En weekend i familiens tegn

En til en

I går lidt i 10 afleverede vi Noam i børnehaven med dyne, pude og masser af tøj. Han skulle nemlig på lejr med de andre +4 årige drenge, og han havde overhovedet ikke glædet sig det mindste. Sådan virkelig ikke! Vi har snakket meget med ham om, hvad de mon skal lave og at det er da spændende. Og så har vi først og fremmest pointeret for ham, at vi syntes, at han skulle prøve at tage af sted, og så kunne vi altid hente ham hjem, hvis det slet ikke gik. De er på lejrtur blot 25 min herfra, og pædagogerne havde også tydeligt kunne mærke på ham, at han ikke virkede begejstret, så de bakkede helt op om den aftale med et højt ønske om, at han deltager det, han er klar på.

Så han vinkede alligevel glad farvel til os, da de kørte af sted i bussen. Ved siden af stod Theo så med tårer i øjnene, som absolut ikke havde lyst til at være alene i børnehave. Det distraherede mig heldigvis godt fra de tårer, der var ved at presse på hos mig 😉 for hende den gravide kan altså ikke holde til, at den ældste er blevet så stor, at han skal på lejrtur med intet mindre end to overnatninger. Pyh!

Theo blev hentet i børnehaven igen 4 timer senere, og ifølge ham selv havde han hverken haft en god dag eller leget med nogen som helst. Det er heller ikke nemt, når man både er en stille og genert dreng, dagligt leger dagen væk med sin storebror i børnehaven og i øvrigt de børn, som er +4 år.

Kl 19 ringede Noams kontaktpædagog så, netop som Kenneth var smuttet til fodboldtræning. Noam havde haft en helt fantastisk dag, men han ville virkelig ikke sove der, og de ville ikke presse ham. Dét er jeg glad for. Jeg elsker, at de fuldt ud anerkender hans behov, lytter til ham og langt hellere fokuserer på, at det skal være en god oplevelse for ham frem for andet. Så Theo fik nattøj på, og så kørte vi af sted efter Noam, som både var vildt glad – og møgbeskidt. Et godt tegn på en god dag 😉 ..

I morges kørte Theo og jeg så Noam ud på lejren igen som aftalt. Han ville gerne derud og lege med dem igen, spise popcorn og snacks og hygge med alle de aktiviteter, der var planlagt. Og måske han endda havde lyst til at blive der og sove, sagde han. Så vi pakkede dynen igen, kyssede og krammede ham igen farvel, og hjem kørte Theo og jeg igen. Theo har så fået fri i dag, det ville han meget gerne. Og selvom det måske er sundt nok at blive presset lidt ud af sin generte skal, er alenetid virkelig bare en sjælden mulighed. For der er absolut ingen af drengene, der vil acceptere, hvis jeg en dag kun afleverer den ene af dem i børnehave og tager den anden med hjem 😉 .. Så muligheden skulle udnyttes, og i dag har det altså bare været Theo og jeg, mens Noam er på lejr, og Kenneth har 16 timers vagt.

Vi har hygget os helt vildt! Koblet af i afslapningstøj, krammet et utal af gange, lagt puslespil, spist kage, set tegnefilm og almindelige, daglige pligter. Bare ham og jeg. Og så var han lige med forbi lægen, hvor jeg skulle have lavet mit årlige vitamintjek ift at være vegetar og i øvrigt testet lillebrors blod. Jeg er nemlig rhesus negativ, og derfor tager man en blodprøve efter uge 25. For hvis babyen i maven er rhesus positiv – hvilket både Noam og Theo er – skal man have en anti-d sprøjte både i graviditeten og efter fødslen, så man ikke danner antistoffer mod barnets blod. Theo synes, at det var ret spændende at se, og jeg tænker netop, at det er så fin en mulighed for at vise ham, at man ikke behøver være bange for nåle, når han om lidt skal have sin 4års vaccine.

Men hold nu op, det er nemt at være en til en. Det er jo helt vildt! Jeg vil altid have kæmpe respekt for enlige mødre, det er slet ikke det. Jeg har jo selv været der, og først dér forstår man det for alvor. Men når man har prøvet at være en til to, er en til en piece of cake! Der er masser af tid og fordybelse, ingen stress og jag. Ingen konflikter eller følelse af, at man ikke når at være nærværende nok med det enkelte barn. Nu er Theo generelt også et virkelig nemt og mildt barn. Han leger bare i et væk. Han elsker at fordybe sig i sit legetøj, og han bruger uendelig lang tid på det. Faktisk er jeg ret sikker på, at jeg mere forstyrrer end gør gavn, når jeg blander mig i en leg. Og når vi er alene, han og jeg, så er der heller ingen til at køre ham op i en vild leg med selektiv hørelse ;-).. Men sådan synes jeg nu egentlig, at det er, uanset hvem jeg eller vi har alenetid med. Generelt er Theo så heller ikke fuld af meninger, og det gør altså bare alting meget nemmere, når ingenting skal diskuteres. Selvfølgelig er det også nemmere at være alene med én på knap 4 end alene med én på 1 og én på 2, som jeg netop var.

