Drengelopper

– Ramt af drenge

I øjnene på delebarnet

feb
27

Klokken er 02.57, og jeg ligger fuldstændig søvnløs. Komplet træt og udmattet, som man er, når man ammer hveranden time natten lang, men alligevel søvnløs over aftenens hændelse.

(mere…)

Post-skilsmisse

feb
05

For kort tid siden var jeg med i optagelserne til Spørg Momster på DK4 som en del af det mor-panel, der skal diskutere emner og dilemmaer, som andre mødre har bragt op. Et af dem omhandlede dét at svine sin eks til på nettet. Jeg har aldrig svinet drengenes far til på nettet – heller ikke her på bloggen, men emnet fik mig alligevel til at tænke på, at det er længe siden, jeg sidst er kommet med en update på samarbejdet.

(mere…)

Sommerferie med ambivalens

jul
18

Der er intet som at få sommerferie. Man glæder sig til sol, varme og familietid. Man ser frem til strandture, afslapning og ingen tidsplaner.

Men når man er deleforælder, er der også en bagside til sommerferien. Og dén glæder jeg mig overhovedet ikke til. Man skulle tro, at man ville nyde muligheden for at spise chokolade midt på dagen, uafbrudte nætter, lange dage på sofaen, friheden til at gøre lige, hvad man vil og at man ikke behøver stå klar med sund, varieret aftensmad på slaget 17.30. Det skulle man tro.

Det er nu min 3. sommer som deleforælder, og man skulle tro, at det hele bliver nemmere med tiden. Jeg husker tydeligt den første gang, jeg afleverede Noam i børnehaven velvidende, at der ville gå 7 dage, inden jeg så ham igen. Så lang tid havde jeg aldrig før prøvet at undvære mine børn. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg kyssede og krammede ham og straks brød sammen, da jeg stod på den anden side af lågen. Jeg hulkede hele vejen op til dagplejen med Theo i klapvognen, der vendte den modsatte vej af mig. Han så mig ikke, og jeg gjorde alt i min magt for, at han heller ikke hørte mig. Lige indtil jeg trådte indad døren hos vores allerskønneste dagplejer. Jeg græd og græd, og det samme gjorde jeg på hele turen hjem igen. Og jeg startede fuldstændig forfra, da Heine flere timer efter kom efter drengenes tasker. Det var som om, jeg blev kvalt. Jeg kunne ikke trække vejret. Nogen havde revet mit hjerte ud. Sådan føltes det. Sådan føles det stadig.

Og misforstå mig ikke – for jeg ved godt, at der findes masser af samværsforældre, som altid må undvære sine børn i 7 eller flere dage i streg. Altid. Men for mig er det ikke blevet spor nemmere. For mig føles det stadigvæk noget så grundlæggende forkert, at mine børn er væk fra mig i så mange dage i streg. Det er ikke, fordi jeg bryder mig om at skulle aflevere dem hveranden weekend. Men sommerferien er hård. Virkelig hård og uoverskuelig, når drengene ikke er hjemme, hvor de hører til.

Jeg mangler deres vejrtrækning om natten, deres kram om morgenen og deres utallige mange spørgsmål og finurlige samtaler i løbet af dagen. Jeg mangler deres grin og fantasi og deres “jeg elsker dig mega meget, mor”, inden de atter går til ro. Og det gør det da heller ikke spor nemmere, når ens 5-årige allerede ringer første aften for at fortælle, at han savner mig, når jeg i virkeligheden var helt klar på at hente dem hjem igen, inden jeg overhovedet havde sat mig i bilen.

Selvfølgelig hjælper alle mine graviditetshormoner ikke spor på det, men det føles bare så forkert, at vi skal være skilt fra hinanden i så lang tid. Det må være enhver deleforældres mareridt. Og med Kenneth i Spanien med arbejdet er der ingen til at beskæftige mig, ingen til at trøste og tørre mine tårer væk. Jeg har her til aften forsøgt at distrahere mig med Netflix, chokolade og hækling. Men ikke engang chokolade kan jeg (af alle!) spise spor af, hækling kan jeg ikke finde ro til og Netflix sucks med deres udvalg for tiden.

Så i stedet er jeg hoppet i seng. I den meget tomme seng i det meget stille hus, og her ligger jeg og tæller dage til, at min familie atter er samlet igen. Præcis som den skal være. Præcis som jeg hungrer efter.

Og så må jeg trøste mig med, at mine børn nyder ferien hos deres far. At de har ret til også at være sammen med ham, selvfølgelig. Det gjorde Noam enormt godt at få lov til at forkorte og udskyde ferien med en dag. For modsat de sidste mange måneder var han i dag ikke ked af at skulle af sted, da vi kørte sidst på eftermiddagen, og dét gør selvfølgelig tingene én tand nemmere – også den dårlige samvittighed overfor de ufrivillige delebørn, selvom det hele bare er hjerteskærende hårdt at skulle affinde sig med.

