Drengelopper

– Ramt af drenge

Når det gør rigtig ondt

jul
01

Okay, jeg er lige nødt til at komme ud med lidt luft og tilføje lidt barske sandheder til bloggen.

Tilbage i starten af bruddet blev jeg nemlig spurgt om, hvordan drengene tog det hele. Det er ikke, fordi jeg ikke har ønsket at svare på det, men nogle spørgsmål er svære, fordi jeg ikke er den eneste involverede og inderligt ikke ønsker at udstille Heine i alt det her.
Men bruddet var noget grimmere, end jeg nogensinde havde forestillet mig, at det ville blive og væsentlig grimmere, end jeg tør indrømme her på bloggen. Jeg gætter på, at man nogle gange bare er så såret og ødelagt, at det kan være svært at samle sig selv op – også selvom man har børn.
Heine og jeg er uden tvivl nået langt siden dengang. Det har – som tidligere fortalt – været en lang og hård proces at nå hertil. Det har været en lang kamp fyldt med frustrationer, tårer og påtvungne kompromiser. Ind i mellem træder vi et par skridt tilbage og går i den forkerte retning, og det er i de periode, at jeg tænker tilbage med et kæmpe hul i hjertet og stikken i brystet. Det er de gange, hvor jeg påtager mig alt for meget ansvar og får så dårlig en samvittighed overfor drengene over, at jeg stoppede med at elske deres far. En samvittighed, jeg endnu ikke har lært at takle.
Drengene har svinget meget i deres reaktioner. I starten snakkede jeg meget med Noam om, at hans far skulle bo et andet sted, men han så ham stadig dagligt, mens jeg var i praktik, fordi Theo fortsat var hjemmebarn med opskrivning til dagpleje og Noam ligeledes ventede på at få en plads i børnehaven. Da praktikken nåede sin ende, røg vi i den klassiske 12/2 ordning, og drengene så altså pludselig betydeligt mindre til deres far. Theo har altid været mors dreng – sådan virkelig meget, så ham tror jeg egentlig, at ordningen passer ret fint til, og havde vi kun haft ham, er jeg ikke sikker på, at vi havde ændret spor på det. Men det har vi ikke. Vi havde også en – dengang – 2-årig, som sad på mit skød hver aften og grædende spurgte: “Hvorfor vil far ikke se mig mere? Vi skal aldrig se far igen, vel? Far bor bare et andet sted nu.” Og selvom jeg hver aften gentog, at hans far savnede ham og elskede ham meget højt, ville seancen alligevel gentage sig den efterfølgende aften. Det er hårdt at se sit barn være så oprindeligt bundulykkeligt, og det er ikke en situation, jeg nogensinde har lyst til at stå i igen.
Vi har en fast regel med at ringe til den anden om aftenen, når drengene bliver puttet, men i selvsamme periode var det meget svært at få Noam i tale med Heine, for som han sagde: “Jeg er sur på far.” Og det er jo alt sammen helt reelle følelser at have. Men ikke desto mindre er det som ren gødning ovenpå den dårlige samvittighed, fordi jeg inderligt kan føle, at jeg fratog dem deres far, nu jeg ikke længere kunne gå på kompromis med mig selv. Man kan snildt komme til at føle sig som en egoist, selvom jeg jo godt er klar over, at børn har meget bedre af to lykkelige forældre hver for sig, end ulykkelige forældre, der er sammen.
I dag har vi en 4/10 ordning, og den oprindelige plan var, at også den ordning skulle udvide sig. I mellemtiden har Heine truffet en beslutning, som jeg gerne fortæller om senere. Noam har længe spurgt efter sin far, når vi rammer 4. dagen, hvor han ikke har set ham. I dag kan han finde på at sige: “Mor, jeg er bare lige lidt ked af det”, og så krammer vi, mens vi ringer til hans far, selvom det naturligvis er en sølle trøst. Men det er blevet meget bedre, han spørger mindre og mindre efter Heine. Børn er gode til at tilpasse sig, så det er egentlig bare en sølle trøst, at han spørger mindre efter sin far.
Men så var der lige Theo, og det kan virkelig være svært at vide, hvad der er det helt rigtige at gøre. Jeg har bestemt ikke lyst til at skille drengene ad, selvom Noam sagtens kunne bruge mere samvær med sin far, hvorimod Theo har enormt svært ved at undvære mig. Theo er stadig så lille, at han endnu ikke helt forstår det, når jeg fortæller drengene, at det den pågældende dag vil være deres far, der henter dem. Jeg mærker tydeligt på Theo, når jeg har været væk fra ham. I takt med at samværet er blevet udvidet, er samsovningen med ham og jeg også blevet konsekvent – og endda i sådan en grad at han ikke længere nøjes med at ligge ved siden af mig, men ovenpå mig hele natten de første 3 nætter, der er fulgt af samvær med Heine. Ligeledes må jeg heller ikke forlade ham under putningen, hvor han også falder i søvn ovenpå mig.
Det er med længsel, når jeg hveranden weekend sætter mig i toget mod Vejle, men det er også med en knude i maven, at jeg forlader mit allerkæreste velvidende, at jeg først ser dem 4 dage senere. Drengene har bestemt godt af at være sammen med deres far, de har ligeså meget krav og ret til ham, som de har til mig. Men det er bare så svært at takle den samvittighed, der følger med, når man vælger, at de ikke kan få os på samme tid. Det gør ondt at vide, at man ikke kan give dem alt det, de har brug for på én gang.

Overskud ovenpå underskud

jun
25

Der er slet ingen tvivl om, at det er skide hårdt at stå alene i dagligdagen med 2 så små drenge. Det er fuldstændig unødvendigt at betvivle, hvor hårdt det er at stå alene med 2 så små drenge ovenpå et studie og dertilhørende eksamen.

Jeg har virkelig set frem til at få sommerferie. Jeg har set frem til at bliver fyldt op med overskud, få færdiggjort huset og få hygget med mine drenge. Jeg har set frem til atter at være den mor, som jeg plejer at være. Hende, som er fyldt med energi og har tid til leg. Jeg har glædet mig til, at vi ville få masser af tid til hinanden, rolige morgener og sene aftener, og at vi ikke skal løbe ud ad døren 6.45, fordi jeg har en bus, jeg skal nå.

Men jeg har også glædet mig til alenetid. Og jeg ved godt, hvordan det lyder. For det lyder ikke ret pænt. Men når man er helt alene om sine børn og absolut alle de opgaver, der følger med, når man er voksen med eget hjem, så er et afbræk yderst tiltrængt. Jeg bliver så fyldt op af dagligdagen og nærværet med mine børn – og ikke mindst alle kampene med en trodsig 3-årig – at jeg ganske simpelt har brug for at savne dem i ny og næ, så jeg ikke bliver fuldstændig sindssyg. Jeg ved, hvordan det lyder. For jeg var engang en af dem, der rystede på hovedet af sådan et behov. Men dengang var vi også 2 om alting, og jeg havde derfor ikke et egentlig behov for at prøve også bare at være mig.

Heine og jeg har valgt 7/7 ordning hen over sommerferien. Drengene skal selvfølgelig også have ferie med deres far, og ligeledes har han også krav på dem, så jeg kunne aldrig drømme om at modsætte mig samvær mellem dem. Men jeg havde nu alligevel forestillet mig, at jeg ville have en følelse af pusterum, når ordningen startede op. I stedet for havde jeg rigtig svært ved at gå fra Noam om morgenen i børnehaven, og da jeg så ham smilende stå i vinke-vinduet, gik det op for mig, at der går en helt uge, inden jeg ser ham igen. 7 dage. 6 nætter. Så lang tid har jeg aldrig nogensinde før skulle undvære nogen af mine børn. Og så lang tid har de aldrig nogensinde skullet undvære mig. Jeg smilede, vinkede tilbage, gav et luftkys, vendte mig straks om og så hev jeg efter vejret. Sådan rigtig angstfalds-agtigt hev efter vejret. Og sådan fortsatte jeg hele vejen op til Conni, Theos dagplejer. Heldigvis sad Theo udadvendt i kklapvognen, så han så mig slet ikke og med bilerne og cyklerne susende om os, lykkedes det mig også at være lydløs.

Med Theo sad jeg så længe og holdte om ham, da jeg afleverede ham. Det gør vi jævnligt, men jeg er ikke i tvivl om, at han kunne mærke, at noget var i gærde, for han ville bestemt heller ikke slippe mig. Jeg snakkede med Conni om det, jeg fortalte hende, at dét her kan jeg simpelthen ikke. Og hun forstod mig. Sådan fuldstændig. Conni er ganske simpel fantastisk: hun kysser altid Theo, når hun ser ham og hun krammer mig. Hun lytter til alle mine frustrationer, og hun har endda tilbudt at aflevere Theo, en dag jeg var så syg, at hun så, at jeg knap nok kunne stå oprejst. Hun er fantastisk! Efter uendelig lang tid fik jeg løsrevet mig Theo, jeg gav ham i armene på Conni, jeg vinkede, jeg lukkede døren og så græd jeg.

Og det gjorde jeg hele vejen hjem. Jeg græd, jeg hulkede, jeg hev efter vejret. Jeg følte mig fuldstændig kvalt i det her. Jeg ringede grædende til min veninde, jeg ringede grædende til min mor, og jeg ringede grædende til Heine. Og da han nogle timer senere kom for at hente klapvogn, autostole og tøj til hele 6 nætter og 7 dage, stod jeg også og græd.

I dag smutter jeg med 3 veninder – også enlige mødre til 3-årige marts børn – til Amsterdam, og jeg tænker, at det er præcis dén slags distraktion, jeg behøver for ikke at tænke på det her. Det er første gang nogensinde siden bruddet, at Heine ikke skal være med drengene i mit hjem, og jeg er ikke sikker på, at jeg endnu er klar til at se de tomme senge om aftenen. Vi lander i Vejle søndag aften, og om jeg reelt vælger at være alene, hjemme hos mig selv, kan jeg godt blive tvivl om.

Når man rydder op

apr
07
Jeg sad forleden og kiggede noget af min facebook-konto igennem. Jeg har været nogenlunde aktiv siden 2008. Heine og jeg fandt sammen i 2007, og den har derfor praktisk talt altid været spammet til med vores hverdag, sjove momenter og siden hen babybilleder, graviditet og alt dertilhørende. 
Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ikke ville slette noget af det, for altsammen har jo ført til to, smukke drenge, og det er en del af historien bag dem, jeg ville slette.. Føler jeg. For naturligvis har hele vores forhold aldrig været til offentlig skue hverken her eller på facebook, det er klart. Men det giver nu alligevel et lille stik i hjertet, når man kigger mange års forhold og drømme tilbage og alligevel ender med at klikke på “slet” knappen et par gange. Jeg havde jo aldrig troet, at jeg ville komme ud i en situation, hvor jeg bogstavelig talt sletter vores forhold. 
Ligesom bloggen her har været en form for dagbog for mig, og jeg altid har haft i tankerne, at drengene senere vil kunne bruge den til at lære deres mor – og måske også far – lidt bedre at kende, læse om graviditeterne med dem, de første år, frustrationer, følelser og oplevelser, vi har haft, har jeg netop også tænkt, at det måske kunne være ligeså aktuelt med ens facebook-side. Og jeg ved godt, at det lyder fuldstændig åndssvagt, men det er måske netop, fordi jeg ved, at drengene ikke nogensinde har en reel chance for at kunne huske, at deres far og jeg har boet sammen og elsket hinanden, fordi de er så små, som de er. Men her på bloggen vil de have muligheden for at se tilbage og vide, at de er lavet af ren kærlighed mellem to mennesker. 
Og så er det da altid hårdt at skulle lade fortid vær fortid, minder forblive minder og vide, at det hverken er ens nutid eller bliver ens fremtid. At erkende at alting er ændret for evigt og accepterer, at tingene gik deres gang. Det er altid hårdt at træffe valg her i livet, at stå bag de valg, at tage ansvar for dem. Og især når det ikke kun er ens eget liv, det berører, men også to uskyldige blåøjede drenges liv, der for altid vil være forandret. 
Jeg har selv ofte som barn tænkt på, hvordan mit liv mon ville se ud, hvis mine forældre stadig var sammen, og endnu mere har jeg prøvet at forestille mig, hvordan det var, inden de gik fra hinanden. Det er præcis sådanne nogle situationer, ønsketænkninger og forestillinger, jeg aldrig havde troet, at mine børn skulle ende ud i, men i stedet udleve et inderligt ønske om en kernefamilie, hvor mor og far er sammen. Lykkelige. 
Det ændrer ikke på, at det var den rigtige beslutning, jeg tog for et halvt år siden, og det ændrer slet ikke på, at det var en beslutning, jeg burde have taget langt før. Og her er jeg slet ikke i tvivl om, at det er samme erkendelse, Heine er nået frem til, men derfor kan det stadig godt være stridt og med stikken i hjertet at trække vejret dybt og så give slip. 

Lyset for enden af mørket

mar
11
Det har været en lang og strid vej at nå hertil, men det føles som om, at vi er mere end godt på vej. Det føles som om, at vi omsider er ved at være præcis dér, vi altid har lovet hinanden det. Men det har ikke været uden kamp, blod og tårer. Det har ikke været uden strigheder, skænderier, brudte løfter eller sårede følelser. Det har været både hårdt og drænende, og det kan ikke tælles på to hænder, hvor ofte jeg har haft den mest opgivende følelse i mig.
For der var da tider, hvor jeg tænkte: “Det kommer bare aldrig til at ske“, og tit har det virket som om, at vi har været på hver vores side ift samarbejde, forventninger og tanker deromkring, og at vi har løbet med panden mod muren. Ofte har jeg tænkt, at vi kan gøre livet enormt nemt for hinanden, men vi kan virkelig også gøre det rigtigt stridt og surt.. Men hvorfor skulle vi egentlig ønske det sådan? Og ligeledes har jeg tit fået smidt kommentaren: “Du kan ligeså godt vænne dig til, at du er helt alene om de to drenge” i hovedet af venner, familie og bekendte.
Men sådan en kommentar er for mig rigtig strid, og jeg bliver både stædig og sur. For nej – jeg er ikke alene om drengene. Jeg valgte at gå fra mine børns far, ja, men det betød ikke et afkald på ansvar fra hans side. De har trods alt stadig en far – og heldigvis en pokkers god en af slagsen. Vi skulle blot finde hinanden i hele det her kaos af følelser, skuffelser og uoverensstemmelser.
Naturligvis kan jeg stadig tænke, at Heine er et fjols – og ofte får han det også at vide. Han har trods alt kendt mig i 8 år, så han ved, at jeg fortæller ham tingene, som de er. Men vi er nået til et punkt nu, hvor tingene kan siges med et smil på læben, hvor vi kan grine, joke og tage pis på hinanden. Vi er nået til et punkt, hvor jeg ser glimt af den mand, jeg forelskede mig, hvor jeg bliver mindet om, hvorfor jeg fik børn med netop ham her, og hvor jeg husker, hvorfor han var min bedsteven i så mange år. Og det er virkelig rart! Rart er vel knap nok dækkende.. Det er en kæmpe lettelse at se, at den mand er den samme mand, som jeg valgte at dele mit liv med, det er de samme værdier, han har, det er de samme holdninger, og det er den samme platte humor, han altid har kunnet få mig til at grine af. Og når man længe har været så fortvivlet, så ked af det og så såret, vred og bitter, som jeg også har været, er det mere, end man havde ønsket og håbet på. Især når ideen om samarbejde og en form for venskab var så god, men realiteten viste sig at være noget nær umulig.
Men måske man blot skal være en god blanding af insisterende og tålmodig. Måske tiden bare læger alle sår. Måske tiden endda er ens ven. For måske det bare var det, vi havde brug for: tid og plads. Tid til at sørge over det, der ikke gik, og plads til at finde ud af, hvordan vi så skulle gøre det. For selvom vi er en splittet familie, og selvom vi ikke er, hvad vi drømte om, er vi stadig en familie. Og det er præcis, hvad jeg ønsker, at vores drenge altid skal vokse op med. De er endnu så små, at de måske aldrig nogensinde vil kunne huske, at vi har boet sammen, elsket hinanden og sammen elsket dem. Det er så vigtigt for mig, at de forstår, at vi faktisk har elsket hinanden, at de var ønskebørn, og at de altid kan regne med os – begge!
På tirsdag kunne vi have fejret 8 års dag, og drengene skal vide, at det er ikke blot ved en tilfældighed, at de er opstået, men skabt af ren og skær kærlighed. De skal vide, at jeg altid vil elske deres far, at jeg altid vil ønske ham det godt, og at jeg synes, at han fortjener det bedste. Og det skal han nok få.
For selvom Heine og jeg ikke finder sammen igen, er det stadig enormt hyggeligt, at vi som i dag med helt blå himmel og varm solskin kan sidde sammen på Picasso inde i byen og grine og snakke sammen, mens vi har nydt selskabet af det yngste hjertebarn. Det giver altsammen håb for fremtiden, blod på tanden og en påmindelse om, at det ikke er en tilfældighed, at jeg brugte så mange år sammen med ham. Det er sådanne dage, momenter og øjeblikke, hvor jeg mindes om savnet til min bedsteven og fortrolige, og hvor jeg nyder, at vi nu er et sted, hvor vi kan dele med hinanden, læsse ud og snakke sammen uden sure miner, følelser i klemme eller spydige kommentarer.
Vi er omsider dét sted, jeg sådan har længtes efter.

7/7, 8/6 eller 9/5?

feb
12
Da jeg for alvor begyndte at overveje, om Heine og jeg burde gå fra hinanden, gik der mange tanker igennem mit hoved. For hvad med drengene? Hvilken ordning ville være bedst? Hvad med amning? Hvor meget kan de holde til, og hvad er i deres tarv?

Lynhurtigt stoppede amningen, så den behøvede vi slet ikke at tage hensyn til. Men jeg havde svært ved tanken om at skulle undvære min børn, gå glip af dem på daglig basis, dele jul, ferier og fødselsdage i mellem os. 

Derfor faldt vi måske i den traditionelle “hveranden weekend ordning”. Traditionel fordi det er den selvsamme ordning, mine forældre valgte i sin tid. Jeg tror på, at børn har bedst af en fast base, men jeg tror også på, at børn har brug for begge deres forældre, og jeg vil altid holde på, at de har ligeså meget krav og ret til deres far, som til deres mor.

Derfor har jeg hurtigt ændret holdning. I starten var det hårdt for mig blot at vide, at vi ikke længere skulle sove under samme tag hver dag. Men nu ser jeg, hvad det gør ved mine børn, når der går for længe imellem, at de ser deres far. Og det er jo klart. De har jo brug for ham, ligeså meget som de har brug for mig. Jeg ser, hvordan Noam ytrer, at han savner Heine, når de lige har haft weekend med ham, men jeg ser også, hvordan han efter blot et par dage ytrer, at han “er sur på far” og ikke vil snakke i telefon med ham om aftenen til det faste godnat-opkald.

Mange spørger, hvilken ordning vi har nu, og forstår jeg egentlig godt. Men ærligt kunne jeg nok også godt selv tænke mig helt at vide det. I princippet har vi nok noget nær en 12/2 ordning, men Heine er trådt til enkelte gange feks i forbindelse med indkøring af Noam i børnehaven, og da jeg skulle hjem fra Paris. Enkelte gange har han også været her og spist med til aften på almindelige hverdage, men vi er ikke i nærheden af, hvad der er bedst for drengene. Hvad der er i deres tarv.

Jeg ved, at det er en smule problematisk at få en egentlig, ordentlig og hensigtsmæssigt ordning op at køre, før Heine sådan rigtigt har sit eget sted at bo. Lige nu er han her i huset, når han har samvær med drengene, og jeg er derfor i princippet hjemløs hveranden weekend. Det er desværre anstrengende nok uden at inkludere hverdage. 

Men ordningen holder ikke. Drengene mangler deres far, og ham skal de naturligvis have. Men hvad er bedst? De skal stadig have et fast holdepunkt, vil jeg mene, men jeg tror på, at det er godt for dem, at de har hinanden, således at de altid følges ad, uanset om de er hos mor eller far. 

På det seneste har jeg derfor tænkt meget på, om det bør være 7/7, 8/6 eller 9/5 ordning. Heine har altid været en meget kærlig, nærværende og dedikeret far, så jeg er slet ikke i tvivl om, at det kun vil være sundt for dem at have mere tid med ham i hverdagen. Han tog jo for pokker 5 måneders barsel med Noam og var hjemmegående med Theo. De har altid haft deres far på tæt hold, og det ønsker jeg kun for alle parter, at de bliver ved med. Og med de rette intentioner tror jeg også på, at sådanne ordninger kan gøres fuldstændig hensigtsmæssigt. 


Flere har nævnt “Med børnene som våben” programmet for mig, men jeg har helt bevidst valgt ikke at se det. For det første kommer det alt for tæt på. Jeg har endnu ikke helt affundet med mig med tanken om delebørn, men for det andet bliver jeg bare indebrændt og vred. Og det er uanset, om det er en mor, det nægter at lade faderen se deres fælles børn, eller om det er faderen, der nægter at se dem. Det går for tæt på, og mit hjerte bløder for børnene i begge tilfælde. 

Alle børn har krav på begge deres forældre, og forældrene har sammen valgt at få de her børn, som er skabt i ren kærlighed. Det burde være ganske simpelt, burde det ikke? 

Uden at gå alt for tæt på og udstille hele vores privatliv kan jeg vidst roligt sige, at samarbejdet mellem Heine og jeg slet ikke har været, som jeg havde håbet på. Der har været for mange følelser i klemme, og vi har fuldstændig taklet bruddet på hver vores måde. Men når alt kommer til alt, handler det jo om vores børn, hvad der er bedst for dem, og vi burde sagtens kunne se ud over egen næse for at få det bedste ud af en ellers skod situation – for alle parter. Vi burde være eksemplet. Jeg håber, at tiden er vores ven, at den læger alle sår, og jeg håber inderligt, at vi her snart et halvt år senere omsider kan overholde de løfter, vi altid har givet hinanden. At vi snart kan blive enige og fokusere kun på børnene. Også selvom det burde være sket i går og ikke i morgen. 

“Ja, mor elsker også far”

