Barnet bag diagnosen #5: Nikolai

Pasning af de der børn

Der er så mange måder, man kan gøre det på og at være forældre på. Intet er rigtigt eller forkert. Det handler udelukkende om den enkelte familie, dennes præferencer og forskellige behov.

Atlas’ allerførste fødselsdag nærmer sig med hastige skridt. Han bliver stadig så godt som fuldammet, og med undtagelse af én sushi tur med bedsteveninden og et smut i legeland med de store, mens han alligevel bare sov, har han og jeg aldrig været fra hinanden i længere tid, end det tager at smutte i Rema.

Han kan sagtens klare sig i længere tid uden mig. Han dør ikke ligefrem af 2 timer uden sin mor, men han er småtspisende, nægter sut og er særdeles glad for brystet. Og så er det altså ikke nemt, vel?

Noam var 7 måneder gammel, da min mor første gang passede ham i et par timer. Jeg var netop begyndt til teoriundervisning til kørekort, og Noam var på det tidspunkt flaskebarn og spiste masser af fast føde. Derudover kendte min mor ham ret godt til at kunne læse hans tegn og signaler. Og så var han generelt bare en meget nem og veltilpas baby, så længe han havde sin sut og nusseklud. Derudover var jeg kun 5 minutter fra dem, hvis det ikke duede. Hvilket det altså gjorde. 18 måneder gammel sov han for første gang ude, mens jeg fødte Theo.

Og så var der Theo. Theo blev ammet, indtil han var 13 måneder, og først derefter gad han for alvor sin sut. Ellers blev den mest brugt til lure. Han spiste godt nok masser af fast føde, og han var da også mægtig glad for sin nusseklud. Men han var til gengæld alt andet end glad for andre mennesker. Theo var helt fra spæd ikke glad for at være hos andre end mig og hans far. Han skreg, hvis andre kom for tæt på ham, og han ville bestemt ikke holdes eller gå fra arm til arm. Med andre ord var han ikke just den oplagte kandidat til pasning. Behøver jeg overhovedet fortælle, at indkøring med ham var et mareridt? Det fortsatte faktisk helt indtil, han knap var 3 år og mødte Kenneth for første gang. Så blev også Kenneth hans tryghedsperson, men selv den dag i dag er Theo et meget, meget genert barn, der altså ikke giver knus og kram til alle og enhver.
Theo var kun lige fyldt 1 år, da jeg gik fra hans far, og allerede dér var situationen bare helt anderledes. For skulle jeg noget, så kunne jeg pludselig lægge mine planer hveranden weekend, hvor han havde samvær med sin far. Han var 1,5 år første gang, min mor passede ham og Noam sammen i et par timer, mens jeg var på arbejde, og han var 2 år og 9 måneder, da han for første gang sov ude, mens jeg var til bryllup.

Med andre ord blev Noam og Theo i sin tid kun passet, hvis jeg skulle noget vigtigt: arbejde, bryllup, pædagogiske møder eller whatever. Ting, der ikke kan udsættes, ting, jeg ikke selv vælger dato for, ting, der ikke nødvendigvis var mit behov eller for min skyld.

Men så går man fra sine børns far, man mister sig selv, og man finder sig selv. Man lærer sig selv at kende. Man finder ud af, hvad man ønsker i livet, og hvad der er vigtigt. Hvad man gerne vil opnå, og hvad man gerne vil bevare. Man tænker på, hvad man selv kunne have gjort anderledes, og man lærer, hvad man vil gøre anderledes. Og hertil må jeg hellere pointere, at ingen date, ingen ekstra kys og kærestetid kunne have gjort en forskel mellem mig og Noam og Theos far. Intet. Tilliden var brudt. Og selv hvis den ikke var, så var vi langt henad vejen – og hvis vi er helt reelle – måske i mange flere år, end vi ønsker at erkende langt mere venner end kærester. Vi var gode forældre sammen, vi var gode roommates. Men vi var ikke gode kærester, og det ændrer ekstra kærtegn ikke på. Vi nåede til et sted, hvor vi sad i hver vores ende af sofaen. Og den ligger helt sikkert på mine skuldre, for jeg ønskede ikke nærvær. Jeg ønskede ikke nærhed. Ikke med ham. Langt henad vejen havde jeg det helt fint i det forhold. Jeg havde det fint, men jeg var ikke lykkelig, og det tog mig mange år, selvindsigt og at miste mig selv, før jeg fandt ud af, hvad der skaber min lykke. Hvordan jeg kunne skabe min egen lykke. Jeg fandt ud af, at det for mig ikke er nok at være god til at være mor og far. At at se en film sammen ikke er nok for mig aften efter aften. Men jeg havde på mange måder “friend zoned” Heine, og det var ikke ham, jeg skulle finde lidenskab og ægte kærlighed med. Den der “jeg-savner-dig-inden-du-er-trådt-ud-ad-døren” kærlighed. Jeg vidste det ikke dengang. Det ved jeg nu.