Når mor siger “nej” og far siger “ja”

okt
25

Jeg tror, at alle enlige mødre kan genkende følelsen af afmagt, frustration og at være bussemanden. Jeg er også pædagogisk nok til at forstå, at det må være mindst ligeså frustrerende at være såkaldt weekend-far, hvorfor man ønsker at forkæle sit mest dyrebare på alle tænkelige måder. For de skal jo have det sjovt, de (potentielle få) dage om måneden de er hos deres far. Det er klart. Ingen har lyst til kun at se deres børn 2 ud af 14 dage, hvoraf man så er en omvandrende nej-hat med opdragende funktion. Det er klart. Ingen har lyst til atter at aflevere deres børn efter kort visit med sure miner, weekendtaske og trælse minder. Jeg har i den grad forståelse for følelsen eller behovet for at (over)kompensere for de mange dage, de så ikke kan være sammen. Selvvalgt eller ej. Men fuck, hvor er det mindst ligeså irriterende at stå på tilskuersiden og være påtvunget bad cop, når den anden insisterer på at være good i de dyrebare timer, de endelig er sammen med deres et og alt.

Dét oplever jeg i hvert fald, og dét lægger jeg slet ikke skjul på. I bund og grund har Heine og jeg de samme værdier. Det var ikke tilfældigt, at jeg var helt tryg ved at få børn med ham, uanset hvad skæbnen ville byde os. Vi har været enig om alt fra bagudvendte autostole til sukkerpolitik, hjemmebørn, samsovning og legetøj. Vi var enige om, at alt babymad skulle laves fra bunden med kærlighed og mindre kemi. Vi var enige om, at der ingen grund var til at fylde vores børn med sukker og farvestoffer, når de er mindst ligeså begejstret for saftige meloner og frisk frugt. Og vi var i dén grad enige om at fastholde dem i begejstringen så længe som muligt. Og så kan det godt være, at det “bare” er en slikkepind og et stykke kagemand en ganske almindelig torsdag og et “han kan alligevel ikke lide sodavand, så derfor kunne han ligeså godt smage”. Men for fanden hvor kan det da være hjernedødt frustrerende at føle dén slags modarbejde, når man alle dage har været enige om, at selvsamme sukkerholdige drik ikke hører til i en 2-årig mund eller at kage var til særlige omstændigheder. Jeg ved, at jeg ikke har en fuck at sige om, hvad der foregår under hans tag, men enhver kan vel relatere til den slags afmagt, man føler, når man var så enige i absolut alt ned til den mindste deltalje for så at stå blot få år senere og få kastet: “Det må jeg gerne for min far!” lige i hovedet. Det kan være så frustrerende, at jeg sågar har taget mig selv i at foretage jordens mest tåbelige: “Jeg har sagt til Noam, at han ikke må få tyggegummi, før han er 6 år gammel. Er det okay med dig?” opkald eller: “Er vi stadig enige om, at ingen af vores børn skal have udbetalt deres til den tid jævnt store opsparinger, før de er 21, nu vi åbenbart laver separate?” opkald.

Jeg er helt med på, at ingen gider en weekend med børn, der er sure og skaber sig over ikke at få sin vilje. Jeg er også med på, at is måske er lidt sjovere at spise end æble. Men der må være en balance. For jeg gider sgu da heller ikke altid være den sure, men når man har sine børn i en 10/4 ordning, og de i de 4 dage egentlig langt hen ad vejen må alt det, vi i kærlighedens navn aftalte, der var et no-go, så får man helt automatisk tildelt en rolle som hende den sure bussemand, man aldrig må noget for modsat far, der agerer legeonkel. For hvor går grænsen? Skal alle restriktioner om tv-tid, sovetider og sukker-indtag så bare helt kasseres i hverdagen? For hvis man altid må hos far, hvorfor må man så aldrig hos mor? Og gider man så i grunden overhovedet være hos sin sure mor?

Jeg vil også forkæle mine børn og have det sjovt med dem. Men det kan man også, uden det skal være i materielle sager, slik og sløsen med basale regler. I sidste ende er vi forældre. Både mor og far. Og bonusfar og bonusmor. Det er os, der skal opdrage og danne vores børn, så de bliver sunde og raske, selvstændige og anstændige voksne mennesker, der er behagelige at omgås med. Voksne mennesker, som vi netop selv ønsker at omgås. Vi er deres forældre – ikke deres venner – og vores vigtigste opgave er at elske dem. Men at elske dem betyder også at opdrage dem, ikke at lade dem gøre absolut alt hvad de selv vil. Mine børn oplever overhovedet ikke en strid, firkantet, militær-lignende opvækst. Men vi har et ansvar for at skabe de bedste betingelser for ‘det gode liv’ for dem, og det indebærer også, at man lærer, at der er en tid til hver ting, og at nogle gange må man bare bide i det sure og indordne sig under et: “Det bestemmer jeg, og jeg har sagt nej.” Jeg ønsker ikke børn, der er utålelige og ikke hører efter, det tror jeg, at ingen gør. Men jeg ønsker bestemt heller ikke at stå om 10 år, og begge mine sønner vælger, at nu vil de bo hos far, for der er der meget sjovere.

