Drengelopper

– Ramt af drenge

Fædre og deres bonusbørn

sep
12

Da jeg mødte Kenneth, havde han ikke børn. Han var 31, brugte sin tid på guitar, fodbold, venner, familie og alt det, man gør, når man kun er ansvarlig for sig selv. Men i dag er han ikke kun sig selv. For han mødte mig og børn, dét fik han.

Det kan godt være, at hans biologiske søn endnu ikke er født, men han er en far. Når man bliver kærester med en mor og flytter sammen med hende, flytter man også sammen med børnene. De følger med, og med dem følger et ansvar.

Det er et ansvar, som Kenneth gik ind til med åbne arme og sind. Et ansvar som han til fulde har taget til sig, siden han allerførste gang mødte drengene. Siden har han ikke været væk fra dem – kun i forbindelse med døgnvagter. Og selv med døgnvagter kørte han tidligt om morgenen fra vores lille hus i 1,5 time for at være tilbage igen præcis 1,5 efter, han fik fri. Helt af sig selv. For han hverken kunne eller ville undvære nogen af os.

For mig at se handler det ikke om biologi, men relation og engagement. Det handler om ansvar og kærlighed. At kunne tilsidesætte sig selv. For selvfølgelig er Heine deres biologiske far, en far de elsker. Men under de her ’skilsmisses’ omstændigheder må man betragte drengene som værende heldige. De er heldige, fordi de står med to voksne mænd, som vil dem så ufattelig meget og elsker dem så betingelsesløst.

Jeg ser, at Kenneth er en far, når han i weekenden står op med drengene og lader mig sove videre eller hygger med dem, mens den gravide, trætte krop tager en lur midt på dagen. Jeg ser, at han er en far, når han tager med til alle lægeaftaler, akutte tandlægetider eller bliver hjemme med den ene, så den anden kan komme til vagtlægen. Eller når han knækker snoren på et af sine armbånd med træperler og justerer størrelsen efter det 5 år gamle håndled, som så inderligt ønskede sig præcis dét armbånd. Jeg ser, at han er en far, når han vælger at tage barnets første sygedag. Eller når han vinker til drengene inde fra fodboldbanen midt i en kamp og straks løfter dem op i armene, når de efter kampen kommer løbende ud på banen til ham. Jeg ser, at han er en far, når han henter og bringer drengene til og fra børnehave ligeså meget, som jeg gør. Og når han deltager i alle møder med pædagogerne og alt, hvad der omhandler deres hverdag. Jeg ser, at han er en far, når han er med ude og købe tøj til drengene og vælger deres vinterjakker. Eller når han lærer dem at cykle og tager del i afvænning af sut og ble.

Jeg ser, at han er en far, når han tager dem til fodboldtræning, kysser dem godnat om aftenen og fortæller, at han elsker dem. Jeg ser, at han er en far, når han er med til at aflevere drengene hos Heine og straks står klar med kram, når vi henter dem igen. Jeg ser, at han er en far, når han ringer hjem fra arbejdet for at snakke med drengene, når de savner ham. Eller skriver midt i en døgnvagt for at høre om deres dag. Eller når han befinder sig i udlandet med arbejdet og er på i døgndrift, men alligevel finder tid til at lede efter gaver og souvenirs til drengene. Jeg ser, at han er en far, når også han vasker deres tøj, tørrer dem efter badet, børster deres tænder og hjælper dem efter toiletbesøg. Eller når han kommer bærende med et barn i armene midt om natten, som har kaldt på ham. Jeg ser, at han er en far, når han efterspørger en større seng med plads til os alle. Jeg ser, at han er en far, når også han tager konflikter og det sure forældrearbejde med dem ligeså meget, som han sætter sig på gulvet, bygger legobiler, togbaner og leger helte og skurke med dem.

Og jeg ser, at han er en far, når han 1. dag efter sommerferien af sig selv vælger at blive i børnehaven og tegne Ninja Turles med drengene på skødet, fordi Noam er bundulykkelig, alt i mens jeg var nødt til at smutte til min tid hos fysioterapeuten.

Så tak. Tak for dig. Tak for alt det, du er og gør. Jeg ved, at det må have været noget af en omvæltning. En omvæltning uden 9 måneders forberedelse. Jeg ved, at langt fra alle ville kunne gøre det. Men jeg beundrer dig for det hele vejen igennem, jeg kigger på jeres relation og samspil med største fascination, og jeg elsker dig højere for hver dag, der går. Jeg elsker, at du ikke gør forskel på “dine og mine”, jeg elsker dig, fordi alle børnene er vores børn. Jeg elsker dig, fordi du ikke bare gør mig lykkelig, men også dem. Og jeg absolut klapper i mine hænder indvendigt, når jeg ser veninders kærester gøre ligeså stor en indsats som dig. Med hele jeres hjerte, med alt hvad I er. Helt uselvisk.

Så tak for jer. I gør en verden til forskel i de små bonusbørns hjerter. Og I gør det, fordi det gør en far.

7 Responses to Fædre og deres bonusbørn

  1. Jeg sidder og bliver meget rørt lige nu.
    Min søns far og jeg gik fra hinanden for 3 uger siden. Et brud der har været flere år undervejs. Jeg frygter sådan at skulle være alene resten af mit liv. At min søn aldrig skal opleve at være en del af en familie hvor alle bor under samme tag. Alt dette lige netop fordi det er et kæmpe arbejde at være forældre. Jeg har så svært ved at se den mand for mig som frivilligt vil tage det arbejde på sig uden biologi og 9 måneders forberedelse. Jeg har overbevist mig selv om at han ikke findes. Det her indlæg giver mig dog et lille håb.

    • Årh søde du ❤️ det gør bare så ondt at læse! Jeg ryger direkte 3 år tilbage og mærker fuldt ud din smerte. For det er smertefuldt og den dårlige samvittighed overskygger så fandens meget, når en familie brydes op – uanset om man selv har valgt det eller ej. Men jeg lover dig, at det nok skal blive godt igen ❤️ lige nu skal du bare hele, græde ud og bearbejde sorgen, og så lige pludselig er man der. Dér hvor man ikke drukner længere, men hovedet stikker op over vandoverfladen og man er stærkere end nogensinde før. Jeg synes, at den dårlige samvittighed stadig kan komme snigende til tider her 3 år senere, men det bliver bedre. Meget bedre. Det lover jeg 🙏🏼

  2. Hvor er det bare et skønt indlæg! Og hvor er det fedt du værdsætter Kenneth og lykke bare tager det for givet. Du er en heldig kvinde og hvor bliver det skønt, når I om lidt øger jeres lille drengeflok ❤️

  3. Malene Bauenhøj

    Er det okay at tude lidt over dit fantastiske blog post – for hold nu op hvor er det et indlæg som rør mig helt ind i hjertet.
    Så følsomt og komplimenterende – og hvor har du ret! Han er en far med stort F.

  4. Det her indlæg blev jeg godt nok også meget rørt over, Simone.
    Hvor er det dejligt for dig og dine børn, at du har fundet en mand, der fuldt og helt vil jer alle tre.
    Kram fra Christel

  5. Pingback: Dagens.dk - Drengelopper

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *