30+0

Den store navnejagt

Vi er ikke kommet nærmere et navn til lillebror. Det er ikke, fordi vi mangler muligheder, men det er bare så stor en beslutning at vælge et navn, synes jeg. Jeg synes, at det er rigtig hyggeligt at lede efter navne, og jeg synes bestemt også, at det er hyggeligt at sidde og snakke med andre om navne.

Til gengæld har jeg svært ved at forstå, hvorfor folk mener, at de ikke alene skal komme med deres markante mening om ens navneliste, men også fortælle, hvad de synes, at barnet skal hedde i stedet. Man kan ikke gøre alle tilfredse, og det skal man ærlig talt heller ikke. Man skal vælge det navn, som man resten af sit liv har lyst til at kysse godnat og fortælle, at man elsker. Det navn, som man kan forestille sig selv kalde på og sågar irrettesætte. Det navn, som man aldrig bliver træt af at skrive. Man skal vælge dét navn, som, man synes, vil ære ens allermest dyrebare. Ikke det navn som alle andre synes eller fravælge et navn, man er helt vild med, fordi andre ikke bryder sig om det.

Med Noam fik vi en del kommentarer. Det er et navn, som ikke mange har hørt før. Så jeg var forberedt på at skulle stave det et utal af gange, når jeg fortæller, hvad mit ældste barn hedder. Men både med Noam og Theo fik jeg at vide, at det kan man da ikke, hvorfor skal det være så særligt og at barnet med tiden vil blive mobbet med det. Og det er trods for, at jeg ikke anser “Theo” som værende et specielt navn.

Med lillebror har vi især to navne i tankerne. Det ene er gammeldags og velkendt, og det andet er fuldstændig nyt. Eller faktisk stammer det helt tilbage til den græske mytologi, men det er alligevel ret nyt herhjemme. Jeg havde aldrig hørt det før Kenneth nævnte det, men nu har vi alligevel set 2 tegnefilm og en voksenfilm, hvor hovedpersonen har heddet det, og det er simpelthen noget så fint. Synes vi. Men det er også navnet på en genstand. Og til trods for, at Sten også er navnet på en genstand, at Nord er en retning, Max er et måleforhold, August og Maj er måneder, Lykke er en følelse, Liv er noget man har, og Bjørn er et dyr, så skal man åbenbart acceptere folks til tider nedgørende kommentarer om, at dét kan man jo ikke, for det er et navneord. Har jeg fået at vide. Men det forstår jeg ærlig talt ikke. Hvad blev der af, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man slet ikke sige noget? Hvad blev der af at acceptere og respektere andres valg?

Min ældste barndomsvenindes søn hedder Philip. Det er ikke et navn, jeg personligt selv har haft i tankerne, men da jeg spurgte hende højgravid om, hvilke navne de havde i tankerne, sagde jeg da ikke: “Ej, det kan jeg ikke lide! Jeg synes, at han skal hedde Valdemar.” For det er da overhovedet ikke op til mig, og de skulle overhovedet heller ikke have min accept! I stedet svarede jeg: “Ej, hvor fint! Skal det være med PH eller F?” For hvorfor skulle jeg kritisere deres valg, uanset hvor enig eller uenig jeg er i det. Det er dem, der skal elske det. Det er dem, der skal elske at give deres højtelskede søn det. For mig kunne han aldrig have heddet andet. Præcis ligesom folk tænker om Noam og Theo i dag, men jeg kunne godt have været foruden alle de negative kommentarer. Præcis ligesom jeg godt kunne være foruden de negative kommentarer omkring den store navnejagt til lillebror. Det første, gammeldags navn vi har i tankerne har vi også fået kommentarer omkring, og når vi fortæller, at vi endda overvejer et dobbelt navn til ham, byder vi åbenbart bare endnu flere negative kommentarer velkommen. Jeg synes, at det er ærgerligt, for det ødelægger den ellers noget så hyggelige snak. For det kan den virkelig være! Det kan være SÅ hyggeligt at dele ens tanker og overvejelser omkring navne, finde inspiration og forestille sig kalde ham navnet. For at være fair er det langt fra alle, vi oplever de negative kommentarer fra. Faktisk er folk enormt splittet. Nogle synes, at det er enormt flotte navne, andre synes, at det er direkte synd for barnet. Og indlægget her må absolut heller ikke læses så surt, som det måske kan fremstå. Jeg undrer mig bare over at skulle lægge øre til så markante holdninger, når man åbent deler sine tanker.

Men vi har som sagt ikke besluttet os for spor –  vi har blot indsnævret listen. Havde lillebror været en lillesøster, havde vi dog haft navnet med det samme. Et navn, vi gemmer på i tilfælde af, at vi engang vælger, at også lillebror skal være storebror. Ellers er jeg ret vild med de her navne:

Elliot

Vium

Constantin

Isak

Milo

Sixten

Elias

Zack

Konrad

Men dem har min bedre halvdel altså ikke godkendt ?

6 kommentarer

  • Kan så godt følge dig, det er det samme jeg oplever nu, hvor vi også er på jagt efter et navn til lillebror. Det har taget meget af det sjove af for mig, og pt tænker jeg ikke engang over navne. Mit favorit denne gang er Valentin, et navn som hver gang jeg har nævnt det er blevet jordet ned. Det er nemlig åbenbart et svanse/prinse/lidt for nuttet/det kan man ikke hedde -navn. Nu kan faren så heller ikke lide det, så det bliver ikke det, men andre har godt nok også ødelagt det for mig. Håber vi (og i) finder et inden den bette fyr skal bruge det. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • drengelopper

      Årh jeg elsker Valentin! Jeg er helt vild med det! Jeg har faktisk også foreslået det til Kenneth. Jeg synes simpelthen, at det er SÅ flot! Men hvor er det ærgerligt, at navnejagten sådan bliver ødelagt for dig/jer

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jo mere specielt, jo bedre bliver hans navn husket 🙂 I slipper for, at skulle genfortælle det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det virkelig godt og rigtigt skrevet ❤️ Man skal virkelig høre mange kommenterer, der bestemt ikke gør ens beslutning lettere

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

30+0