Veganske bagte peberfrugter med quinoa

Ferie uden børn

Det er mandag, og det er den første dag i vinterferien. Herhjemme sejler der. Der er fuldstændig rod i hver en krog, men vi har morgenhygget. Vi har ladet rod være rod og prioriteret hinanden om morgenbordet med juice, sunde smoothies og friskbagt franskbrød fra bageren. For i dag er det den første dag i ferien, men det er også den eneste dag i ferien, hvor Noam og Theo er hjemme.

Jeg tror ikke, at jeg vænner mig til det her nogensinde. Jeg ved godt, at man kan vænne sig til meget og på sin vis har jeg da også vænnet mig til, at de er hos deres far fast hveranden weekend fra fredag-søndag. Men når de så pludselig er væk en helt uge. Dét er godt nok lang tid, og dét vænner jeg mig ikke til.

Vi har fast drengene i efterårsferien, mens deres far altid har dem i vinterferien. På den måde passer det bare bedst ift til, at han altid har dem ulige weekender og vi lige. Juleferie og påskeferie deler vi op, og sommerferien er som regel 7/7 henover et stræk på 6 uger. Altså har Heine ikke haft dem i så lang tid siden juli sidste år, og det kan da godt mærkes, når de så skal afleveres til så langt et stræk. Det er så underlig og tom en følelse. Og også Noam især er påvirket. “Jeg elsker dig bare meget, mor”, har han sagt med ca 10 min interval hele morgenen. Han har haft et ekstra stort behov for at kramme og blive holdt om. Det er svært at være i – også for ham. For selvom han ved, at han kommer til at hygge sig, så kender han også følelsen af afsavn, og den kan være svær at håndtere allerede på forhånd.

Men det er ikke kun os, der har krav på børnene. Det er ikke kun vores børn. For mest af alt har også de krav på samvær og tid med deres far. Det er vigtigt for dem, og det skal selvfølgelig prioriteres. Jeg har aldrig modsagt mig samvær og altid talt for børnene, når de har ytret et ønske om mere. Men derfor er det stadig en underlig følelse, når man kysser og krammer sine børn farvel med en kæmpe pose tøj i hånden velvidende, at man først ser hinanden igen, når den ferie, der lige er begyndt, er slut.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Veganske bagte peberfrugter med quinoa