image

Jeg må hellere påpege, at det her absolut ikke er ment som en hetz mod Heine eller skilsmissesfædre generelt. Det kan sagtens være, at jeg risikerer et ordentligt rap over fingrene, men det er også okay. Jeg er sikker på, at de modarbejdende handlinger ikke er intentionelle, men derfor kan man alligevel godt blive enormt frustreret! Og hvad er bloggen bedre til end at lufte ud for sine frustrationer sammen med en generel opfordring til et samarbejde, hvis grundlag er fælles skabt? For selvom man ikke er sammen, kan man godt opfostre sine børn sammen. Hver for sig, men alligevel sammen. For nok er det svært at blive skilt, men det behøver ikke være svært at være skilt.

Dele-forældre

aug
02

Der er ingen tvivl om, at det kan være barsk at være delebarn, det erkender jeg fuldt ud, men for mig er det også enormt hårdt at være dele-forældre.

Jeg har altid ment, at mine børn hører til hos mig – og deres far – og at de ikke bør undvære nogen af os unødigt eller i længere tid. Af samme årsag er drengene aldrig blevet passet ret meget, og det var også selvsamme årsag til, at jeg så inderligt brændte for at have hjemmebørn. Og stadig gør, hvis jeg engang skulle så heldig at få flere børn.

Naturligvis har jeg i perioder følt, at jeg egentlig bare holder vejret, mens jeg langsomt drukner i stressede eksaminer, alle dagligdagens opgaver og to så små børn alene. I de perioder har mine såkaldte børnefrie weekender været et afbræk, hvor jeg atter er kommet op til overfladen, trukket vejret og ladet op til de kommende 10 dage, hvor jeg igen står alene om alting.

Men derfor synes jeg stadig, at det er hårdt. Jeg føler, at mit hjerte bliver revet ud ad mig, når jeg afleverer mine børn velvidende, at der går et par dage, inden jeg ser dem igen. Jeg føler, at det er så grundlæggende forkert at undvære mine børn. Misforstå mig ikke, for jeg mener i den grad, at børn har ligeså meget krav og ret til deres far som til deres mor, men derfor hader jeg alligevel at skulle undvære mine børn. Og at de skal undvære mig.

Henover sommerferien har Heine og jeg valgt at have 7/7 ordning, men virkeligheden har været en helt anden. Ingen af os har haft de vilde planer eller udenlandsrejser, så i stedet for at være stringent med den ordning, vi havde valgt, har vi imødekommet drengene i deres behov. Det betyder, at de er kommet før hjem, hvis de har ringet og ønsket det, og omvendt betyder det også, at de har været hos Heine en enkelt dag midt i min uge med dem. Dét er absolut fordel nr 1 ved at bo så tæt på hinanden: det hele er meget mere fleksibelt og kan langt nemmere foregå på drengenes præmisser, som jo aldrig nogensinde har valgt den her form for familieliv. Jeg takker Heine af hele mit hjerte for ikke bare at være kommet tilbage til Jylland, men for at bosætte sig så tæt på os, mens jeg ser lykken stråle fra mine børns øjne. Tak!

samarbejde deleforældre delebørn co-parenting drengelopper

Søndag kom drengene hjem til Heine, efter mine forældre havde haft dem til en enkelt overnatning i forbindelse med min venindes bryllup. Det var Theos første overnatning ude, og vi var alle spændte på forløbet. Heine kontaktede endda mine forældre væsentligt mere, end jeg fik gjort midt i kærlighedserklæringerne, traditionerne og kirkeklokkerne. Så i går på vej til fitness gik det op for mig, at jeg ikke havde set mine børn siden lørdag morgen. Selvom vi altid FaceTimer og ringes ved minimum én gang dagligt, når de er hos den ene eller anden af os, er det ikke rigtigt det samme som at mærke deres små arme om min hals, se deres store, blå øjne og høre deres fine stemmer. Så på vej ned mod byen, drejede jeg impulsivt af, bankede på Heines dør og kyssede mine børn, som straks inviterede mig med til frokost. Der sad vi alle fire og snakkede og hyggede os, da Noam spørger, om de måtte komme til aftensmad den følgende dag. Så her sidder vi naturligvis alle fire og venter på, at den vegetarlasagne, vi sammen har lavet, er færdig. For selvom vi er en splittet familie, er vi stadig en familie. Jeg stor-nyder det samarbejde, vi sådan har arbejdet og kæmpet for at skabe. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at vores børn gør det præcis samme.

