Drengelopper

– Ramt af drenge

Når man scorer højt hos sundhedsplejersken

feb
16

For to uger siden var sundhedsplejersken til det sidste besøg. Her i kommunen er det sidste besøg for fleregangsfødende ved 2 måneders alderen.  Fremadrettet må jeg altså selv opsøge hende på biblioteket til vejninger, hvis jeg har lyst, og ellers kontakte hende på telefon, hvis jeg har spørgsmål. Til det sidste besøg screener sundhedsplejersken så for fødselsreaktion og depression gennem et spørgeskema, som stilles både til mor og far med udgangspunkt i de sidste 14 dage.

Inden testen havde vi opfølgning på Atlas, kiropraktor og alt den gråd, der har været. Kiropraktoren har løsnet hans nakke, men der er ikke synderlig stor forskel i gråd og skrigeri. Det skal siges, at det ikke kun er ren gråd og elendighed. Atlas er en helt fantastisk baby, han pludrer, smiler og er så opmærksom og vil så gerne snakke. Han er enormt skøn. Men jeg har en fornemmelse af, at han – trods gode middagslure – har svært ved at lukke af for stimuli henad eftermiddagen/aftenen, og det ender i en overtræthed, hvor han simpelthen ikke kan finde ro, give slip og falde i søvn. Nogle dage er klart bedre end andre, nogle dage er der intet, andre i flere timer i streg. Jeg tænker, at alderen spiller ind. At det bliver bedre med tiden. Theo var på samme måde de første 3-4 måneder, så jeg tæller lidt ned til, at det – forhåbentlig – snart er slut.

Ved testen får man stillet nogle udsagn, som man så skal vurdere, hvor enig eller uenig man er og i hvilken grad. Det “gælder” om at få så lav score som muligt, men en score på 0 hos nybagte forældre vil i sig selv undre sundhedsplejersken. Kenneth scorede 2, og det er fuldstændig normalt. Jeg scorede 9, men efter en rettelse hos sundhedsplejersken, der gennemgik svarene ét efter et, rettede hun det til 8.

Det er naturligvis ikke det højeste, men det er højt. Det er et resultat, som svarer til en efterfødselsreaktion. Det kom virkelig bag på mig, og jeg har uden tvivl haft brug for at fordøje svaret og mærke godt efter. Uden at lade det mig gå alt for meget på, selvsagt. Sundhedsplejersken pointerede, at hun synes, at det er helt naturligt, at jeg reagerer på at have et så ked af det barn, som Atlas har været og til dels stadig er. Men hun lagde samtidig også vægt på, at jeg både griner, som jeg altid har gjort og ser frem til ting, som jeg altid har gjort. To spørgsmål, som viser rigtig meget om ens nuværende sindstilstand. Hun pointerede, at dét er det vigtigste: at jeg føler ligeså stor glæde som altid, og dét gør jeg uden tvivl. Vi fik snakket meget om, hvordan jeg bearbejder det, når Atlas har haft en dårlig dag og aften, og her er Kenneth uden tvivl min klippe. Vi kan snakke om absolut alt, jeg kan få grædt ud af ren og skær frustration, og han kan få mig til at grine som altid, uanset hvilken dag det har været. Han giver mig lov til at lufte ud for bekymringer og frustrationer, og det er bare så vigtigt. Vores dialog, kærlighed og samhørighed hjælper mig gennem dagen.

Men jeg har stadig haft brug for at bearbejde svaret. Sundhedsplejersken påpegede, hvor vigtigt det er, at jeg mærker godt efter, for hvis jeg ikke får bearbejdet min reaktion, vil den kunne udvikle sig. Ubearbejdet stress udvikler sig typisk til angst eller depression, pointerede hun. Og lige netop der ramte hun mig. For jeg kan godt mærke, at jeg kan føle angst over at være alene med alle tre drenge, når Kenneth er på døgnvagt. For når Atlas er virkelig ked af det, trøster og trøster jeg i en uendelighed. Han er i mine arme, og jeg vugger og vugger ham, mens jeg slider gulvet tyndt. Det er hårdt ikke at kunne gøre noget for ham. Det er klart hårdt, at intet, jeg gør, gør en forskel for ham. Han vil hverken spise, have sutten, snakke, ligge ned eller gå rundt. Men det, der er allermest hårdt, er, når jeg føler, at jeg forsømmer Noam og Theo samtidig.

Når vi alle tre er alene hjemme, og Atlas har en dårlig dag, bliver det hele lynhurtigt kaotisk i mit hoved. Jeg får sjældent spist aftensmad med drengene, men står og trøster ved siden af spisebordet, hvor de spiser til lyden af gråd. Putningen er det værste: det er hurtige kram og “jeg elsker dig”, mens jeg har en grædende baby på armen. Det er de dage, hvor jeg ikke føler, at jeg slår til på nogen som helst måde, og hvor jeg føler, at jeg er en elendig mor for alle tre. At jeg ikke opfylder nogens behov. Drengene har heldigvis ikke reageret – de er bare så søde og forstående overfor Atlas. Men det er klart nemmere at takle det hele, når Kenneth er hjemme og tager hånd om de store. Hvor han på alle måde kompensere for min følelse af utilstrækkelighed. Hvor han hygger og leger med dem, putter dem og giver dem masser af nærvær. Eller aflaster mig så at sige med Atlas, så jeg kan nyde de store.

Heldigvis har Kenneth kun døgnvagt to dage om ugen, men det er de hårdeste to dage, hvis Atlas er meget ked af det, når vi rammer spisetid og et par timer frem. Så jeg kan godt føle angst over at stå alene med det hele. Angst over følelsen af kaos og utilstrækkelighed. Det er selvfølgelig ikke alle dage, der er noget. Men når der er, er det utroligt hårdt at stå i alene.

Jeg ved, at det bare er for en periode, jeg ved, at det snart er slut, og jeg ved, at jeg her i mens skal mærke efter. Mærke godt efter ned i maven og kende min egen begrænsning. Jeg skal grine og græde med Kenneth og række ud. Række ud efter en hånd og bede om hjælp, for dét er jeg elendig til. Men det er en del af at kende sine begræsninger og mærke efter. Så det gør jeg lige nu, mens jeg forsøger at holde hovedet koldt, takle følelsen af stress, utilstrækkelighed og kaos, imens jeg nyder min skønne baby, kysser ham endnu mere på de gode dage og ser frem til, at det hele lige om lidt er meget nemmere.

2 Responses to Når man scorer højt hos sundhedsplejersken

  1. Kære Simone,

    øv øv det lyder bare SÅ hårdt det du går igennem…og det ved jeg, fordi Alvin var ligesådan.
    Jeg husker tydeligt den frustrerende følelse det var, ikke at kunne trøste sit barn.
    Ved Alvin fortsatte det helt frem til han fik dræn. Vi er så kede af, at han ikkefik dem tidligere (han var 15 måneder).
    Mit bedste råd til dig er; LYT til din mave! Den fortæller dig alt det rigtige.
    Og tag hånd om dig selv, og tag dine følelser alvorligt.
    Tusind kram til dig og jer.

    • Det er vanvittigt frusterende! Tusind tak for din søde kommentar ❤️ Ændrede dræn alt for Alvin i sin tid?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *