At være mor og studerende

Om delebørn og helebørn

Noam og Theo er delebørn i den allermest kedeligste forstand. Vi deler dem i en 12/2 ordning, vi deler dem i påsken og i julen, vi deler vinterferie og efterårsferien op i mellem os, og vi deler dem i 7/7 ordning henover sommerferiens 6 uger. 

Atlas deler vi ikke op. Vi deler ikke hans tid. Atlas er alt andet end et delebarn. Han kunne ikke være længere fra at være et delebarn. Ham har vi begge to hele tiden. For Atlas’ mor og far bor sammen og er gift. Lykkeligt. 

Noam var 2,5 år gammel, da han blev delebarn. Theo var 13 måneder. I dag er Atlas 16 måneder. Noam og Theo er i dag hhv 7 og 5,5 år. Jeg kan ikke lade vær med at kigge på Atlas og tænke, at Theo i den her alder allerede havde været delebarn i 3 måneder. Det er fuldstændig surrealistisk og som et fjernt minde, der ind i mellem sniger sig ind i bevidstheden. Som en drøm, der går igen om natten. Mere og mere sjældent. Jeg kan ikke huske, hvordan det var at bo sammen med drengenes far. Jeg har glemt fornemmelsen. Det er så lang tid siden, så mange nye minder siden, så mange erfaringer, forandringer og dage siden. Men når jeg kigger på Atlas og husker tilbage på, hvor hårdt det var at være så alene om ansvaret med 2 så små, en endnu mindre end Atlas nu, så er det underligt. Det er surrealistisk, og jeg trækker vejret dybt, mens jeg tænker på alt det, jeg faktisk formåede at gøre. Alt det, jeg overlevede, gjorde og var i. Det er underligt at se på Atlas og forestille sig, at han skiftevis skulle undvære mig og Kenneth, hvis historien havde gentaget sig. Han er jo bare så lille. Det knuser mit hjerte alene ved tanken. 

Det var hårdt at være alenemor til en på 1 og en på 2. Det er der ingen tvivl om. Jeg jonglerede blebørn og eksamen, lektier og ansvar for andre liv. Helt alene. Det var vildt, og jeg husker tydeligt stoltheden over at modtage mit bachelorbevis fra læreruddannelsen. Jeg gjorde det! Fucking helt selv. Og så endda alene med langt mere ansvar end bare for mig selv. Andet end bare tirsdagsdruk og studieture, for det var der intet af. Bare mig alene med to fiduser, skoldkopper og semesteropgaver i halvdelen af min tid på læreruddannelsen. Der var ingen andre til at hente børn, skifte ble, tage nattetjansen, sygetjansen, madtjansen eller underholde børnene, så jeg kunne studere. Jeg havde ingen i nærheden. Der var ingen.

Men det gav også et tæt og nært forhold. For helt alene klarede jeg den ikke, vi klarede den jo sammen. Mig, Noam og Theo. Vi gjorde det. Det er ikke et drømmescenarie, det er ikke ideelt. Selvom det var mit valg, kan det stadig godt være hårdt. Det kan ikke negligeres. Selvfølgelig er det hårdt at være alene om to børn. Men alternativet med at blive sammen, når hverdagen har skilt en ad, når man har fundet sig selv, men ikke hinanden, er ikke bedre. Bare fordi det er mindre hårdt, er det ikke bedre.

Fiduserne og jeg har en fortrolighed i dag. En utroligt tæt relation. Noam kan altid komme til mig. Han ved, at han altid kan fortælle mig hvad som helst. Det gør han også, selvom han er ved sin far. Han fortæller mig, hvis der er sket noget, der har gjort ham oprørt. Han ringer fra weekendsamvær, hvis han er ked af det. Det samme gør Theo. Og selvom det ikke er en konkurrence, kommer vi ikke udenom, at det modsatte altså ikke er tilfældet. De ringer ikke til Heine, når de er utilfredse med mig. De har ikke brug for at snakke med ham, hvis de er kede af det hos mig. Så går de stadig til mig. Eller Kenneth, selvfølgelig, som lynhurtigt blev en forældre på lige fod med mig. Men at være alene med sine børn absolut 24/7 i en 12/2 ordning gør noget ved relationen. Det er klart. 

