Vi er landet

I hvert fald sådan nogenlunde.. I går hentede vi de sidste ting i det lille, gule hus samt rengjorde det. Noam og Theo blev hjemme hos farmor i mens jeg med Atlas på armen knoklede med min mor og Kenneths far. Vi mangler blot at køre en pokkers masse på genbrugspladsen samt afleverer nøgler. Det bliver skønt at kunne strege dét af på vores to-do liste, for der er masser af andet at gå i gang med. Selvom vi er mere end klar til at være husejere, er det også underligt at tænke på, at vi ikke alene siger farvel til Atlas? første hjem, men også dér hvor han er født. Lige midt i stuen. Dét siger vi farvel til.

Vi har valgt at leje et depotrum på 20 m3 til vores møbler og ting og sager, men med nogen-og-90 dage til overtagelse af huset, er der alligevel meget, vi ikke kan undvære. Og så er der overraskende meget, der ikke kunne masses ind i depotrummet. Så lige nu har vi bombet Kenneths forældres hus, og med Atlas, der absolut vil være på armen, er det svært at få pakket ordentligt ud og komme på plads. Og så er det også en underlig følelse at lægge alting på rette pladser, i skuffer og skabe velvidende, at det er en mellemstation på få måneder. Jeg glæder mig sådan til, at Kenneth kommer hjem og kan hjælpe, for lige nu er det godt nok uoverskueligt. Men drengene hygger sig – de synes, at det er mega fedt at have ferie og ikke mindst være i Holstebro omgivet af familie. Så jeg tæller til ti, trækker vejret og prøver at ignorere mit altoverskyggende behov for orden og oprydning. I stedet forsøger jeg at være i nuet, accepterer det lidt, jeg kan gøre og så bare nyde øjeblikkene. Præcis som børnene gør.

Apropos byen så glæder jeg mig også til at lære dén bedre at kende. Jeg ved sådan nogenlunde, hvor de vigtigste butikker er, men der er meget mere at finde ud af, når det er her, Kenneth og jeg skal blive gamle sammen. Feks er det da et absolut must med et favorit pizzaria ? Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville ende i Holstebro. Aldrig nogensinde. Faktisk er Noam og Theos far fra Holstebro og ironisk nok har jeg ofte drillet ham med at være vestjyde. Jeg er fra Århus, og det er man slet heller ikke i tvivl om, når man hører mig tale. Men det handler i virkeligheden ikke om byen. Det er slet ikke dén, der er vigtig. Men menneskerne i den. Og Kenneth følger jeg hjertens gerne til verdens ende. Som bonus er Holstebro faktisk en ret skøn by. Her er alt, hvad vi har brug for ?