Når drømme går i opfyldelse

Self-shaming

Jeg ved ikke, om det er et udtryk. Jeg ved ikke engang, om der allerede findes et udtryk for det, men hvad end det er, så gør jeg det en pokkers masse for tiden. Jeg skælder min krop ud.

Med Atlas havde jeg den mest ambivalente graviditet nogensinde. Jeg elsker at være gravid! Det er så hyggelig og magisk en periode i ens liv. Man mærker spark på den anden side af maveskindet, man glæder sig forventningsfuldt til at møde sin baby, og man forsøger at nyde hvert et øjeblik af sin voksende mave. Eller sådan nogenlunde i hvert fald. For på samme tid glædede jeg mig helt vanvittigt til at få min krop tilbage. Jeg følte mig virkelig stor. Jovist græd jeg da på 2. dagen efter fødslen over at være helt alene i min egen krop uden en lille, levende baby i den. Men samtidig så havde jeg en så stor længsel efter at få min krop back in shape. Og selvfølgelig ikke min absolut-før-alle-de-drengebørn krop, men bare den krop jeg havde, da jeg mødte Kenneth. Jeg så sådan frem til at kunne passe mit tøj igen og føle mig lille igen. Jeg glædede mig til at få min smalle talje tilbage, synlige og markante kindben og halvering af mine lår. Og jo før desto bedre.

Men her knap 4 måneder efter fødslen passer jeg altså stadig ikke mine str 32 jeans. Og jeg er ærlig talt vred. Vred på min krop. Den selvsamme krop, som har skænket mig smukke, sunde og raske børn. Jeg skælder den ud hver dag. Jeg kalder den tyk og slatten, jeg skælder den ud for ikke at være hurtig nok til at komme tilbage i form. Den krop som på mirakuløsvis har båret mine børn, født mine børn og ernæret mine børn. Dén skælder jeg ud. Jeg ved godt, at jeg ammer, jeg ved godt, at det tager tid, jeg ved godt, at ?jeg lige har født?, jeg ved godt, at jeg ikke er 21 år længere, og jeg ved godt, at det ikke er mit første barn. Jeg ved godt, at det er mig, den er gal med. Men jeg skælder den alligevel ud.

Kenneth hører jævnligt på min skæld ud, og det er helt sikkert mig, der er fuldstændig urealistisk og unfair at forlange så meget så hurtigt. For jeg er uden tvivl alene om det. Men jeg føler mig klodset, stor og ulækker. Jeg føler mig ?Wauw-hvad-i-al-verden-laver-han-dog-med-hende-dér-trunten? usikker, når jeg går med min kæreste, den absolut flotteste mand, jeg nogensinde har set. Og så bliver jeg vred på mig selv – både fordi jeg har det sådan, men også fordi min krop da for pokker bare kan tage sig sammen og smide de sidste kilo.

Så jeg forsøger virkelig at bide tænderne sammen og være tålmodig. Jeg prøver at se på min krop, se de vanvittige forandringer og sige pæne ting om den. Jeg forsøger ihærdigt at sætte så vanvittigt stor pris på, at den fortsat ene og alene giver næring til vores hurtigtvoksende søn. Jeg prøver at takke den for overhovedet at have skænket mig børn. Og jeg deler ikke alene mine grimme tanker, men også den udskældte krop i et håb om ikke at være alene om høje krav og standarder til den stakkels krop, der hele tre gange har skænket mig den største gave af dem alle. For jeg ved, at det er forkert af mig. Men det er svært, når jeg ser mit yndlingstøj ligge bagerst i skabet, og det er et kæmpe nederlag at forsøge at tage det på. Det er svært at se i spejlet og hverken genkende eller bryde sig om de ekstra 10 kg på spejlbilledet, og det er svært at gå forbi en butik med udsalg på netop de bukser, jeg har kigget på så længe. For jeg nægter at købe tøj i den her størrelse, jeg nægter at overgive mig til den her størrelse – også selvom det betyder, at jeg endnu kun kan passe ét par bukser. Og det er endda joggingbukser for at være ærlig. Det er svært at forholde sig til, at sommeren er her lige om lidt, og det er svært at forene mig med mor-til-tre kroppen lige nu, når jeg mest af alt bare gerne vil være mig selv igen.

   

2 kommentarer

  • Dorthe

    Kære Simone.
    Hvis du blot et øjeblik kunne se dig selv gennem andres øjne, og høre hvad andre tænker, så ville du vide, at der med garanti ikke er ret mange, der tænker “Wauw-hvad-i-al-verden-laver-han-dog-med-hende-dér-trunten” – Og hvis nogen tænker det, så er det fordi de er misundelige, og misundelse er en grim ting, som man ikke skal værdige nogen form for opmærksomhed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, sæde, SMUKKE Simone… selv om du naturligvis ved, at de tanker du har er “tåbelige” – for det første fordi du jo er megasmuk, og for det andet fordi du jo (som du selv siger) LIGE har født – så kan jeg godt følge dig… ikke så meget med kropsform (nogle fordele må det da have, at man kaster op i 4-5 måneder i streg

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når drømme går i opfyldelse