Men Atlas har vi ikke i en ordning. Ham skal jeg aldrig undvære. Atlas er her altid. Og jeg kan ikke lade vær med at kigge på ham og tænke: “Shit. Hvad nu, hvis forholdet til mine børn bliver asymmetrisk?” Hvad nu, hvis relationen til Atlas bliver endnu tættere? Endnu mere fortroligt? Tilknytningen endnu mere tryg? For Atlas skal aldrig undvære mig. Eller sin far. Det betyder, at Atlas har meget mere tid med sin far og mor, end drengene får. Det betyder flere oplevelser alene til ham, når han er alene med os. Det betyder flere kram, flere samsovningsnætter, mere nærvær, mindre delt opmærksomhed. Det er ikke en dårlig ting med en tryg tilknytning, en tæt relation og en fortrolighed. Men jeg vil aldrig kunne gøre op for de dage, hvor Noam og Theo har skulle undvære mig, og som Atlas ikke behøver. Hvad nu, hvis mine børn oplever forholdet som asymmetrisk? At der er mere tid med Atlas? Mere tid til Atlas? Jeg elsker jo mine børn lige højt. Lige betingelsesløst og ligeså inderligt. Men hvad nu, hvis de ender med selv at føle en forskel. Fordi Atlas jo er så priviligeret altid at have både sin mor og far hos sig. Han behøver aldrig savne og konstant at undvære en af sine forældre. Han har dem begge hos sig. Hver dag. 

Vi ved endnu ikke, om vi vil have flere børn. Uvisheden er ikke noget, der fylder i hverdagen. Kenneth er utrolig god til at leve i nuet, jeg forsøger at gøre ham kunsten efter og ikke planlægge fremtiden for meget. Så lige nu er vi her. Med ét fælles barn. Og måske det altid vil være sådan. I så fald ved jeg ikke, hvad det mon vil betyde for Atlas om måske allerede ganske kort tid. Jeg ved ikke, om han vil opleve det som luksus at være alene med sin mor og far eller om han vil føle sig som værende ladt tilbage, mens de andre skal på weekend og hygge med deres far. Jeg ved ikke, om man i så fald vil kompensere for deres fravær ved ekstra forkælelse, ekstra oplevelser, ekstra nærvær. Og jeg ved ikke, om den ekstra så vil føre til en endnu større asymmetri. Jeg aner ikke, om Atlas vil se det som en fordel, at fiduserne er af sted, eller om han vil føle, at der mangler noget. At der er et tomrum, når de er på sommerferie, nytårsaften og weekendsamvær.

For selvom jeg tænker, at han er heldig, at han ikke er delebarn, at han aldrig behøver lide afsavn, som hans brødre gør, så frygter jeg, at det altså heller ikke er super nemt at savne netop selvsamme brødre, der deles, mens man selv står hel tilbage og venter på dem. 

2 kommentarer

  • Kirsten

    Jeg hader at gøre forskel på mine sønner, selvom se selvfølgelig er forskellige. Og derfor kan man ikke dele sol og vand lige. Men jeg har altid undret mig over, hvordan man som mor eller far kan dele så “bevidst” op. Tak fordi du deler de tanker.

    Delebørn skal leve med så mange afsavn, kompromis og omstillinger, at jeg bliver helt rørstrømsk, når jeg hører om det. De er sgu seje! Tænk sig at skulle tage så mange voksne tanker på sig i den alder

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Åh, hårde tanker.

    Det er hovedårsagen til, at jeg ikke skal have flere børn. Jeg kan ikke rumme som forælder at gøre så massiv forskel på mine børn. Jeg har to sønner ligesom dig og har mødt den dejligste mand, men han kender mit valg. Jeg vil bruge alt min energi og fokus på mine to elskede sønner, som jeg har sat i en situation, hvor de skal savne en af deres forældre konstant. Det er måske hårdt at melde ud, men jeg kan bare mærke, at jeg ikke kan lege familie uden mine sønner. Jeg kan ikke agere mor for endnu et barn, som har ret til mig hele tiden uden mine sønner ser det samme.

    Jeg er frivillig i en skilsmissegruppe i dag. Og ærligt. Det er netop det her, der altid er dilemmaet, det med at man hører til to familier og altid skal gå glip af noget. En af drengene fra min gruppe sagde forleden ‘Min lillebror glemte at sætte to ekstra tallerkener på bordet til mig og min søster. Det var jo ikke med vilje, men det mindede mig om, at min mor, papfar og lillebror har et liv uden os. Det gør altså ondt’.

    Der kommer helt sikkert bump på vejen som i alle familier – kerne eller ikke kerne. Jeg håber, at dine drenge er seje nok til at tale om det svære. For der er meget svært, og selvfølgelig vil de være jaloux på deres lillebror, når I skal på ture, når I skal noget med din mands familie osv. Der kommer så mange små øjeblikke i hverdagen, hvor det stikker i maven, men det handler meget om, hvordan drengene lærer at håndtere de små stik.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At være mor og studerende