Om at vælge anderledes

Da jeg i sin tid ventede Noam, gjorde jeg mig selvfølgelig mange tanker om morrollen og hvilken type mor, jeg mon ville være. Først og fremmest var jeg lærerstuderende og overvejede faktisk kraftigt at droppe barsel. Jeg overvejede at tage min eksamen med baby på armen og så bare tage den derfra.. Dernæst var jeg sikker på, at jeg ville blive en af de mødre, der fuldstændig cool står på den anden side af vuggestuevinduet og vinker farvel til sin 8 måneder gamle baby. Og så tænkte jeg, at jeg måske ville amme i de typiske 6 måneder, men bestemt ikke mere. 

Jeg vil ikke sige, at jeg blev klogere. For der er intet galt med ovenstående valg. Men jeg vil mene, at jeg fuldstændig tog røven på mig selv. 

For jeg er alt andet end hende den cool mor, der vinker glad farvel til babyen og går mod mit. Og jeg kan godt tage mig selv i at tænke: “Hold da kæft, gad vide, hvad andre tænker om mig?” For jeg har i mit forældreskab taget mange alternative valg. Og også bare som Simone. Set ude fra har jeg helt sikkert vendt bogen på hovedet. Jeg har ikke fulgt de gængse normer. Jeg er gået min egen vej. Og jeg fortryder den bestemt ikke.

Jeg fik Noam, mens jeg studerede på mit 2. år til lærer. Jeg fik Theo, lige inden jeg begyndte på mit 3. år på læreruddannelsen, og jeg fik Atlas halvvejs i min kandidat. Jeg har altså altid studeret, mens jeg har fået børn og gået på barsel. Jeg var hverken færdiguddannet, gift eller i eget hus, da jeg fik nogen af mine børn. Okay, med Atlas havde jeg trods alt en læreruddannelse i bagagen, but you get it. 

Jeg var kun 5 dage fra at fylde 22, da jeg fik Noam og set tilbage.. Hold da op, jeg var ung. Jeg anede jo ingenting. Og det gør jeg måske heller ikke nu, men modsat dengang er jeg vokset. Jeg har fundet mig selv, og jeg kender mine værdier. Jeg ved, hvad jeg står for, og jeg ved, hvad jeg ikke vil gå på kompromis med. Noam var planlagt trods min unge alder. De er de to andre drengebørn også. Jeg var sammen med Noam og Theos far i over 7 år, indtil hverdagen skilte os ad. Et par år senere mødte jeg Kenneth, og kun 6 måneder inde i forholdet delte vi både adresse, drømme og det lille hjerteslag, der gemte sig inde i min mave. 

I dag er jeg gift, rigtignok, og jo, jeg sidder da også netop i et hus, vi ikke bare ejer, men selv har bygget. Mange drømme er gået i opfyldelse, men de er stadig sket af alternative veje. Og så er vi måske bare mere alternative, end jeg i sin tid tænkte, at jeg nogensinde skulle blive. For vi både samsover og hjemmepasser, jeg langtidsammer, Atlas er født midt i stuen, og børnene går på friskole. Det er altsammen valg, der er mere eller mindre bevidst taget, men som heller ikke nødvendigvis følger normen. Og så spiser vi vegansk. Jeg er veganer. Og mine børn spiser vegansk. Det er valg, som gør, at andre måske tænker, at vi er utroligt alternative, valg, som ikke alle kan forstå eller forholde sig til og valg, som kan sætte os i en bås. En masse af slagsen endda. 

Men bag alle de her valg står også et menneske. Eller et par. Og en familie på 5. Vi er i virkeligheden helt almindelige mennesker. Jeg er gift med en mand, der er pædagog, han dyrker fodbold, hepper på Barcelona og elsker at spille på sin guitar. Jeg har 3 drenge, som ligesom alle andre drenge kan lide tegnefilm, spil, lego og at klatre i træer. Jeg er en knap 29 årig kvinde, der nyder min alenetid ligeså meget som min familietid og tid alene med min mand. Jeg nyder at se mine børn grine, og jeg nyder at se dem sove. Jeg elsker hvidvin, indretning og desserter. Jeg er en sucker for tøsefilm og kjoler. Og så tjekker jeg lidt for meget min telefon. Jeg får energi af at gøre noget ud af mig selv, være god ved mig selv og have veninde-tid. Og så ville jeg ønske, at jeg var bedre til at prioritere fitness tid over sofa-og-serietid. 

Man kan have nok så mange stereotypiske forestillinger om, hvem folk er ud fra deres valg, og man kan have nok så mange forestillinger om, hvad de rigtige valg er. Men i sin sidste ende må man lytte til sin mavefornemmelse. Det er det fineste, vi overhovedet har. Og så skidt pyt med, at det sætter en i bås, skidt pyt med at folk ryster på hovedet. Hvad, der er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig. Og omvendt. Min lykke er ikke din, men jeg har ansvaret for min lykke, og den skal hverken debatteres eller retfærdiggøres. Men det kan tage tid at hvile nok i sig selv til at turde tage de skridt, til at turde træde ud af normen og vælge for sig selv. Til at turde være sig selv.