30+0

I dag er jeg 30+0 uger henne, så jeg tænkte, at det var ved at være på tide med en lille status over graviditeten.

De første 15 uger var sindssygt hårde. Jeg var virkelig dårlig, havde meget meget madlede og følte mig konstant en blanding mellem influenzaramt og søsyg. Men lige siden jeg har fået det bedre, er tiden gået enormt hurtigt. 2. trimester kom og gik, og det er helt underligt, at der nu kun er 70 dage til termin.

Lillebror er færdig i maven – organerne er alle udviklet, nu skal han bare vokse sig større. Ifølge min app burde han være omkring 37 cm lang og 1600 gram tung. Jeg har dagligt mærket ham siden uge 17. Han er en enormt aktiv, lille dreng. Så aktiv at han kan finde på at vække mig midt om natten med sit sparken og møven, og det står gerne på i over en time, inden der atter er ro til at sove videre. Det er lidt spøjst, hvordan det er det ufødte barn, der holder mig vågen om natten. Han sparker løs om morgenen, når drengene begynder at snakke. Det samme vil han højst sandsynligt gøre, når Kenneth er hjemme i nat efter 16 timers vagt. Jeg kan virkelig sjældent falde i søvn, inden han er hjemme, men med det samme han taler, er lillebror aktiv. Det er tydeligt, at han reagerer på vores stemmer, men det er også tydeligt, at han har sin helt egen rutine. Der er uden tvivl bestemte tidspunkter, han dagligt er mere aktiv end andre. Så må vi bare håbe, at den rutine passer væsentlig bedre end ind i vores, når han kommer til verden ? ..

Kenneth har mærket ham sparke siden uge 19 og i uge 24 fik Noam sin første High-five fra maven. Hans øjne voksede sig dobbelt så store, og det samme gjorde han af ren stolthed. Jeg er ikke sikker på, at Theo for alvor har mærket ham sparke – han aer maven hele tiden og mange gange dagligt, men han har sjældent hånden liggende stille længe nok til at mærke noget. Selvom han altså insisterer på det modsatte ? ..

Med 3. trimester synes jeg, at trætheden er ved at vænne tilbage. Og sammen med den er halsbranden for alvor opstået. Den er så anstrengende, for det kan virkelig gøre det umuligt at lægge komfortabelt, når jeg skal sove, fordi det selv i siddende position brænder i halsen. At jeg så samtidig craver appelsinjuice og chilinuts hjælper ikke spor på sagen!

Jeg har indtil videre taget 10 kg på. Lægen synes, at det er en rigtig fin vægt, og jordemoderen synes samtidig, at min mave har en rigtig fin størrelse. Men den her gang har jeg faktisk ret svært ved de forandringer, min krop gennemgår. Mine kinder er vokset sig dobbelt så store, og det samme er mine bryster, lår og overarme – hvis ikke tredobbelt. Numsen kan jeg heldigvis ikke se ? Men jeg er nervøs for, hvordan min krop ser ud her efter 3. graviditet, og om huden på maven trækker sig ligeså fint sammen og ligeså hurtigt som de to andre gange. Jeg har selvfølgelig planer om at amme ligesom med Noam og Theo, og jeg ved godt, at det forbrænder rigtig mange kalorier, men jeg ved også, at det samtidig kræver meget mad at producere nok mælk, og at træning virkelig kan ødelægge den produktion. Så mest af alt er jeg nervøs for, hvor lang tid der går, inden jeg føler mig som mig igen – og ligner mig igen ? .. Jeg ved, at det er det forkerte at fokusere på, for vi er så heldige at kunne byde en sund og rask dreng velkommen – og ligeså heldige fordi vi var så hurtige til at blive gravide. Men derfor fylder de kropsmæssige forandringer nu altså alligevel. Samtidig bliver jeg mindre og mindre mobil. Jeg føler mig langsom og halvbesværet, så jeg glæder mig til at kunne løbe igen og at kunne vende mig rundt i sengen uden at vågne.

Jeg var til 2. jordemoderbesøg i sidste uge. Vi er nu blevet en del af hjemmefødselsordningen med kendt jordemoder ordning, så der blev gennemgået lidt praktiske ting, hvad vi skal sørge for, hvad de kommer med osv. Om et par uger kommer de så og besøger os herhjemme, så der kan lægges en plan for fødslen med de muligheder, vi har her i huset. Kenneths forældre har været så søde at tilbyde at hente drengene, når fødslen går i gang, så også det er på plads. Så mangler vi blot at finde ud af, hvor vi skal leje et fødekar fra. Vi har valgt, at drengene ikke skal være en del af fødslen. Dels fordi vi ikke synes, at de er gamle nok, dels fordi jeg ved ikke, om jeg vil kunne koncentrere mig om at have dem omkring mig. Men vigtigst af alt er det Kenneths første fødsel. Hvis man vælger at have sine børn med til en hjemmefødsel, bør man absolut have en fødselshjælper med, så nogen kan tage sig af dem. Men det er som sagt Kenneths første fødselsoplevelse, og jeg forstår inderligt godt, at han ønsker, at det skal være en oplevelse mellem ham og jeg – og ikke med en masse mennesker rendende omkring os. Til gengæld har vi måtte love Noam at tage billede af både navlestreng og moderkage, for nysgerrig som han er, vil han så gerne se det. Og fordi vi ikke kan vente med at klippe navlestrengen til, at han engang er hjemme igen, blev kompromiset billeder ? ..

Men ellers går det rigtig godt, lillebror er sund, rask og aktiv. Jeg har det godt, og vi er så småt i gang med de sidste forberedelser til hans ankomst. I næste måned henter vi barnevogn og lign hjem, og så mangler vi faktisk ikke at få købt ret mange ting efterhånden. Vi mangler lidt nyt sengetøj, en babynest, base til puslepude, flere stofbleer, babyalarm og vikle. Men det er vist også nogenlunde det. Og så mangler vi at finde ud af, om leander tremmesengen på nogen måde kan laves om til en bedsidecrip eller om vi skal have bygget en. Der er virkelig mange ting, der skal tænkes på – især når man ikke har gemt andet end legetøj og tremmeseng fra de to andre. Men jeg føler efterhånden, at vi er ved at være godt med.