Jeg ved godt, at det er langt fra alle, der kan være i det, som vi er, ovenpå et brud eller skilsmisse. Og det har jeg alverdens forståelse for. Jeg er også klar over, at det kræver to samarbejdsvillige parter i dén tango. Men det er vigtigt for mig at vise, hvordan vi har udviklet os i alt det her og være “det gode eksempel”. Heine var min bedsteven gennem knap 8 år, og dét tab kan slet ikke beskrives. Det har krævet blod, tårer og kompromisser at nå hertil. Men det er hverken et tilfælde, at han var min bedsteven gennem så mange år eller far til mine børn. Jeg elsker ham for at have givet mig den største gave af alle. Og netop derfor bør vi da for fanden godt kunne fokusere på det vigtigste, vi sammen har valgt at skabe: drengene. Når alt kommer til alt, er det dem, der betaler prisen for vores valg. Så hvorfor ikke gøre det så nænsomt som overhovedet muligt? De elsker at have os på én gang ligesom de bestemt heller ikke led, da vi var sammen. Så ofte føles det som ren og skær egoisme, at jeg alligevel valgte at bryde vores familie op i sin tid. Derfor ligger det mig så nært, at vi har dem så meget som muligt i sigte i alt, hvad vi gør, og at vi samarbejder på absolut bedste vis. Selvfølgelig kan jeg godt tænke, at Heine træffer nogle dumme valg i sit liv, ligesom han højst sandsynligt tænker om mig, men fordi jeg kender ham på godt og ondt, er der frirum til både at navigere i det og støtte hinanden. Det håber jeg også, at drengene kan tage med sig i resten af deres liv: At deres forældre kæmpede med dem i deres tanker og hjerter. For i dag ved jeg, at vi er præcis, hvor vi skal være. I dag ved jeg, at det var det hele værd.

Og hvor er der så bedst på jord?

mar
18

“Mellem far og mellem mor”

FullSizeRender

Når man får børn, bliver konceptet med tid i samme sekund forandret. Tiden flyver forbi os, og vi har ingen jordisk chance for at følge med. I går kunne Heine og jeg have fejret 9 års dag, i stedet har vi ikke været kærester i halvandet år. Men hvad der allerede følges som en evighed for os, står stadig meget nær for især Noam. Selvom han kun var 2,5 år, da vi gik fra hinanden, husker han stadig momenter, oplevelser og ting, vi sammen har gjort. Det er imponerende, og jeg troede ærligt ikke, at det var muligt. Forleden snakkede Theo og jeg om både – Theo ville rigtig gerne ud at sejle. Noam bryder ind i samtalen og siger: “Ligesom dengang dig og mig og far og Theo sejlede. Og min cykel var med på båden.” Han havde fuldstændig ret – for sommeren, inden vi gik fra hinanden, tog vi Hjejlen til Himmelbjerget, som Noam cyklede nedad på sin blå løbecykel.

Men det føles virkelig som et helt andet liv, siden Heine og jeg var kærester. Det føles efterhånden som en drøm, der ind i mellem går igen i ens søvn. Det føles fjernt og surrealistisk, at vi engang var kærester, at vi engang var en familie, at vi engang boede sammen, delte drømme, køkkeninventar og fremtid sammen. Tiden læger sår, det gør stadig ondt, men det er blevet lettere at acceptere med tiden. For os.

For samtidig står vi med en nu knap 4 årig dreng, der har et fortsat stort og ubærligt savn. Og det må uden tvivl være det hårdeste af det hele. Vi voksne kan virkelig være nogle røvhuller ind i mellem, som Håndværkeren så fint sagde det, da jeg fortalte ham om en elev, jeg havde i praktikken, der flere år efter forældrenes skilsmisse stadig var i sorg – til sammenligning med Noam. Og han har så rammende ret. Det har jeg også tænkt mig at fortælle Noam og Theo, når de engang bliver ældre. For det er jo rigtigt: vi er jo nogle røvhuller, når vi ikke kan få tingene til at fungere og i stedet vælger at bryde en familie op. Et barns hverdag, et barns et og alt.

De første 10 måneder af vores brud havde Heine samvær i huset med drengene, mens jeg agerede hjemløs. Selvom det var vanvittigt hårdt for mig, og jeg aldrig følte, at jeg nogensinde havde ´’hjemme’ i huset, var det nok i virkeligheden en rigtig god overgang for drengene. Indtil vi flyttede til Vejle, hentede Heine så drengene i institution, men nu prioriterer vi gerne, at overbringelsen af dem foregår gerne mellem os. For når der er tale om 4 dage, og Theo fortsat er så bundulykkelig over at blive afleveret i vuggestuen, har jeg ikke lyst til at aflevere ham sådan velvidende, at der går mange dage, før han ser mig igen. Samtidig prioriterer vi også, at Heine spiser med til aftensmad, når de mandag eftermiddag kommer med toget hjem igen. Og drengene stornyder det. Noam ringer altid stolt hjem og fortæller, når Heine uhindret kan spise med, og samtidig fortæller han også med jævne mellemrum, at det er hyggeligt, når vi alle 4 laver noget sammen.

Jeg vil ikke kalde det held, for vi har virkelig knoklet for at nå hertil, hvor vi snildt kan tage drengene med på legepladsen sammen, i biografen sammen eller senest Økolariet i Vejle. Det er ikke noget problem for os, men særligt Noam absolut suger øjeblikkene til sig.

