I øjnene på delebarnet

Klokken er 02.57, og jeg ligger fuldstændig søvnløs. Komplet træt og udmattet, som man er, når man ammer hveranden time natten lang, men alligevel søvnløs over aftenens hændelse.

Post-skilsmisse

For kort tid siden var jeg med i optagelserne til Spørg Momster på DK4 som en del af det mor-panel, der skal diskutere emner og dilemmaer, som andre mødre har bragt op. Et af dem omhandlede dét at svine sin eks til på nettet. Jeg har aldrig svinet drengenes far til på nettet – heller ikke her på bloggen, men emnet fik mig alligevel til at tænke på, at det er længe siden, jeg sidst er kommet med en update på samarbejdet.

Sommerferie med ambivalens

Der er intet som at få sommerferie. Man glæder sig til sol, varme og familietid. Man ser frem til strandture, afslapning og ingen tidsplaner. Men når man er deleforælder, er der også en bagside til sommerferien. Og dén glæder jeg mig overhovedet ikke til. Man skulle tro, at man ville nyde muligheden for at spise chokolade midt på dagen, uafbrudte nætter, lange dage på sofaen, friheden til at gøre lige, hvad man vil og at man ikke behøver stå klar med sund, varieret aftensmad på slaget 17.30. Det skulle man tro. Det er nu min 3. sommer som deleforælder, og man skulle tro, at det hele bliver nemmere med tiden. Jeg husker tydeligt den første gang, jeg afleverede Noam i børnehaven...

Når mor siger “nej” og far siger “ja”

Jeg tror, at alle enlige mødre kan genkende følelsen af afmagt, frustration og at være bussemanden. Jeg er også pædagogisk nok til at forstå, at det må være mindst ligeså frustrerende at være såkaldt weekend-far, hvorfor man ønsker at forkæle sit mest dyrebare på alle tænkelige måder. For de skal jo have det sjovt, de (potentielle få) dage om måneden de er hos deres far. Det er klart. Ingen har lyst til kun at se deres børn 2 ud af 14 dage, hvoraf man så er en omvandrende nej-hat med opdragende funktion. Det er klart. Ingen har lyst til atter at aflevere deres børn efter kort visit med sure miner, weekendtaske og trælse minder. Jeg har i den grad forståelse...

Dele-forældre

Der er ingen tvivl om, at det kan være barsk at være delebarn, det erkender jeg fuldt ud, men for mig er det også enormt hårdt at være dele-forældre. Jeg har altid ment, at mine børn hører til hos mig – og deres far – og at de ikke bør undvære nogen af os unødigt eller i længere tid. Af samme årsag er drengene aldrig blevet passet ret meget, og det var også selvsamme årsag til, at jeg så inderligt brændte for at have hjemmebørn. Og stadig gør, hvis jeg engang skulle så heldig at få flere børn. Naturligvis har jeg i perioder følt, at jeg egentlig bare holder vejret, mens jeg langsomt drukner i stressede eksaminer, alle dagligdagens opgaver...
Older posts