“Snart er den bare et minde”

Kender I den graviditetsapp, der hedder Preglife? Jeg tjekker den hver onsdag, når jeg går ind i en ny uge i graviditeten. Den kommer med ugentlige opdateringer om både baby og mor, den tæller ned til termin, har en lille tjekliste samt fif til partneren – hvis han da har appen 😉 .. Forrige uge påmindede appen mig om at tage billeder – for snart er maven blot et minde. Og dét kan jeg da selvfølgelig ikke holde ud at læse. Hvilken gravid kan lige det?

Jeg har nu 21 dage til termin. Jeg er 37+0 i dag med lillebror, og det er selvfølgelig en kæmpe milepæl at nå, når jeg for nogle uger siden døjede med regelmæssige plukveer, var åben allerede og lillebror truede med at komme før tid. Det er fantastisk, at vi nu er nået hertil, hvor en fødsel vil blive betragtet som indenfor termin, og at jeg dermed må føde hjemme. Men jeg har faktisk ret svært ved at forholde mig til, at graviditeten snart er slut.

På den ene side er jeg ved at dø af spænding – jeg glæder mig så ufatteligt meget til at få vores lille søn ud af maven og op i armene. Jeg glæder mig til at se, hvordan han ser ud, give drengene en højtønsket lillebror og elske ham ubetinget. På den anden side synes jeg, at det er enormt sørgeligt, at graviditeten er ved at nå sin ende. Det er gået sindssygt stærkt det hele, siden jeg stoppede med at være meget tynget af kvalme og svimmelhed omkring uge 15. Det er min 3. graviditet og snart er jeg så heldig at have 3 smukke, sunde og raske drenge. Men fordi det er nr. 3, er det ikke selvsagt, at der kommer flere. Det er det selvfølgelig aldrig, men jeg synes alligevel, at det er lidt anderledes her ved nr. 3. For selvom vi er enormt priviligeret, og jeg glæder mig til at blive en familie på 5, har jeg alligevel ret svært ved, hvis det her er den sidste gang. Den sidste graviditet, den sidste fødsel, den sidste baby.

Vi bliver tit spurgt, om vi vil have flere – især fordi det jo i princippet rent biologisk er Kenneths første. Det er hans første oplevelse med graviditet, fødsel og baby. Men det er faktisk især fremmed, som f.eks. ekspedienten i Name-it, jordemoderen eller min fysioterapeut, som ikke alene konstaterer, at vi da sagtens kan få en 4?er, om vi ikke også gerne vil det, og at de oplever en tendens for tiden med 4-børns familier.

Vi ved det ærlig talt ikke. Vi tager ét barn af gangen, har vi aftalt. Egentlig er jeg allerbedst til planlægning og at have en fornemmelse for fremtiden, mens Kenneth er meget i nuet. Og det er sådan set rigtig sundt for mig, at han holder mig nede på jorden og minder mig om at nyde dét, vi er i nu. Nyde øjeblikket, suge momentet til mig og lade tiden vise, hvor vi ender. Jeg tror på, at man ved, når man er færdig. Eller det satser jeg stærkt på. Jeg håber, at man får den der følelse af fuldenthed, at nu føler man sig helt færdig med baby og bleer og i stedet ser frem til de næste kapitler i ens liv. Jeg synes, at 4 børn er meget. Det gør jeg sådan set også med 3, men jeg har kæmpe respekt for de familier, der både har lyst og overskud til sådan en søskendeflok. Det er da fantastisk! Men jeg synes, at det er svært, for jeg vil på den ene side gerne have plads til andet end blot at være mor, jeg glæder mig til at være færdig med mit studie, starte rejsen mod drømmejobbet, købe hus og alt det der. Men på den anden side føler jeg mig slet ikke færdig med at skulle have børn. I hvert fald ikke lige nu. Jeg elsker at være gravid – det er noget så hyggeligt med de mange milepæle, de magiske to streger, spark og hikke fra den anden side af maveskindet, den voksende mave og alt babyforberedelsen. Jeg elsker tiden med en nyfødt, hvor hårdt det så end kan være uden nattesøvn. Men samtidig glæder mig også enormt meget til at få min krop tilbage, at kunne løbe og hoppe med drengene, at være væsentlig mere mobil og ikke være plaget af kvalme, træthed eller besvær ved blot at rejse sig op fra gulvet. Men derfor er det stadig trist at tænke på, hvis de her sidste 3 uger er de allersidste 3 uger som gravid.

Måske det bare er hormoner, måske jeg bare er dårlig til slutninger på hvilket som helst. Men én ting er sikkert: skulle der komme en 4?er engang, vil det ikke blive endnu et sæt pseudotvillinger 😉 .. Jeg fortryder ikke drengenes aldersforskel, omend der er enormt hårde perioder, når man har børn så tæt på hinanden. For der er klart også fordele – først og fremmest er de hinandens bedstevenner, og det er selvfølgelig helt fantastisk. Men jeg elsker den aldersforskel, vi får på dem og lillebror. De er så opmærksomme og nysgerrige på graviditeten, de forstår enormt meget, snakker rigtig meget om graviditeten og lillebror, de har mange spørgsmål og er ikke mindst er de virkelig hensynsfulde, omsorgsfulde og gode til tilsidesættelse af egne behov. Det gør altså bare en graviditet på alle måder nemmere, og jeg tænker klart også, at det bliver en fordel for os, når lillebror kommer.