Og netop derfor har det fået mig til at tænke på, at det faktisk er et helt år siden, at Kenneth og jeg har været alene ude uden en baby på armen. Eller i brystet. Selvfølgelig putter han trygt i dobbeltsengen om aftenen, mens vi har de resterende rum for os selv, og vi hygger os da også. Både hjemme med huset fuld af sovende børn og ude af huset med enten alle børnene eller i hvert fald mindste-musen. Men måske det egentlig snart er tid til, at Atlas også skal passes? I hvert fald bare lige en time?

For noget andet, jeg også lærte, da jeg blev alenemor, og i særdeleshed da jeg blev en del af Kenneths familie, er bedsteforældre relationen. At den er så forbandet vigtig, undervurderet og helt igennem værdifuld. At der ikke behøver være en konkret årsag til, at ens børn skal “passes” af sine bedsteforældre. At de måske faktisk bare ønsker at være sammen. Og også gerne alene uden mor og far. Jeg husker da også min egen barndom, og hvor tætknyttet jeg var til min mormor. Jeg husker vores faste tirsdage i svømmehallen, jeg husker togture til København og leg med Barbie dukker i hendes stue. Jeg husker tydeligt den kulde, der ramte mig, når jeg åbnede døren ind til hendes soveværelse, hvor jeg skulle putte under hendes dyne til overnatning. Jeg led bestemt ikke. Tværtimod. Jeg hyggede mig og blev godt forkælet. Præcis som man skal af sine bedsteforældre.

Noam og Theo er jævnligt hos Kenneths forældre. De efterspørger det selv. Og Kenneths forældre ringer da også selv og spørger, om de ikke må få drengene. Nogle gange bare til et par timer, mens de laver vejbaner ud af papirstykker, der er tapet sammen, bygger lego eller går på legepladsen. Andre gange til overnatning, hvor de om morgenen putter på sofaen under dynen til ramasjang. De sender altid billeder, og jeg får altid enormt glade børn indad døren, der med ren lykke i øjnene fortæller om deres dag, fortæller hvor heldige de er og spørger, hvornår de må igen.

Så jeg har lært, at der ikke behøver være en specifik årsag til, at mine børn bliver passet. Jeg har lært, at jeg bestemt ikke behøver skamme mig over at få dem passet. Jeg har lært, at det måske snarere er et spørgsmål om samvær end egentlig pasning. De elsker det! De elsker at være sammen med sine bedsteforældre, de elsker at opleve nyt med dem, at være alene med dem, bare at være sammen med dem. Også selvom det bare er hjemme hos dem til brætspil og højtlæsning. Og den slags minder, den slags glæde og den tilknytning skal Atlas jo også have.

Så måske det snart er tid til, at også Atlas skal opleve sine bedsteforældre alene. Og måske jeg så skal nyde min mand alene på en cafe i mens. Helt uden børn og andre distraktioner. Eller måske vi faktisk bare bliver derhjemme og nyder en film, et spil eller kigger hinanden i øjenene helt uden afbrydelser. For der behøver ikke være en årsag eller konkret begrundelse for, at Atlas skal være sammen med sine bedsteforældre. Dén relation er grund nok i sig selv.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Barnet bag diagnosen #5: Nikolai