skulle tage imod, skulle han komme ned til hende. Han valgte at blive oppe ved mit hoved og holde min hånd i stedet. I næste ve kronede babyen.

Har du hørt om “the ring of fire”? Det var den del, vi var nået til. Babyens hoved stod halvt inde, halvt ude, og vi måtte vente godt og vel halvandet minut på den næste presseve. Dét gjorde ondt. Men stadig ikke mere end at det var til at holde ud.

Da den næste ve kom, rakte jeg selv ned og mærkede babyens hoved. Lille, blødt og rundt. Og med jordemoderens hjælp trak jeg hende ud og op under den næste ve. Så var babyen født. Hun stak i et vanvittigt højt skrig, da jeg løftede hende ud af vandet og op på mit bryst, men det var den smukkeste lyd i hele verden.

Vi blev liggende lidt i vandet, men moderkagen skulle fødes “på land”, så da navlestrengen var holdt op med at pulsere, klippede min mand den og fik vores datter op i sin favn. Jeg rejste mig – og der stod en skylle af blod lige ned i karret. Jordemoderen fik mig ned på gulvet ved siden af karret, og efter nogle hårde tryk i min mave løsnede moderkagen sig og kom ud. Jeg blev hjulpet ind i sengen og fik vores datter ind til mig, hvor hun blev lagt til brystet første gang. Imens gik min mand i gang med at rydde op, hente noget at drikke til mig og hjælpe jordemoderen med lys, så hun kunne undersøge mig.

Jeg var sluppet med en 1. gradsbristning, som krævede nogle mindre, kosmetiske sting og ellers så alt fint ud. Blødningen aftog i løbet af et par timer, og jordemoderen skønnede, at jeg i alt havde mistet ca. 700 ml. blod. Ud over lidt svimmelhed var jeg dog ikke synderligt påvirket, og det var aldrig på tale, at jeg skulle overføres til hospitalet.

Efter par timer efter fødslen, da jeg havde været oppe og tisse, og alle papirerne var udfyldt, kørte jordemoderen – og min mand kravlede ind i sengen til os.

Vi vidste allerede på dette tidspunkt, at vores næste barn også skulle fødes hjemme. Det havde være så roligt, så rart og hyggeligt. Og det kan slet ikke undervurderes, hvor fedt det er at kunne lægge sig i sin egen seng, under sin egen dyne og få en af sine egne, hjemmebagte boller med Nutella som belønning oven på det, der bedst kan betegnes som et slags maraton. Men et fedt, fantastisk et af slagsen.

Har I lyst til at læse Kristinas fulde fødselsberetning, findes den lige her.