Stilhed midt i stormen

Der har været stille på bloggen i noget tid, men det er ikke uden grund. Vi jonglerer rigtig mange ting lige for tiden, og bloggen har absolut været det sidste, jeg har haft fokus på. Lige nu befinder Kenneth sig i Kroatien med sit arbejde på den årlige sommerferie med de unge. Og drengene og jeg er alle i Holstebro, for vi er nemlig flyttet.

Da det for alvor blev en realitet at kigge på hus, var planen hele tiden, at indflytning skulle ske så tæt på august som muligt af hensyn til Noams skolestart. Men da planerne ændrede sig fra hus-kiggeri til husbyggeri, blev vores deadline urealistisk. Derfor er vi enormt taknemmelige over mine svigerforældre tilbød os at flytte ind hos dem, indtil huset står færdigt d. 11. oktober.

Så oveni en 7 måneder gammel, kravlende baby, to børn med 1,5 måneds sommerferie, en kæreste med udlandsrejse, husbyggeri og kommende navnefest er vi altså flyttet. Og nåh ja – så har vi jo sørme også lige valgt at smide et bryllup oveni kaosset ? Så der er mildest talt rigeligt at se til. Planlægning af brylluppet tager vi for alvor hul på, når Kenneth er hjemme igen om 8 dages tid, og jeg glæder mig til at dele mere med jer, når jeg altså selv engang ved mere.

I mellemtiden kan jeg fortælle, at alt går planmæssigt med huset. Man hører altid om dårlige erfaringer, uanset hvilket firma der er tale om. Men vi har absolut kun gode oplevelser med Huscompagniet. Vi har følt os hørt hele vejen, og vi har flere øjne på, som fortæller os, at det håndværksmæssige i den grad er i orden. Undertaget er lagt, døre og vinduer er kommet i og i næste uge skal der våderumssikres, inden håndværkerne går på ferie. Der er skrevet under på de sidste aftaler vedrørende inventar, hårde hvidevarer og el. Så nu skal tiden blot gå.

Atlas er den vildeste baby. Han kravler og er absolut overalt. Og så er han begyndt at sætte sig på knæ og rejse sig opad alt. Han er SÅ nysgerrig, livsglad og mild. Men han har også meninger. Han har feks nægtet at sove lure i barnevognen, siden varmen tog sit indtog på Danmark for godt og vel 2 måneder siden, og sutten nægter han fuldstændig. Allerhøjst bider han i den, smider den væk og vil ikke have den igen. Uanset hvilken sut jeg køber, uanset hvornår jeg tilbyder den. I stedet vil han hjertens gerne snuppe timer lange lure med brystet i munden. Men det er knap så praktisk, når man er alene i 10 dage med 3 stk børn. Heldigvis har også mine svigerforældre ferie nu, og de er så søde at hjælpe.

Men jeg savner Kenneth, hold op, jeg hader de her rejser, som er en del af hans arbejde. I forvejen synes jeg, at det er skod med dobbelt døgnvagter, men at undvære ham i 10 dage er FOR lang tid. Jeg savner at have ham omkring mig, og jeg savner at kunne snakke med ham, lige når jeg vil og har brug for det. Sidste år, da han tog med arbejdet til Spanien, var jeg godt gravid, hormonel og grædende. I år er jeg ikke gravid og jeg kan heller ikke skyde skylden på hormoner, når jeg savner ham. Det er ikke, fordi jeg ikke kan være alene, jeg vil bare ganske simpelt ikke undvære ham. Så jeg tæller dage ned, og jeg ved, at han gør det samme. I mellemtiden er jeg spændt på, hvordan Atlas reagerer, når Kenneth kommer hjem, for i forvejen befinder han sig i en…. ?mor-glad? periode. Om det blot forstærkes ved, at vi pludselig er så meget alene, vil tiden vise.

Vi har ikke rigtigt nogle ferieplaner i år. Det er klart – alle vores penge går til huset, og samtidig er jeg jo trods alt på su, så charterferie bliver det ikke, men i stedet en masse endagsture. Og så sætter vi utroligt stor pris på de lækre, varme sommervejr, vi er så heldige at have. Drengene har ferie indtil de til august skal starte i hhv børnehave og skole. Og særligt skolevalget skal jeg have fortalt jer meget mere om.

Men for nu må I have en rigtig god weekend – jeg vil forsøge at blive bedre til at presse bloggen ind i min i forvejen presset to-do liste.