Men her kommer bagsiden af medaljen så. For mens man bliver rost for sit gode forældresamarbejde, tilsidesættelse af egne behov og prioritet af drengenes, står der i virkeligheden stadig en lille dreng på snart 4 år, som konstant følelsesmæssigt veksler mellem at savne enten sin mor eller far. Han er i utrolig god kontakt med sine følelser, når han som i går står på togstationen grådkvalt og siger, at han har svært ved at slippe mig ved ‘det sidste kram’, at “det gør ondt i hans hjerte“, at han allerede savner og mangler mig. Og her knækker filmen for mig. Hver evig eneste gang. For når Noam græder sådan, så starter jeg helt automatisk med at græde også. Jeg kan simpelthen ikke lade vær – jeg har absolut ingen kontrol. At se sit barn i sådan en smerte kan få selv den mest hårdhudet forældre til at græde. Det bilder jeg mig selv ind i hvert fald.

Men det er jo sådan set både godt og skidt, at han ser mig sådan. Jeg knuger ham til mig og fortæller ham, at det er helt i orden at have det sådan, at jeg godt kan forstå, at han har det sådan, og at jeg absolut også mangler og savner ham i det øjeblik, han er med toget. At han er mit hjerte. I går spurgte Noam så Heine, om han ikke godt måtte blive hos mig, og her opstår en crappy situation udover alle grænser. For ligeså hårdt det er for ham at sige farvel til mig torsdag, ligeså hårdt er det for ham at sige farvel til Heine mandag. Så få minutter inden togets ankomst stod vi fortsat dér og snakkede med Noam, som grædende kom på Heines arm og ind i toget. Og jeg grædende gik tilbage til bilen. Kort tid efter sender Heine mig en besked om, at alting er godt igen, og få timer efter, da jeg snakker med Noam, er han stadig glad. Men det er en skod situation, og jeg hader noget så inderligt at se mit barn have sådan og føle, at han konstant skal vælge mellem os.

Der er nu bare noget ganske særligt over ‘mor og far og mig sammen’, ik? Derfor spørger Noam fortsat et par gange om måneden, om Heine og jeg ikke godt bare kan blive kærester igen. Og det er fandeme svært, for et eller andet sted ville jeg bundærligt ønske for Noam, at man bare kunne slette det sidste 1,5 års smerte, savn og knuste drømme, glemme det hele og være en familie igen. Fandtes der sådan en tryllestav, der kunne gøre alting godt igen, er jeg på sådanne afleveringsdage bundærligt fristet til at svinge den. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det godt igen for ham. Og det er netop derfor, at jeg glædeligt fastholder vores middagsaftaler og gerne går med på Noams forslag om en dag i Tivoli sammen til sommer. For hvad ellers kan man gøre?

 

Året, der gik

jan
04

Som alle andre tænker jeg også meget over det forgangne år, når man nærmer sig et nyt. Det lægger bare op til, at man stopper op i sin travle hverdag, tager en dyb indånding, reflekterer og puster ud, mens man giver slip og plads til det nye år.

For mig har 2015 uden tvivl været det hårdeste år nogensinde. Det er året, hvor jeg for alvor kom til at stå på egne ben. Selvom Heine og jeg gik fra hinanden inden årsskiftet, var han der stadig i dagligdagen til at tage sig af drengene, som endnu ikke var begyndt i institution, mens jeg afsluttede min praktik. Fra januar var drengene og jeg altså helt alene med et nyt semester, en ny hverdag i børnehave og dagpleje og kun tre navne på postkassen. Det har været vildt! En følelsesmæssig rutsjetur og en hård dagligdag med gøremål nok til adskillige voksne individder. Jeg er vokset med opgaven – uden tvivl, og tilegnet mig mine første bekymringsrynker, jeg har lært ufatteligt mange ting, som ellers var inddelt mellem Heine og jeg, og jeg er blevet enormt selvstændig – og måske også for selvstændig til ordentligt at turde regne med andre. For det har været stressende og kaotisk, og det kan det til dels stadig være, når man er alene med to aktive drenge på 2 og 3 år, har et fuldtidsstudie på en overgangsordning, der betyder dobbeltmoduler og manglende skriveuger til bacheloropgaven. Og dybest set savner jeg bare den der familieidyl, samhørighed og tosomhed, som vi havde indtil da, når det kommer til at være forældre.

Men det har også været året, hvor jeg har genset Paris, været på tøsetur i Amsterdam og oplevet Barcelona. Jeg har købt min egen bil, uddannet mig som speciallærer med 12 til eksamen, erhvervet mig 3 tatoveringer, sprunget ud som vegetar og flyttet for mig selv for første gang nogensinde. For første gang har jeg selv søgt, fundet og udvalgt et hjem, jeg har selv lagt depositum, og jeg har alene skrevet under på en lejekontrakt. Jeg har selv indrettet mit og drengenes hjem, og her har jeg fundet hvile. Hvile i mig selv.

