At have fødselsdag, når man er blevet mor

Amning med ambivalens

Jeg har ammet alle mine 3 drenge, men alle 3 amninger har været meget forskellige – både med varighed og oplevelser.

Atlas er i dag 16 måneder. Indtil for knap 2 uger siden ammede jeg ham stadig utroligt meget. Han var endnu ikke super interesseret i mad. Men jeg har aldrig før aktivt fravalgt amningen. Jeg ved, at vandene deler sig – enten synes folk, at det er way due, at jeg stopper amningen, andre synes, at en på 16 måneder stadig er utrolig ung.

Med Noam stoppede amningen allerede, da han var 3 måneder. Vi havde haft en kaotisk ammestart. Mælken skulle hurtigt fremprovokeres, da Noam er født uden den såkaldte madpakke. Blot 2 døgn gammel var han både skrigende sulten og havde tabt sig alt for meget, så jeg blev koblet til en maskine i 1,5 døgn med et slavisk 3 timers interval skema. Jeg var førstegangsmor og usikker. Så en varm, varm sommerdag gav jeg Noam kogt, afkølet vand i en flaske, og derfra startede så en ammestrejke, hvor Noam nægtede at amme. Han skreg og græd. Jeg måtte kun amme ham halvsovende om natten. Til sidst skreg han også dér. Efter flere ugers kamp opgav jeg grædende, og Noam blev flaskebarn.

Forløbet med Noam fyldte utroligt meget i graviditeten med Theo. Jeg svor, at jeg ville kæmpe mere for amningen. Det kom bag på mig, hvor meget den betød for mig, da den stoppede. Men man bliver klogere af sine erfaringer, og jeg hvilede mere i mig selv. Jeg var mere klar på en potentiel strejke igen. Men den kom aldrig. Med Theo friammede jeg, som anbefalingerne blev ændret til. Theo dannede selv lynhurtigt et mønster: hveranden time på slaget døgnet rundt meldte han sig.

Men kort efter Theos 1 års fødselsdag gik jeg fra drengenes far. Der stoppede amningen så også. Hvis jeg skal være helt ærlig, var det en utrolig hård og kaotisk tid. Heine taklede ikke bruddet særlig godt. Jeg var komplet alene om drengene og så fokuseret på kun dem og deres behov, at jeg glemte at spise og derfor tabte 7 kg på knap 14 dage. Og når man taber sig så drastisk, mens man ammer, så ryger mælken altså som det første. Theo virkede ikke super påvirket – gudskelov, andet end et øget behov for tryghed om natten og deraf samsovning. Jeg husker vores sidste amning som stille og rolig. Jeg kom hjem fra min praktik, tilbød Theo brystet, som han efterspurgte, men da der intet kom ud efter adskillige sut, hægtede Theo sig roligt af og gik over til Noam for at lege. Og siden bad Theo aldrig om bryst igen. Så selvom jeg indtil da intet aktivt havde gjort, gik det fuldstændig stille og roligt for sig.

Det er altså som sagt 3 meget forskellige ammeforløb, jeg – snart – har bag mig. Atlas er utroligt glad for brystet.  Han siger “baba”, når han ønsker mælk, laver babytegnet for tørstig, og det gør han gerne flere gange i timen – og også hver time om natten. Han bliver altså også friammet. Med Atlas har jeg ikke haft én eneste dårlig ammedag. Han har altid taget imod, når jeg har tilbudt. Jeg har hverken haft betændelse eller besvær. Det er i virkeligheden en enormt god ammeoplevelse. Men jeg kan ikke mere.

