Tror du på skæbnen?

Change of plans

Glædelig jul. Jeg håber, at I havde en fantastisk aften. Vores var simpelthen så hyggelig. Vi var samlet 14 mennesker og tog det bare fuldstændig stille og roligt. Julemanden kom med gaver lidt over middag, som vi kunne samle i ventetiden. Og ellers var det, som det plejede: vi så julekalender, Disneys juleshow, spiste lækker julemad i veganske udgave, dansede om træet, pakkede gaver op og jagtede mandlen i risalamanden. Kl 23 kørte vi hjem med 3 trætte fiduser, som alle havde klaret dagen fuldstændig fantastisk.

Dagen efter sov vi endda længe – alle børnene sov til lige omkring 8.30. Resten af dagen tilbragte vi bare i nattøj, mens vi med drengenes farmor og farfar samlede alt det lego, drengene havde fået i gave.

D. 26. holdt vi julefrokost og i går og i dag har vi haft tøffedage i nattøj med legoleg, PlayStation og en tur i Toys’r’us med drengenes gavekort efter mere lego og lazergame pistoler, som ihærdigt er brugt både inde og ude af store og små.

Heine skal have drengene til nytår. Vi skiftes hver år. Derfor havde Kenneth og jeg booket hotel i Hamborg i 3 dage, hvor vi ville hygge os, gå rundt i gaderne, spise mad på en masse veganske cafeer og nyde nytåret i ro og mag. Bare os tre.

Men vi har været nødt til at afbestille. I sidste uge blev jeg frygtelig svimmel og efter flere dage med forværring smuttede vi til lægen. Hun foretog en masse neurologiske undersøgelser, tog blodprøver og konkluderede, at jeg har fået en virus på balancenerven. Det føles som om, at jeg konstant befinder mig i en karrusel. Selv når jeg ligger ned. Det betyder, at jeg er enormt rundtosset, ikke kan holde balancen og som følge meget kvalm. Derfor må jeg ikke være alene hjemme – og slet ikke med Atlas. Og der er altså heller ikke meget ved at tage en tur til Hamborg, hvis jeg alligevel kun kan ligge på hotelværelset. Desværre. Det er vildt frustrerende. Jeg havde virkelig glædet mig til en hyggelig tur, inden hverdagen om lidt er fyldt med speciale, og min barsel for alvor er slut.

Hvad vi nu skal nytårsaften, aner jeg ikke.. Måske vi tager hen til nogle venner, men med baby på armen er nytår bare ikke så festlig, som den plejer. Der er ikke meget ved at være oppe til langt ud på natten, for babyen står altså op tidligt dagen efter og har heller ikke planer om at tilbringe dagen på sofaen. Det var derfor, vi oprindeligt valgte at tilbringe nytåret i udlandet. Samtidig er alkohol næppe en god kombi med min i forvejen følelse af en kæmpe brandert, og da jeg ikke kan køre bil, kan Kenneth heller ikke drikke. Så det er vist begrænset, hvor festlige vi i virkeligheden er. Det kan selvfølgelig godt være en hyggelig aften alligevel – det er det altid, når vi ses med andre. Men det er ikke rigtigt det samme, vel?

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tror du på skæbnen?