Børnetics eller Tourettes #2

Når tandfeen har travlt

I går var lidt en crazy dag. Dem har vi for tiden en del af, synes jeg. Kenneth havde personalemøde fra 9-12, men da det trak en del ud, stod han altså først i døren 1,5 time senere, end jeg lige havde regnet med. I sfoen hentede vi så Noam med én tand mindre, som var pakket godt ind i folie og gemt i tasken klar til tandfeen.

Vi nåede ikke at være hjemme ret lang tid, før mine svigerforældre trådte indad døren, og vi gik ud af den. I huset havde vi nemlig et møde med en af mine venner, der er uddannet bygningskonstruktør og murer. Ham havde vi booket til gennemgang af huset, inden vi i dag havde det officielle gennemgangsmøde med Huscompagniet. Generelt har det været en kæmpe hjælp at trække på venner og familie med håndværksmæssig baggrunde, når nu vi selv ingen har.

En lang liste – mest med finish og maler fejl og mangler – senere var vi atter hjemme klar til at putte børnene. Og da alle tre omsider sov, fik vi hurtigt bestilt pizza, mens vi havde tænkt os at hygge på sofaen til en god film. Men Atlas vågnede adskillige gange, og han endte faktisk også med at sidde på skødet af Kenneth, mens jeg hurtigt kastede min nu kolde pizza i hovedet, inden han igen var klar til at blive puttet. Tilbage sad vi så på sofaen kun 10 minutter inde i filmen, da vi udmattede valgte at gå i seng i stedet. Årh det kære forældre-liv altså.

Anyway med mig gik altså også tandfeen i seng. Og præcis kl 05.54 i morges stod Noam i soveværelsesdøren og sagde, at tandfeen ikke havde været der. Årh fuck altså! Jeg havde fuldstændig svedt det ud, og i mit hoved var jeg allerede klar med et brev om, at hun altså bare havde haft så travlt med at hente tænder hos de 3000 børn, der i går havde tabt en. Christ altså ik? Men inden Noam igår blev puttet, havde vi valgt at lægge tanden i en frysepose, da han var nervøs for, om tanden ville forsvinde i revner. Til gengæld var han også nervøs for, om tandfeen kunne binde knuden op, og vi stod ærlig talt og diskuterede frem og tilbage om, hvorvidt knuden var bundet løst nok til, at den her 2 cm fiktive person med vinger og trang til ulækre børnetænder kunne binde den op.

Den lille debat skulle jo så vise sig at være til mit held, for Noam ved godt, at tandfeen altså kun tager tanden med, hvis man har passet nok på den og børstet den godt, mens den var i munden. Så i morges blev vi enige om, at det måske var bedre at tage tanden ud ad posen og pakke ind i en lille bitte smule staniol i stedet, som Theo så atter lagde under puden igen. Tandfeen fik altså én chance mere for at hente tanden.

Og alt i mens Noam, Theo og jeg så sad om morgenbordet og snakkede om tandfeen, så jeg Kenneth snige sig ind på børneværelset. Gudskelov for ham! Drengene lagde slet ikke mærke til noget, trods det var lige ved siden af, hvor vi sad. Tiden gik, og Noam blev enig med sig selv om, at han hellere lige måtte tjekke, hvor Theo havde lagt tanden. Og vupti – tilbage kom han enormt glad og stolt over, at tandfeen havde været der og lagt hele 10 kr.

Så hjemme hos os er tandfeen altså ikke 2 cm og med vinger og glimmer. I stedet er det en høj og flot mand, som går above and beyond for sine bonusbørn.

Og tanden? Jo, den er nu i Kenneths bukselommer. Jeg aner ærlig talt ikke, hvad vi skal gøre ved den. Jeg synes, at tænder er super ækle, men samtidig føler jeg, at man er nødt til at gemme dem. Ellers er man da en dårlig mor ik? Sådan shamer jeg mig selv. Heldigvis ville Noams far gerne have hans første tand, så den ligger opbevaret dér. Det samme bliver Theos til den tid. Men skal jeg være helt ærlig, tænker jeg, at Atlas’ tænder bare ryger ud. Mine forældre har troligt gemt alle vores tænder. De ligger i et lille snapseglas med hver vores navn, og jeg har bare overhovedet ikke lyst til at se dem 😂 Så det skal virkelig kun være pga Kenneth pludselig vil gemme Atlas’ eller at jeg shamer mig selv nok til, at de ikke bliver smidt ud.

Og apropos crazy er i dag ligeså tosset. Vi startede med gennemgangsmødet med HC, som gik virkelig godt! Vores liste er som sagt mest af alt bare finish, fuger og maling. Men selv enkelte klinker, der har fået skår, bliver skiftet ud, og vores byggeleder var ligeså samarbejdsvillig, som vi hele tiden har oplevet ham. Bagefter kørte Kenneth mig og Atlas hjem, inden han smuttede videre på arbejde. Kl 15 kører han så hjem efter drengene, som desværre bliver hentet sent i dag. Fra 17-18 har Noam karate, og fra 19-21 har vi så forældremøde i børnehaven. Thank god, vi ikke også skulle jonglere en fuldtidsstilling som lærer med rundt i manegen.

Weekenden er lige om hjørnet, men det er overtagelsen af huset også, så vi har simpelthen så travlt med de sidste indkøb, bestilling af skraldespande og nedpakning af mine svigerforældres hus. Så weekend bliver det lige knap nok, men jeg ser utroligt meget frem til at få mere ro på og nyde det sidste af min barsel med Atlas, inden jeg atter er studerende igen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børnetics eller Tourettes #2