Det er slet ikke hans behov at slutte amningen, men mit. Og jeg har kæmpet så vildt meget med dårlig samvittighed. Jeg har svært ved, at det er mit behov over hans. Men gennem det sidste halve år har jeg kæmpet meget med aversioner. Det kommer sågar fysisk til udtryk i form af en direkte kvalme, der strømmer indover kroppen, når Atlas ammer. Og det er ikke, fordi jeg synes, at han er for gammel, at det er for ulækkert eller lign. Faktisk havde jeg tænkt mig at amme Atlas til 2 års alderen, og jeg har alt respekt for langtidsamning. Virkelig – allerstørste respekt. Jeg synes, at han er vildt bedårende, når han med en skinger stemme beder om baba. Og jeg synes da også, at det er hyggeligt. Eller jeg har gjort. Og jeg kommer uden tvivl til at savne den nærhed med mit barn, vores “os-tid”. Men jeg kan mærke, at jeg har brug for også at være andet end kun mor. Det lyder utroligt egoistisk, og det er det i virkeligheden vel også. Men Atlas nægter sut, han vil ammes konstant, og vi har ikke været meget fra hinanden, som det hjemmebarn han er. Noget, som jo er enormt priviligeret. Men jeg kan godt føle mig reduceret. Reduceret til kun at være mor. Et bryst. En sut. Og jeg er i den grad misundelig på Kenneth, der har sin frihed som altid. Jeg savner alenetid, jeg savner Simone-tid, tid med veninder og alenetid med min mand. Jeg savner, at vi deler en flaske vin, spiller spil og guitar natten lang uden at tænke på børn, uden at tænke. Bare at være i nuet og nyde hinanden.

Jeg ved, hvor vigtigt det er at lytte til sig selv og mærke godt efter, så man ikke drukner i vasketøj og bleer. Jeg ved, at det er vigtigt at huske sig selv, pleje sig selv og pleje hinanden. Kenneth er utroligt støttende i det her. Vil jeg fortsætte, skal jeg bare det, ønsker jeg at stoppe, er han også med på det. Det er altså udelukkende mit valg, og dét har jeg det faktisk rigtig svært ved. Jeg ville ønske, at en anden tog valget. Især Atlas. For selvom jeg egentlig er ret afklaret, så kæmper jeg stadig med dårlig samvittighed og selvbebrejdelser. Og den er udelukkende på mig, for jeg ville da aldrig nogensinde dømme en anden mor for at stoppe amningen efter 16 måneder. Eller på et hvilket som helst andet tidspunkt. It is not my place.

De sidste knap to uges tid er Atlas kun blevet ammet til natten og om natten. Jeg ønsker, at overgangen er mild og blid. Jeg vil ikke være (alt for) strid overfor ham. Derfor startede jeg med at stoppe i dagstimerne. Atlas har taklet det godt. Langt bedre end jeg overhovedet kunne have forestillet mig. Når han spørger efter brystet, tilbyder jeg kys og kram. Jeg tilbyder drikkelse, mad og leg. Og han accepterer det bare fuldstændig. Han bliver slet ikke ked af at få en kop vand i stedet for. Kun hvis han har set mig nøgen. Det har han det svært ved – det har han altid haft. Så vil han virkelig gerne ammes, også selvom han lige er blevet ammet. glad er han for amningen. De situationer har jeg så forsøgt at undgå efter bedste evne. Og så er han omsider begyndt at være mere interesseret i mad. Der kommer ikke overvældende meget indenbords, men der er sket en klar forandring.

På onsdag har vi så snakket om også at stoppe natamningen. Jeg har læst mig frem til, at det typisk kræver 3 nætter, hvor faderen fuldstændig tager over. Og vi har lige præcis 3 aftener og nætter i streg dér, hvor Kenneth er hjemme. Jeg kan godt grue for det. Grue for, hvor hårdt det bliver for Kenneth, mens jeg knuger mig til, at Atlas trods alt har håndteret det så godt i dagstimerne. Men jeg er nervøs for de vildeste skrigeture, et ulykkeligt barn, ingen søvn til nogen af os og mig, der føler det største svigt mod min søn. Fordi jeg hører ham, men fordi jeg vælger ikke at lytte.

Så jeg kan stadig godt vakle. Jeg kan godt blive bange for, at min nyfundne frihed ikke er ligeså sød som amningen. At det ikke er det værd. Jeg kan godt blive nervøs for, at jeg kommer til at savne det alt for meget. Det er en konstant ambivalens mellem at hungre efter at kunne bevæge sig udenfor hjemmet efter kl 19 og så at knuge mit barn til mig, fordi “den sidste amning” simpelthen er for sørgelig.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At have fødselsdag, når man er blevet mor