Dagen før dagen

25.08.2018

I lørdags blev Kenneth og gift på vores 2 års dag. Vi blev familien Hundahl, og jeg gik fra frøken til frue. Det er så vildt, og vi har lige skulle lande i det hele, før jeg har orket at klikke ind på bloggen. Det hele er stadig meget surrealistisk og fuld af sommerfugle i maven, når jeg kigger på den smukkeste ring på min højre hånd. Og vi er trætte – også Atlas, der har haft en lang weekend med få lure trods mange putteforsøg. Men vi havde den mest fantastiske dag omgivet af vores venner og familie. Dét er der ingen tvivl om.

Vi havde valgt at kombinere Atlas’ navnefest med bryllup, da Kenneth pludselig gik på knæ en sen aften for ganske få måneder siden.

Dagen startede derfor på rådhuset i Holstebro kl 10.30, hvor vores gæster var inviteret med til vielsen. Derefter havde vi booket en fotograf, som tidligere har taget de skønneste billeder af fiduserne. Og hun skuffede bestemt ikke. Shit, jeg glæder mig til at se alle billederne, når hun er hjemme fra ferie igen.

Kl 13.30 var vores 50 gæster så inviteret til kage og kaffe til Atlas’ navnefest. Vi havde forberedt en lille ting som minde, jeg vil vise jer senere. Vi fik åbnet Atlas’ mange, fine gaver, og derefter tog Kenneth langt de fleste gæster med ud til huset, som er færdigt om nogen-og-40 dage, mens jeg blev tilbage og gjorde bordene klar til brylluppet.

Kl 17 kom vores serveringspersonale, og alt den mad, vi havde forberedt dagen inden, blev klargjort til servering kl 18.30. Resten af aftenen var fyldt med mange, sjove indslag, åbning af gaver, taler, bryllupskage og selvfølgelig brudevals inden midnat. Gæsterne havde skruet godt op for traditionerne, og selvom vi ikke er særlig højtidelige, var vi vilde med det! Det var fuldstændig fantastisk, jeg elsker, at de havde gjort så meget ud af vores dag. Vi hyggede os, kyssede og grinede, indtil vi lå glade og lykkelige i vores seng kl 3.30.

Og selvfølgelig hev min skønne mand sin guitar frem og sang for mig, præcis som jeg elsker og inderligt havde ønsket. Det var så romantisk, og selvom vi ikke havde haft konkrete forventninger til dagen, endte den med at være præcis, som den skulle: fuld af kærlighed, varme og glæde.

Jeg skal selvfølgelig nok fortælle meget mere om vores oplevelser med at servere ene af vegansk mad til vores gæster, pynten og min brudekjole. For der er nemlig lige et tip eller to knyttet til den 😉

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagen før dagen