Barnet bag diagnosen #7

Er “veganer” det nye fy ord?

Jeg gør det selv. Jeg tager mig selv i at kalde mig “plantebaseret”. Jeg ser tendensen, som jeg selv deltager i: i stedet for at sige, at jeg er veganer, fortæller jeg, at jeg er plantebaseret eller spiser vegansk. Jeg siger ikke: “Jeg hedder Simone, jeg er 28 år og veganer“. På mange måder bryder jeg mig ikke om at putte mig selv i en bås. Jeg vil helst gerne være uden bestemte mærkater, forhåndsforståelser, fordomme og stereotyper. Men at kalde mig selv plantebaseret er i virkeligheden bare et nyt mærkat. Måske endda så nyt at mange endnu ikke har nået at opbygge en forestilling om, hvad dét er for en.

Derimod kender vi alle “veganeren”, vi kender alle fordomme, stereotyper og jokesene. “Det er bare et indiansk ord for dårlig jæger” og what not. På mange måder har veganere fået et dårligt ry. Og det er måske ikke uden begrundelse, men ligesom fodbold-fanatikeren, katolikken, den konservative stemmer, blondinen og alenemoderen, der fester hver weekend, nej vent, hver dag, jamen så er der undtagelser. Der er stereotyper, og der er de båse, vi putter folk i.

Sproget har magten, har jeg hørt utallige gange under mine forelæsninger om socialkonstruktionisme. Sproget former menneskets evne og mulighed til at forstå verden. Verden, som vi oplever den, er altså en social konstruktion. En stol er kun en stol, fordi vi siger det. Og en kat er kun en kat, fordi der findes en hund som modsætning. You get it. Det er altså os, der skaber veganeren – eller i hvert fald forestillingen om en veganer. For en veganer er så meget mere end bare en person, der ikke vil udnytte dyr, hvad enten det er til fødevarer eller underholdning i et cirkus.

Alligevel er det et ord, jeg ser flere tage afstand fra. Og jeg skal ikke se mig hellig med mit “plantebaseret”. Jeg oplever bare, at flere foretrækker at sige plantebaseret end veganer, som de måske har brugt om sig selv i ellers flere år. Et ord, de måske før har været stolte af.

På mange måder føler jeg ikke, at jeg kan tillade mig at kalde mig veganer, for for os er det primært en koststil, mens det for de helt inkarnerede veganere er en livsstil. Selvfølgelig støtter jeg ikke mishandlede elefanter i cirkus, hvem gør det? Det kræver ikke, at man er veganer for at tage afstand til det. Og det er måske hele min pointe: at veganeren måske ikke er så frygtelig, så fanatisk, så aktivistisk, at vi skal tage afstand til ordet. Eller menneskerne. Måske man faktisk deler mange holdninger, oplevelser og drømme med personen. Måske personen bare er en typisk mand, midt i 30’erne med brunt hår, 1,9 børn, briller og med en interesse for håndbold og starwars film.

Måske vi ikke skal være bange for at bruge et mærkat om os selv, måske vi skal være mere åbensindede om de ord, vi bruger om os selv og hinanden. Måske vi ikke skal være så forudindstillede og fordomsfulde, så vi måske kan have modet til at sige: “Hej, jeg hedder Simone, jeg har 3 børn, er lykkelig gift, drømmer om en ferie i Grækenland og er veganer.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Barnet bag diagnosen #7