Noam er fyldt 3 og smed indenfor 5 dage både sut og ble tilbage i starten af foråret. Han er en helt igennem fantastisk og empatisk dreng, han hjælper glædeligt, stiller spørgsmål og suger viden til sig. Han taler, fortæller, joker og reflekterer enormt meget. Højlydt. Theo er fyldt 2 og er for alvor begyndt at komme ud af sin skal. Han har fået et rigtig flot sprog, og han fjoller simpelthen noget så bedårende meget. Og så er de hinandens bedstevenner, som de begge selv siger.

Og hvad skal der så ske i det her år? Jeg har bundærligt ikke haft overskud til at finde på diverse, kreative nytårsforsæt, men jeg håber, at 2016 bliver knap så tyndhåret og efterlader ikke nær så mange ar på sjælen. Jeg håber, at året bliver fyldt med nyt gåpåmod, overskud, kærlighed og oplevelser. Jeg ved, at 2015 rundt regnet også har været et oplevelsesrigt år for mig, og at jeg har været så heldig at have muligheden for at kaste mig ud i at prøve nye, til tider grænseoverskridende ting. Jeg ved, at året har været med til at forme mig og finde min vej tilbage, men der er også sket enormt mange ting, jeg gerne vil gå udenom, og følelsen af komplet underskud og knap nok magte morgendagen har jeg virkelig lyst til at efterlade i det forgange år.

Jeg har netop lige afsluttet mine første undervisningstimer i min allersidste praktik, og for første gang står jeg også her alene: alene i praktikken, alene om forberedelse, evaluering og den 10 siders lange skriftlige rapport dertil, alene om hverdagen og drengene, der netop også er tilbage i deres hverdag efter en lang juleferie med sene aftner og morgenhygge under dynerne. I år afslutter og færdiggøre jeg omsider også den uddannelse, som med 2 barsler har stjålet nogle år. Men hvad der skal ske derefter, venter også jeg spændt på at finde ud af. Ligesom med resten af året.

Godt nytår til jer! Jeg håber, at I havde en fantastisk aften og kom godt ind i det nye år med dem, I ønskede, ved jeres side.

Et år senere

okt
31

imageHeine og jeg har nu officielt været fra hinanden i 1 år, og det er som om, at det giver lidt anledning til en status. Sådan rent følelsesmæssigt. For på sådan et år når der at ske ufatteligt meget med en. Nu kan jeg naturligvis ikke tale på andres vegne, men sådan har jeg i hvert fald følt det. Det år har været en følelsesmæssig rutsjebane uden lige fyldt med op- og nedture. Og det hele er faktisk overraskende svært at sætte ord på, for selvom jeg – i vores tilfælde – selv valgte det, har det været smertefuldt på samtlige punkter. Det har været knuste drømme, savnet af tryghed, fællesskab og samhørighed, bebrejdelser og dårlig samvittighed overfor de to små, uskyldige børn, der er i ligeså stor sorg og konstant mangler en forælder, og så er det noget med at genfinde sig selv efter næsten 8 år og 2 børn.

For kort tid siden sad jeg i toget på vej til Vejle og læste en artikel med Thomas Helmig, som beskrev sit brud præcis, som var det mit: “Vi kunne ikke mere. Vi var gået fuldstændig forskellige veje. Vi havde mistet kontakten med hinanden, og ingen af os havde været villig til at investere det ekstra, der skal til for at holde et forhold ved lige. Det var blevet en vane, og det er det allerværste. Når du lader det hele glide for lang tid, så står du lige pludselig og kan ikke kende hinanden længere. Tænder ikke på hinanden længere. Alt det der ikke blev holdt ved lige, og det var smerteligt på alle leder og kanter.” For det var præcis, hvad vores forhold var blevet: en vane. Heine og jeg var fantastiske forældre sammen, men fuldstændig elendige som kærester. Det er ikke, fordi jeg tror, at vi skændtes mere end gennemsnittet, men vi glemte hinanden. Vi glemte at dyrke hinanden, at dyrke tosomheden. Og så var der lige alt det der med et tillidsbrud oveni, som krævede yderligere et år, før jeg indså, at jeg bare ikke kunne rejse fra mig det. Det var ikke utroskab, som nogen har spurgt mig om, og hvad, det var, er egentlig ikke så relevant for konteksten. Det var et brud på vores tillid og alt, hvad vi stod for, og det kan ikke undervurderes. Ingen tillid, ingen os-mod-hele-verden, ingen kærlighed.

