Veggie-Wednesday #6: cremet tomatsovs

“Hvor fanden blev lykken af?”

Det er overskriften på en artikel i Informationen, jeg engang læste på vej til et blogevent i Fårup sommerland. På bagsædet sad Noam på 2 år i sin autostol og en sovende Theo på lige knap 1 år. Ved siden af mig styrede deres far rattet. Artiklen gjorde indtryk på mig. Jeg husker den tydeligt her snart 4 år senere. Den gav mig knuder i maven med dens fuldstændig relaterbare pointer. Jeg ved godt, at man skaber sin egen lykke. Jeg vidste bare ikke hvordan.

I virkeligheden var jeg jo ikke ulykkelig med Heine. Men vi var bare heller ikke lykkelige. Jeg var i hvert fald ikke. Vi var blevet bevidstløse i vores eget liv. Jeg blev kærester med Heine et par dage inden min 17 års fødselsdag. 3 måneder senere delte vi adresse, og 5 år senere fik vi Noam. Fuldstændig planlagt og det samme var også Theo 1 år senere. Men et sted derimellem mistede vi os selv og hinanden. Et tillidsbrud skubbede det godt på vej, men jeg tror på, at det var uundgåeligt. Vi gik i hver vores retning. Jeg gik i hvert fald min egen. Selvfølgelig vokser man, man udvikles og ændres gennem hele livet. Udviklingen stopper aldrig. Men jeg tror på, at der er en større risiko for uforenelighed, når man som teenagere finder sammen uden knap nok at have fundet sig selv først.

Det er aldrig en nem beslutning at gå fra hinanden. Det er en endnu værre beslutning at træffe, når der er børn involveret. Jeg bliver tit spurgt, om jeg nogensinde har fortrudt min beslutning. Der er mange ting i mit liv, jeg fortryder, men ikke dén beslutning. Vi var virkelig blevet bevidstløse i vores tilværelse. Misforstå mig ikke, jeg elskede at være en familie, mine børn havde det godt, de oplevede os aldrig skændtes, men de oplevede heller ingen passion, ingen lidenskab eller kan-ikke-leve-uden-dig kærlighed. Når børnene sov om aftenen, sad vi i hver vores ende af sofaen med fokus på fjernsynet eller hver vores telefon. Fuldstændig hovedløse. Men jeg ønskede heller ikke at nærme mig ham, og selvom tillidsbruddet ikke handlede om utroskab, var det stadig et tillidsbrud, der skabte en distance, som aldrig blev brudt.

Det gør ondt, når jeg hører veninder, bekendte og fremmede fortælle mig om præcis de følelser, jeg selv gennemlevede for 4 år siden. Jeg ryger direkte tilbage i mine egne følelser, og jeg bliver ked af det på deres vegne. Det er ikke ulykkelighed, men det er heller ikke lykke, og det kræver en overordentlig røvfuld mod at træffe dén beslutning om at gå fra sine børns far. Jeg vil ikke påstå, at jeg i mine 2 år som alenemor var lykkelig. Men jeg skabte rum til at finde mig selv, og jeg skabte plads til at finde lykken.

I dag er jeg et helt andet sted i mit liv. I dag er en kæmpe kontrast til mit liv for 4 år siden. I dag er jeg igen en del af en familie. I dag bor jeg igen sammen med mit barns far, men i dag er jeg en lykkelig familie. Jeg ved, at jeg selv skaber lykken, men jeg skaber den sammen med den mand, jeg inderligt har tænkt mig at tilbringe resten af mit liv med.

Jeg ser lykken i både det store og små. Jeg ser den midt om natten, når jeg har skiftet vores søn og ligger mellem ham og hans far. Jeg mærker den, når jeg putter mig tættere ind til ham under dobbeltdynen, og han i søvne løfter armen, gør plads til mig på sin brystkasse og holder om mig. Eller når jeg ser, at mit mellemste barn i søvne holder om sin bonusfar. Jeg lever videre på lykken, når jeg træt står op kl 05.45 med vores yngste, og Kenneth uselvisk i sin sygdom står op og tager sig af de store, når de vågner kl 7.30. Jeg hører lykken, når børnene begejstret kommer indad døren under madlavningen med røde kinder og viser de våben, de sammen med Kenneth har lavet i skuret. Eller når Noam fortæller, at han bliver ked af det, hvis Kenneth skal på arbejde i morgen. Jeg oplever lykken, når selvsamme barn hviskende fra sin seng siger, at han ikke kan sove, og Kenneth forlader oprydningen for at læse en ekstra godnathistorie i mørket, mens jeg ammer vores kærlighedsbarn til søvne. Og jeg ved, at jeg er lykkelig, når jeg ikke kan lade vær med at kysse ham. Selv hvis han gør mig sur. Eller når han på den mest hektiske dag kan få mig til at grine, så det gør ondt. Så ved jeg, at vi er lykkelige.


 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Veggie-Wednesday #6: cremet tomatsovs