Lille dreng, store smerter

Post-skilsmisse

For kort tid siden var jeg med i optagelserne til Spørg Momster på DK4 som en del af det mor-panel, der skal diskutere emner og dilemmaer, som andre mødre har bragt op. Et af dem omhandlede dét at svine sin eks til på nettet. Jeg har aldrig svinet drengenes far til på nettet – heller ikke her på bloggen, men emnet fik mig alligevel til at tænke på, at det er længe siden, jeg sidst er kommet med en update på samarbejdet.

Overordnet set går det fint, synes jeg. Måske har jeg netop ikke blogget om det, fordi det så længe har været fint. Heine har taklet det rigtig godt, at drengene skulle have en lillebror, han har både snakket meget med drengene om det og hilst på Atlas flere gange. For at skåne den lille babyryg er det som regel Kenneth, der henter drengene hjem efter weekend hos Heine. På den måde er vi ikke kun to forældre i samarbejdet, men tre, og måden, hvorpå Kenneth og Heine samarbejder, kan man slet ikke tillade sig at brokke sig over.

Det er 3,5 år siden, Heine og jeg gik fra hinanden, og der er da stadig områder, som er betændte, emner vi skal holde os fra, og ting, vi ikke kan snakke om. Vi har stadig hver vores oplevelse af, hvad der egentlig skete, og måske virkeligheden ligger et sted midt i mellem. Så pædagogisk som jeg kan lyde.

Det er svært at blive skilt. Så skilt som man nu kan blive uden at have været gift, men blot kærester i knap 8 år. Men det behøver ikke være svært at være skilt. Der vil altid være kameler, der skal sluges og kompromiser, der skal indgåes. Og jeg forstår godt, at processen kan være svær og sårbar. Jeg forstår godt, at man er to om tangoen. Men egentlig er det nemmere at samarbejde med en, man ikke konstant er irriteret på. Jeg er fuldstændig ligeglad med hvilke dårlige jokes, han fyrer af, hvordan han klæder sig eller hvor han smider sine strømper. Det, der betyder noget for mig, er det samme, der betyder noget for ham: vores børns trivsel, og det er dét, der er hele essensen i vores samarbejde.

Det kunne aldrig falde mig ind at svine ham til, blogge om hvilken røv han kan være eller skrive diverse om ham i en status på facebook. For det fremmer absolut ingenting. Det gør intet godt for samarbejdet. Det gør intet godt for vores børn. Jeg forstår behovet for at skrige ud, hvor uretfærdigt noget kan være, hvor frusterende det er med brudte aftaler og hvordan man kan drukne i uenigheder og konflikter. Men tiden har hjulpet os, afstanden har været nødvendig og fokus er altafgørende. For når alt kommer til alt, er samarbejdet resten af livet. Det er noget, der rækker ud over det 18. fyldte år og det er noget, vi altid skal kunne være i. Vi skal altid kunne være i samme rum, vi skal altid kunne tale pænt til og om hinanden – især foran vores børn – og vi skal altid være et eksempel. Det er så vigtigt, at vi får vist vores børn, at de ikke skal frygte kærlighedsrelationer – ej heller at miste dem. Vi skal vise, at kærlighed ikke nødvendigvis bliver til had. For selvom det ikke er mig og Heine mod hele verden, behøver det heller ikke være mig og Heine mod hinanden.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lille dreng, store smerter