39+0

En universal regel?

Nu har jeg efterhånden hørt det en del gange fra både venner, familie, bekendte og fremmede. Og senest også jordemødre og en fødselslæge: 3. gang driller! 3. fødsel driller noget så grusomt: man kan døje med plukveer i lang tid – sågar regelmæssige, og man kan tro nok så meget, at fødslen er godt i gang og så stopper det brat. Til gengæld har jeg også hørt, at 3. baby er noget så blid og mild. Så hvis det ene insisterer på at passe, har det andet også bare!

Jeg har døjet nok så meget med slemme plukveer i gennem den her graviditet. I uge 34 frygtede vi, at det kunne ske når som helst, da jeg med regelmæssige plukveer var forbi fødegangen og tilsyneladende åben 1,5 cm. Jeg nåede forbi de magiske 37+0, og i lørdags troede vi så, at han for alvor ville melde sin ankomst. Men jeg har altså ikke født endnu.

Kl 21.40 kom den første plukve. Den bed. 5 min senere kom den næste og 5 min efter den kom endnu en. De varede mellem 50 sekunder og 1 min og 20 sekunder. Efter 2,5 time sådan ringede vi til hjemmefødselsholdet, men ingen tog telefonen. I stedet blev jeg viderestillet til fødegangen i Herning, som fortalte, at ikke alene var hjemmeholdet lukket pga sygdom, men de var også underbemandet, så vi skulle komme til dem. Og pludselig meldte panikken sig bare midt i alle plukveerne. Pusletasken skulle pakkes, autostolen skulle monteres og absolut intet af det kunne vi i øjeblikkets stress finde. Det hele var så surrealistisk – pludselig skulle jeg forholde mig til, at hjemmefødslen var aflyst. Jeg kunne knap nok overskue, hvad vores søns første sæt tøj skulle være.

Ca 3 timer efter første plukves ankomst sad vi på en fødestue. Jordemoderen lyttede til lillebror, fik mig indskrevet og undersøgte mig. Jeg var stadig åben 3 cm som til sidste jordemoderbesøg. Plukveerne – eller veerne om man vil – kom med kortere og kortere interval. I flere timer var der 2 min i mellem og de bed godt til, men fordi jeg ikke havde åbnet mig mere meget end det, foreslog jordemoderen, at vi hvilede. Så der blev redt seng op til Kenneth, og jeg forsøgte efter bedste evne at hvile, selvom plukveerne fortsatte i samme tempo nu 7 timer efter start. Men jeg havde ikke rigtigt åbnet mig yderligere, og fordi der var 4 dage til termin, ville de hverken tage vandet eller hjælpe fødslen på vej. Så vi kunne kun vente og se, om det ville gå den ene eller anden vej.

12 timer efter første plukve begyndte det at aftage og yderligere en time senere blev vi sendt hjem med beskeden om at afvente situationen. Så vi tog hjem, plukveerne var der fortsat, men ikke længere regelmæssigt, og jeg havde ikke sovet i snart 1,5 døgn. Men det var en underlig og tom følelse at gå med autostolen i armene nedad gangene ligeså tom, som da vi kom.

Søndag skete der ikke meget, vi forsøgte at indhente lidt søvn og slappe godt af, mens vi afventede situationen. Men der skete intet yderligere. Så i går var vi forbi jordemoderen for at få løsnet hinder. Det har jeg prøvet så mange gange før med Noam, der insisterede på at blive i maven – selv efter 5 forsøg med hindeløsning og 2xakupunktur. Og det satte da heller ikke gang i noget med lillebror andet end en masse murren og hård livmoder resten af dagen. Igen i dag har jeg så fået løsnet hinder, men det lader ikke til at gøre noget. Derudover er lillebror skønnet til at være 3300-3400 gram og jeg er 3-4 cm åben.

I morgen har jeg så termin. Den sidste tid er gået virkelig stærkt, men samtidig har man bare så meget lyst til at få ham ud af maven og ind i armene nu. Vi er SÅ klar til at møde ham. Drengene håber, at han er her inden fredag, så han kan være med til at fredagshygge. Lægerne har – modsat lægerne i sin tid i Randers med Theo – valgt, at jeg gerne må gå en uge over tid, inden de vil gøre noget. Så i mellemtiden forsøger jeg at slappe godt af, få ladet oxytocin depoterne helt op og så ellers få en hindeløsning mere eller to ? Hvornår, lillebror har tænkt sig at skulle have fødselsdag, er altså ret spændende.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

39+0