Fiduserne fortæller #22

3. jordemoderbesøg: hjemmebesøg

I dag havde jeg mit 3. jordemoderbesøg, som skulle foregå i vores hjem. Her skulle vi snakke om, hvordan vi ønsker, at fødslen skal foregå, og hvad vi bør anskaffe os til det. Om 1,5 uge henter vi fødekarret hjem, som vi gratis har lejet gennem Forældre&Fødsel, og så skal vi egentlig bare sørge for at have noget plastikunderlag til at beskytte gulvet samt ekstra bind og lign til tiden efter. Jordemoderen har lidt med, men det er altid en god ide at sørge for ekstra. Lavment kan jeg hente på fødegangen, når jeg om 14 dage har mit næste besøg hos jordemoderen. Og ellers bør vi bare sørge for at have nogle snacks og mad til både os og vores jordemoder samt den studerende. Jeg tænker på at bage nogle boller, som vi kan fylde fryseren med sammen med diverse aftensmadsrester, så det er så nemt for Kenneth som muligt.

Udover det helt praktiske målte hun maven – og mærkede den mest aktive baby sparke, vi hørte lillebrors hjerte banke ligeså fint som altid, og hun skønnede ham til at veje mellem 2500 og 2600 gram. Så han er fuldstændig gennemsnitlig og bliver nok omkring Noam og Theos fødselsvægt, som har været hhv. 3390 og 3625 gram. Derudover tjekkede den studerende mig indvendigt, og det ser ikke ud til, at der er sket yderligere, siden jeg for 1,5 uge siden var 1,5 cm åben trods fortsat regelmæssige plukveer om aftenen. Så det er gode tegn og giver lidt mere ro på herhjemme. Jeg er i dag 35+6, så om 8 dage, når jeg er 37+0, vil det være fuldstændig tilladt at føde herhjemme. Men netop fordi det er gode tegn, snakkede vi også lidt om, hvad vi gør, hvis jeg faktisk ender i overtid. Planen er foreløbig at foretage hindeløsning i dagene op til termin. Fordi jeg jo ikke må gå ret lang tid over tid, vil de vurdere, om de kan tage vandet i overtiden, og er det muligt, vil de gøre det på fødegangen og så sende mig hjem, så jeg alligevel kan få lov til at føde derhjemme. Det er en kæmpe lettelse, men det er lidt frem og tilbage ift pludselig at skulle forholde sig til en potentielt for tidlig fødsel for nu at tale om overtid. I mellemtiden rådede jordemoderen mig til at have tiltro til, at min krop selv går i gang, masser af hvile og alt, hvad vi kan gøre for at øge oxytocinen i kroppen. At stresse over en eksamensopgave gør næppe dét 😉

3 kommentarer

  • Christel

    Åh, Simone. jeg krydser så meget fingre for, at du ikke går for langt over tid, og at du får den fantastiske rolige hjemmefødselsoplevelse, som du ønsker dig. Jeg vil lige smide en anbefaling om afdækningsfilt som underlag under fødekarret -det bliver nemlig ikke glat at gå på, hvis der kommer lidt vand udenfor, hvilket der sikkert gør, når du skal op af karret, og det beskytter stadig gulvet mod fugt, da bagsiden er plast. Held og lykke med det hele.
    Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eeeeejjj skal du føde hjemme? Glæd dig – det er så fantastisk! Jeg sender god fødekarma i din retning:)
    Kh Christina

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fiduserne fortæller #22