Dagen før dagen

Der er stress på her i 11. time. Der er en underlig følelse. Jeg har ellers hele tiden tænkt, at vi trods kun få måneders planlægning kan tage det hele stille og roligt. At der ikke er nogen grund til panikbeslutninger og nervøse sommerfugle i maven. Men pludselig står jeg her 24 timer inden den store dag og genovervejer hele bordpynten, prøver min kjole igen og igen, laver småjusteringer til maden og drømmer. Jeg drømmer så vanvittigt meget. I går drømte jeg, at vi midt i vielsen ikke kunne finde min ring! At ringen så i virkeligheden også lå pakket ned i en eller anden flyttekasse, og jeg selvfølgelig havde glemt hvilken, er en anden side af sagen. Vi fandt den – gudskelov, men det er utroligt, hvordan selv mine drømme kun omhandler bryllup. Et gennemgående mareridt har været, at jeg pludselig har pandehår! Og at vi har glemt at møde op til tiden – eller rent fakisk glemt, at vi skulle giftes. Jeg har også drømt, at min kjole pludselig havde en rift. Og sådan fortsætter det. Jeg er helt drænet af bekymringer – hvad enten det er i dagstimerne eller i drømmene, de kommer til udtryk.

Det er underligt at tænke på, at det her er min sidste “last single girl night”, som de ville kalde det i Sex and the City. Fra i morgen af er jeg en frue. Og straks ændrede de nervøse sommerfugle sig til spænding, lykke og glæde. Bare ved at se det sort på hvidt. Fru. Fra i morgen af er jeg aldrig mere en frøken. Og aldrig mere kommer jeg til at se mit pigenavn stå nogle steder. Det pigenavn, som jeg allerede helt som barn af har ønsket at fjerne. Om lidt er det væk. Om lidt er jeg en Hundahl. Også endda den første i mange generationer, der gifter sig til navnet og ikke er født med det. Jeg er beæret og enormt ydmyg omkring at få lov til at blive en del af en så fantastisk familie, så nærværende og opbakkende. Og så er jeg ubeskriveligt taknemlig og lykkelig over, at dén mand, jeg faldt fuldstændig pladask for, dén mand, som straks blev mit “hjemme”, dén mand har selv været på knæ og spurgt, om jeg af alle ville være hans for evigt.

I dag har stået på de sidste forberedelser, og ironisk nok desto mere jeg forsøger at streje af på listen, desto mere får jeg tilføjet. Typisk sidste øjebliks-ting. Jeg er bange for, at det ikke er godt nok, at pynten ikke er fin nok, at maden ikke er god nok. For lige netop maden har jeg brugt de sidste 12 timer på at lave sammen med Kenneths mor og hans fætters kæreste, mens Kenneth skiftevis har løbet ærinder og sørget for Atlas.

Vi bliver 49 mennesker i morgen. Det er ret svært at forestille sig, hvor meget mad de rent faktisk skal have. Så der er købt overdrevne mængder mad, som feks 8 kg pasta. Og der er virkelig også meget mad. Begge kæmpe industrikøleskabet er proppet, og i morgen kommer der altså endnu mere, som nok burde have et køleskab mere.

Lokalet er pyntet – der mangler bare lige det sidste, og det er okay, for gæsterne er ikke inviteret før kl 13.30, så det sidste kan vi godt nå. Om lidt er klokken allerede midnat. Om lidt er det d. 25. august. Om lidt er det vores årsdags, vores søns navnefestdag, vores bryllupsdag ❤️