Veggie-Wednesday #9: paprikagryde

Hvad koster en skilsmisse?

Det er for nemt at blive skilt. Det er bare lige at hive sit nem-id frem. Der burde være konsekvenser.” Det er en sætning, jeg fik kastet i hovedet forleden af en af Heines, faderen til mine to ældste børn, bekendte. Selv har jeg ikke haft meget med ham at gøre andet end et besøg i ny og næ for maaange år siden, og jeg tænker da heller ikke, at det som sådan var møntet på mig, omend han sikkert godt ved, at det var mig, der tog valget for nu 4 år siden. “Udover de følelsesmæssige konsekvenser?” får jeg fremstammet midt i hvad der nok mest af alt kendetegnes som en choktilstand. Jeg er ikke forarget over situationen, sætningen eller vedkommende. Det er ikke første gang, jeg hører en sætning a la denne. Jeg tænker, at det faktisk er den gængse måde at forholde sig til skilsmissesstatistikken på.

Men selvom jeg i momentet ikke fik forklaret mig super godt, gav det alligevel stof til eftertanke. Er der ikke allerede konsekvenser for en skilsmisse? Burde der virkelig være flere? Jeg mener, at der er rigeligt. Selvom Heine og jeg aldrig var gift, og nem-id derfor ikke engang skulle hives opad lommen for at gå fra hinanden, så synes jeg da absolut ikke, at det på nogen måde var nemt. Slet ikke. At gå fra mine børns far var absolut den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget. Det tog mig et helt år at gå fra tanke til handling. At nå til den erkendelse, at det faktisk var det eneste rigtige. At jeg i kampen for bevare kernefamilien mistede mig selv. At jeg ved at miste mig selv ville koste mine børn en endnu større pris end ved at blive.

Det lyder måske underligt, men ved at blive, når det ikke længere gjorde os lykkelige, når livet allerede havde skilt os ad, så signalerer det til vores børn, at vi ikke selv er vigtige. At min lykke ikke betyder noget. At jeg som individ ikke betyder noget. At det er lige meget, om jeg lever det liv, jeg ønsker og har det parhold, jeg ønsker, sålænge børnene blot er glade. Jeg tror på, at det er at gøre vores børn en bjørnetjeneste. For hvis vi signalerer, at det ikke betyder noget, om man er glad i sit liv eller ej, så er der risiko for, at også de som voksne vil ende i kærlighedsløse parforhold, hvor det mere handler om at blive sammen for enhver pris, end det handler om ikke at kunne undvære hinanden for nogen pris. Og er det virkelig dét, vi vil vise vores børn? Er det virkelig sådan, vi ønsker, at de selv ender?

Næppe. Men det ændrer ikke på, at der selvsagt er masser af konsekvenser, når nem-idet hives opad lommen. Det er en konstant balancegang mellem dårlig samvittighed og at gøre det rigtige for alle. Måske ikke her og nu, hvor det gør smertefuldt ondt, og ens hjerte er slået i tusinde stykker, men på sigt. Derude i horisonten, hvor man atter kan rejse sig på benene, hvor man ikke er ved at drukne, men faktisk trækker vejret. Men i momentet gør det ondt. Smerteligt ondt. At gå fra den anden forælder er det hårdeste, man kan gøre ved sig selv. Konstant har man dårlig samvittighed overfor de børn, der står midt i mellem, og som endnu ikke kan se, at hverdagen om lidt er både bedre og sundere for alle parter. De ser blot, at mor og far ikke er sammen mere, at de om lidt skal have to værelser, mens de jonglerer samvær og skolebøger rundt på to adresser og måske endda skal holde både to juleaftner og fødselsdage hvert år. At det er slut med familiemiddage og skovture. De siger farvel til livet, som de kender det, og det er både utrygt og uvirkeligt. Det gør ondt. Og som forældre gør det ondt at se på. Det gør ondt at skulle knuse ens barns hjerte, ligesom det gør ondt at skulle knuse ens egne drømme, mens man prøver at skabe nye. Det gør ondt at kaste håndklædet i ringen og erkende, at nok er nok. Det føles som en falliterklæring, hvor alle involverede betaler prisen. For ingen slipper uskadet derfra. Ingen. De følelsesmæssige konsekvenser er så store og uoverskuelige, at processen kan trækkes ud, at man konstant kan tvivle på, om det virkelig er det rigtige, og man kan tøve med at hive plastret af, for hvad nu hvis såret indenunder har brug for bare lidt mere tid.

Der er så mange konsekvenser ved en skilsmisse, at jeg slet ikke kan forestille mig, hvilke andre vi burde kaste i puljen. Økonomiske konsekvenser? Burde vi besværliggøre processen yderligere? Så folk opgiver undervejs, går på kompromis og lader sig nøje med et liv, de ikke kan være i? Ønsker vi virkelig det? Ønsker vi virkelig, at det skal være så dyrt og så svært, at vi ender i et samfund, hvor lykke er handelsvarer, som kun få er de heldige indehavere af? Og for resten af befolkningen er det lige meget, så længe hjulet kører rundt?

Jeg tror aldrig, at jeg har mødt en eneste enlig mor eller far, der tog let på beslutningen eller som ikke betaler prisen for skilsmissen, som ikke bærer skyldfølelsen på skulderen og blot siger “easy peasy, whats next?”, mens de fejer støvet af sig og aldrig kigger tilbage. Aldrig.

Så i stedet for at fokusere på hvor pokkers nemt det er at logge ind, ansøge og digitalt sætte sin underskrift, så burde vi måske fokusere på, hvor fantastisk det er, at noget da i det mindste er nemt i en ellers så fandens svær proces. Vi burde fokusere på, at det er fantastisk, at folk har mulighed for en second chance, når livet sparker en i jorden og suger luften ud ad en. At det er muligt at tage lykken i egen hånd og lade sig skille, når det ikke længere er en mulighed at følges ad.

2 kommentarer

  • Julia

    TAK, bare TAK🙏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mils

    Tak – tak – tak! Dine ord rammer så hårdt! Jeg har kæmpet de sidste 2 år, men beslutningen er så svær pga vores børn. Folk der siger at skilsmisse er den nemme løsning, de har aldrig mærket følelsen af at tabe sig selv, samtidig med man kæmper for at redde er forhold!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Veggie-Wednesday #9: paprikagryde