Men han var min bedsteven, og det var han i rigtig mange år. Og tabet af sådan en er aldrig sjovt. For selvom det var helt rigtigt at gå fra min kæreste, manglede jeg min ven i alt det her. Ham, jeg havde kunne dele mine sorger, bekymringer og inderste tanker og følelser med. Og jeg tror lidt, at det er her, at vi nogle gange går galt af hinanden. For personligt har jeg udviklet mig rigtigt meget i det her. Jeg ser rigtig mange ting helt anderledes, jeg har lært rigtig meget, og oplevelsen har uden tvivl påvirket mig enormt meget. Jeg ved, at der er mange ting, jeg nægter at gøre igen, fejl, jeg vil gå langt udenom, men jeg ved også, hvad jeg vil. Jeg ved, hvad jeg vil have, og hvad jeg søger. Jeg kender pludseligt mig, og det er noget, jeg ellers ikke har gjort i lang tid. Men nogle gange ser jeg glimt af min bedsteven igen, og nogle gange er grænsen bare så hårfin, følelserne for sårede, og samarbejdet så påvirkeligt af, hvad end det er for et fundament, vi prøver at bygge.

For samarbejde er jo, hvad det hele handler om midt i sjælerensning, identitetsopbyggelse, kundskaben at beherske SKATs hjemmeside og aflæse elmåleren og jeg-kan-fandeme-godt-klare-et-studie-og-et-to-forældres-job-på-én-gang stædighed. Og lige nu går det faktisk fint. Drengene er hjemme hos deres far i København hveranden uge fra torsdag-mandag, og det er ren luksus for dem med så mange dage fri i streg, hvor de uden forstyrrelser kan nyde selskabet og opmærksomheden fra deres far. Ferie, jul og alt det andet er delt op, Heine og jeg sms’er og ringes sammen om vokseværk, afhentning af børn, lægeundersøgelser og ind i mellem også når vores timehop-app lige popper op med et sødt billede af de to børn, vi netop sammen har skabt.

Heine var jeg sammen med i halvdelen af mine teenageår og i hele mit voksenliv indtil sidste år. Han var min bedsteven. Det er ikke en rolle, der bare lige kan gives videre eller skal erstattes. Og det ønsker jeg netop heller ikke. Til gengæld har jeg spredt den ud på 4 af mine absolut næreste veninder. Jeg har lært at åbne mig meget mere op. Jeg har lært at skrige frustreret, når mine børn er nogle røvhuller – for lad os bare være ærlige: det er de fandeme til tider. Og det er vigtigst af alt, hvad jeg har lært: ærlighed. At dele, bruge og være ærlige overfor mine veninder. Men også overfor mig selv. At mærke efter og hverken forpeste eller sprede rosenblade ovenpå tilværelsen.

Men derfor er der altså stadigvæk drømme, der braste, en splittet familie og alt det, vi ikke blev. Og det gør fandeme ondt – selvvalgt eller ej. Det bliver nemmere med tiden, naturligvis. I ved: tiden læger alle sorger og alt det der, men ind i mellem mindes man, mærker efter og føler et lille stik. Selv et år senere.

Den første gang

aug
25

På torsdag skal jeg for alvor være her for første gang alene, og jeg er virkelig ikke god til alt så meget som håndtere tanken om det. Omvendt tror jeg, at det er smadder sundt for mig at blive kastet ud i at være helt alene hjemme uden sovende børn ovenpå. Men derfor bliver jeg nu stadig lidt ængstelig ved det hele og har endda også forsøgt at komme på ideer til, hvordan jeg kan udskyde dén her oplevelse.

Alt i mens skal drengene hjem til Heine. Vi er igen på det rette spor, men jeg er forundret over, hvor mange kameler der skal sluges i sådan et samarbejde. Det kan stadig komme bag på mig her næsten et år senere, at man kan være så meget i hver sin ende, så forskellige og have så modsatte forestillinger, når man trods alt har delt et liv sammen, været kærester i knap 8 år og af ren kærlighed skabt de her to drenge, som samarbejdet jo skal omhandle. Jeg har altid tænkt, at uanset hvad der skulle ske mellem Heine og jeg, så ville vi være det gode eksempel, og at jeg “havde valgt” den rigtige far til mine børn. For vi valgte trods alt at få børn sammen af en grund. Vi så trods alt et eller andet i hinanden, vi havde de samme ideer og ønsker til et familieliv, vi havde de samme værdier, og vi gjorde jo sådan set også tingene meget på samme måde. Indtil nu. Nu befinder vi os pludselig et sted, hvor kan være uenig om alt fra samværsordning til sukker-politik, og det kan virkelig være både svært og frusterende at finde et fælles fodfæste i det her. For det skal vi jo.

Samværsordningen vil jeg gerne fortælle mere om, men det hele føles bare så sårbart og skrøbeligt, så man nærmest ikke tør jinxe spor. Heller ikke selvom børnene er vores fælles prioritet.