Men det fik mig til at tænke på, hvad jeg har lært i mine 2 år som alenemor til to fiduser:

  • Der er ikke tid til alt, når man skal agere alt. Når man er helt alene om sine børn, alle hverdags mange gøremål og et studie/arbejde, må man gå på kompromis nogle steder. Generelt har jeg lært at slappe mere af. Det i sig selv var en proces. Jeg har lært at acceptere, at jeg ikke både kan være der for mine børn, støvsuge, handle ind og lave mad, putte børn, vaske tøj og læse lektier. Something has got to give. Så jeg har lært at slappe af i, at der ikke bliver støvsuget hver dag. At man ikke er en dårlig mor, bare fordi man ikke kan huske, hvornår listerne sidst er støvet af. At acceptere at rod er rod, for tiden er begrænset.
  • Jeg har lært, at det er okay at servere havregryn til både morgenmad og aftensmad, når tiden er knap og overskuddet suget ud af en.
  • Jeg har lært, at det er okay at bede om hjælp. Jeg har lært om betydningen: “it takes a village”, for bare ikke alt kan lade sig gøre, når man er helt alene. Et bagland er så vanvittigt vigtigt at have. Brug det!
  • Jeg har lært, at det er mere end i orden at få passet sine børn. Faktisk skaber det helt fantastiske, uvurderlige bedsteforældre relationer og samtidig mulighed for at break, så man kan være på alle andre dage.
  • Jeg har lært, at det er helt i orden at aflevere sine børn i institution, gå hjem og stirre ud i luften til en ligegyldig Netflix serie i baggrunden. Eller sove tiden væk. Hvis det er dét, der skal til for at have overskud til at være nærværende, når man et par timer senere igen står alene med absolut alt og alle.
  • Jeg har lært, at det er helt i orden at brokke sig over sine børn, når de er fuldstændigt umulige, og at langt fra alt kan være et glansbillede.
  • Jeg har lært, at det ikke gør noget at sætte et afsnit eller to på af Peter Pedal, Blaze eller whatever om morgenen i sengen, når de mindste øjne vågner kl lidt i 6, og man selv er blevet vækket af de selv samme børn 1-4 gange i løbet af natten. Pr barn naturligvis. Jeg har lært, at det er helt okay at putte lidt i sengen om morgenen med dem, mens de er underholdt, når de alligevel endnu ikke er sultne, så man lige får en chance for at blive klar til dagen.
  • Jeg har lært, at ingen dør af færdiglavet pizzabunde eller Amo melblandinger.
  • Jeg har lært, at det er helt okay at lære mine børn at vente lidt, når de kalder, mens jeg hurtigt får smidt det sidste vasketøj i maskinen. Jeg har lært, at det er helt i orden, at de leger selv, mens jeg ordner de nødvendige gøremål, hvis de for en gangs skyld ikke bliver inddraget i disse. Jeg har nemlig lært, at jeg ikke behøver udsætte alt, der kan udsættes, til de sover, men dér i stedet koble af og nyde min alenetid, inden en ny dag kalder. Og så ellers lade børnene være en del af de hjemlige pligter i dagstimerne.
  • Jeg har lært, at det er helt okay, at de spiser deres morgenmad selv, mens også jeg bliver klar til at komme ud af døren.
  • Jeg har lært, at det nok skal gå, hvis maden først er færdig 17.45 eller endda 18.00 i stedet for på slaget 17.30. For selvfølgelig er det vigtigt med rutiner, struktur og faste rammer. Men jeg har lært at slappe af, selv når klokken er 19.30, og børnene først lige er på vej i nattøjet.
  • Jeg har lært, at mig-tid er uhyre vigtig, hvis man skal kunne holde tilværelsen ud. Hvis man skal mere end blot at overleve. Og så er det egentlig ligegyldigt, om mig-tid er en tur ved frisøren, chokolade og venindehygge, at sove en børnefri weekend væk eller en bytur. Whatever works.
  • Og så har jeg i den grad lært at bruge tørshampoo 😉

PS. Klokken er 20.30, Theo sover og Noam har endnu ikke ringet hjem 😉 .. Så jeg vil kaste mig over hækling til lillebror og noget tv, inden også jeg går i seng og Kenneth kommer hjem. Og så vil jeg glæde mig til at se min store, seje dreng i morgen, når han kl 13.00 atter er hjemme igen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En weekend i familiens tegn