Men hvad skal jeg så bruge min allerførste børnefrie weekend på, hvor jeg faktisk også har mit eget hjem til rådighed? Jeg har absolut ingen ide! Egentlig skulle jeg have været på arbejde på Jyllandsringen med Monster, men da det blev aflyst – højst sandsynligt grundet Århus Festuge – tror jeg, at weekenden kommer til at gå på studiet. Fredag har jeg dog aftalt med min veninde, Stephanie, at vi for første gang i alt tid skal tøsehygge helt alene uden børn og bekymringer, men derefter ved jeg intet. Det er måske også meget godt? En weekend i lang tid uden de vilde planer, hvor jeg har muligheden for at koble godt af. Eller alternativt ligge i fosterstilling og tænke på, at drengene er så langt væk fra mig 😉

Med børnene som offer

jul
26

Jeg har altid tænkt, at uanset hvad der skulle ske mellem Heine og jeg, havde jeg valgt den rigtige far til mine børn. Det er jeg absolut alle dage været overbevist om. Jeg var sikker på, at vi ville være det gode eksempel, at vi ville kunne samarbejde på alle fronter på allerbedste vis og sætte vores børns behov først. Jeg var ikke det mindste i tvivl.Der er rigtig meget her i bruddet, jeg har valgt at holde privat, men nu er jeg simpelthen nødt til at åbne op, lukke jer ind og lukke frustrationer ud. Især fordi jeg oplever, når jeg snakker med andre om det, står de enten selv i den aktuelle situation, eller så kender de en enlig mor, som gør. Jeg har endda oplevet at sidde med en veninde og hendes kæreste, hvor han havde meget markante meninger om ansvarsfratagende fædre, men blot få måneder senere gik de fra hinanden, og pludselig var hun i mine sko.

Vi var to om at få børn. Vi var to om at tage beslutningen om at få børn. Vi var to. Men af en eller anden årsag er vi nu kun en. Semi halvanden på en god dag.

Jeg kunne aldrig finde på at nægte mine børn at se deres far. Jeg vil altid ønske og unde dem et helt unikt og nært forhold til deres far, men ikke for enhver pris. Han skal også ville det. Og her når vi netop ind til kernen.

Da Heine og jeg gik fra hinanden, røg vi i en klassisk 12/2 ordning. Det har jeg før fortalt jer. Og ligesom jeg før har sagt, har Noam savnet sin far noget så inderligt, så ordningen blev i april udvidet til en “torsdag eftermiddag til mandag morgen” ordning hveranden uge. I maj ytrede Heine så ønske om yderligere udvidelse, som på sigt skulle føre til 7/7 ordning, når han havde fået sin egen lejlighed. Og det forstår jeg såmænd godt. Jeg ville heller ikke kunne undvære mine børn hverken 10 eller 12 dage i streg. De to separate uger, han har haft dem her i sommerferien, har været hård nok. Det ville en 7/7 ordning unægteligt også blive, men han har ligeså meget krav på drengene, som jeg har – og de har mindst ligeså meget brug for ham, som de har for mig, så jeg accepterede naturligvis, at det skulle sættes i gang, når han fik sin egen lejlighed.

Det fik han så bare aldrig. Egentlig var aftalen, at han senest 1. maj skulle have egen bopæl og dermed samvær med drengene hos sig selv fremfor i mit hjem, hvor jeg så har ageret “hjemløs”, mens han har haft dem. I stedet fik jeg en besked i juni om, at han havde valgt at flytte til København og ind i en vens 2værelses lejlighed. Yes – du læste korrekt. Intet mindre end 4 timers kørsel fra os. Fra drengene.

Og her bliver det godt kompliceret, for først mente Heine, at man sagtens kunne fortsætte med 10/4 ordningen, og at han blot ville putte drengene ind i en bil kl 5-ish om morgenen, så de kunne nå i institution. Her gik jeg i baglås. Her valgte jeg at kontakte diverse instanser, som alle fortæller, at med sådan en distance og drengenes alder taget i betragtning anbefaler man kun samvær fredag-søndag hver 3. weekend. Jep – altså ville ordningen få et ordentlig hug i den anden retning, og vi kunne nok ikke komme længere væk fra en 7/7 ordning, som jo blot en måned forinden var Heines eget ønske.

Siden da har vi ikke lavet andet end at skændtes. Vi er så langt fra et samarbejde, som man overhovedet kan være. For selvom jeg har det dårligt med at stride imod anbefalingerne på dét område, har jeg det endnu værre med at lade drengene betale prisen for Heines valg. Det er i forvejen dem, der skal i gennem så led en transporttid, hver gang de skal se deres far. Men med samvær hver 3. weekend vil enhver idiot kunne se, at relationen til deres far næppe bliver særlig nær.

Så her står vi nu: med mine mange, indre kampe har jeg alligevel foreslået Heine, at vi fortsætter torsdag-mandag med betingelse af, at de bliver hjemme fra institution fredag og mandag. Men hvad gør man så, når faderen til ens børn mener, at han har fået så enestående muligheder, at han foretrækker kun at se sine børn 12 weekender om året? Sådan ca? Fordi han pludselig ikke mener, at det kan passe ind i hans nye liv med samvær? Hvad gør man, når han mener, at det alligevel allerede gik udover børnene, i det øjeblik man gik fra hinanden? Og hvordan fanden fortæller man sin 3 årige søn, at han fremover kun har halvandet døgns samvær med sin far om måneden? Som i øvrigt skal bestå af 8 timers transport?