feb
03
Hver aften ringer Noam til Heine, så han kan fortælle om sin dag, sige godnat og få fortalt, hvor højt han er elsket. Det samme gør sig gældende, når Heine har drengene, hvor Noam så ringer til mig.
Forleden sidder jeg så i Noams seng med Theo på skødet og Noam ved siden af med telefonen i hånden, der gennemgår hvem, der elsker hvem. Han starter med at fortælle, at han elsker sin far rigtig højt. Derefter siger han: “Theo elsker også far”, og med meget afventende ansigtsudtryk får han også lavmælt sagt: “mor elsker også far”.
Og det er i og for sig rigtigt. For mig er der hverken had eller ligegyldighed overfor Heine. Heine er mine børns far, han er den mand, jeg har delt hele mit voksenliv og halvdelen af mine teenageår med. Han er den mand, jeg valgte at flytte ind hos, starte familie med og den mand, som jeg elskede i så mange år.
Jeg svarede derfor Noam: “Ja, mor elsker også far”. Jeg tror ikke på, at det er spor forvirrende eller kompliceret. Jeg tror på, at der findes flere forskellige slags kærlighed, og jeg tror på, at det er ganske sundt og naturligt at vise sine børn. Noam elsker jo heller ikke sin mormor, som han elsker sin mor og far, og selvom han selv ytrede, at han elskede Kirsten – hans dagplejer – var heller ikke det den samme kærlighed, som han føler for os.
Der går altså intet af mig ved at sige ja til sådan en udtalelse og anerkende Noam i hans observationer. For det er jo ganske korrekt – jeg elsker da Heine. Men jeg elsker ham ikke som en kæreste mere. Men selvom man vælger ikke at dele hele eller resten af sit liv med hinanden mere, behøver man vel ikke hverken hade hinanden eller være ligeglade med hinanden?
Jeg værdsætter Heine for alt, hvad han har gjort for mig, alt hvad vi har haft sammen og for alt, hvad han har givet mig. Jeg mindes og glædes over de ting, der er sket, og for dem vil jeg altid elske ham.
Jeg har før fortalt, at hverken Heine eller jeg oplevede “de gode eksempler” på skilsmisser, deleordning og 2xjuleaftener. Det ligger mig så nært, hvad der skete, da jeg var barn, og fortsat også hvordan tonen er i mellem mine forældre. Det er ikke for at hverken udstille dem eller være hellig i alt det her, men for mig er det bare så pokkers vigtigt, at vi sagtens kan sammen, at vi sagtens kan tale pænt sammen, fejrer drengenes fødselsdag sammen eller til sommer feks tage på stranden sammen. For selvom Heine og jeg ikke er kærester længere, er vi jo stadig en familie. Vi er drengenes familie, og det har vi helt frivilligt begge to valgt. Vi valgte sammen at få børn, og det er ikke en beslutning, der forsvinder eller træder i baggrunden, blot fordi vi er gået fra hinanden.
Jeg ved, at det er rigtig svært, og jeg ved også, at der kan være mange følelser i blandt i sådan en situation. Jeg har jo selv oplevet det, men jeg ønsker virkelig ikke at give det videre til mine børn. Jeg ønsker at vise dem, at man må få det bedste ud af en ellers ulykkelig situation. Og hvis både mor og far er lykkeligere hver for sig end sammen, så burde det i virkeligheden heller ikke være et problem? Jeg ønsker Heine det bedste, jeg ønsker, at han er lykkelig. Men jeg ønsker i den grad også at vise mine børn, at vi er voksne mennesker, at vi er en familie, og at vi elsker dem uendeligt højt – sammen.

Året, der gik

dec
31
Ved et års udgang kan man ikke undgå at tænke på alt det, der er sket. Alt det, som man har oplevet, været igennem, alle glæderne og alle sorgerne. Jeg kan i hvert fald ikke. 
For os har det været et vildt år! Der er sket helt vanvittigt meget på så kort tid. 
Theo er gået fra at være et skrigende spædbarn til den her lille, skønne dreng, der nu kan gå og stå, sige “hej”, “hov” og “åh åhh”, som ryster på hovedet, når der er noget, han ikke vil og nikker, når han gerne vil. Han er den her glade og nysgerrige dreng, der bruger babytegn, gerne kysser igen, og som vi i år både har fejret med dåb og 1 års fødselsdag. 
Og ligeledes har Noam udviklet sig med lynets hast: han er blevet 2 år og er fyldt med meninger, han sover ikke til middag længere, og hans sprog er simpelthen så godt: ordene vælter ud ad munden på ham, sætningerne bliver dannet, og han vil så gerne fortælle alt det, han har lavet og oplevet. Og så er han ligeså kærlig og empatisk overfor Theo, som han var for blot et år siden. Han invitererer Theo med i alle lege, og de to hygger sig simpelthen så godt sammen. 
For os har vi oplevet både at flytte i hus og flytte fra hinanden. Det har været et følelsesmæssigt meget hårdt år for os, men jeg havde alligevel ikke troet, at vi ville slutte året hver for sig. 

For præcis 3 år siden var jeg højgravid med Noam, og jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg blot så få senere ville befinde mig i en helt anden tilstand. Hverken at jeg ville bo i et hus i Silkeborg, have to børn, være enlig og i øvrigt tilbringe nytårsaften uden nogen af mine drenge. Det er vildt så meget, der kan ske på så få år. Mit og Heines parforhold har haft mange op- og nedture det sidste år, men jeg håber og tror på, at vi starter det næste år ud på en god måde, hvor drengene og vores indbyrdes samarbejde er i fokus. 
Med hensyn til bloggen fortsætter den på sit nu 4. år, men jeg leder efter et nyt og mere passende navn, så jeg kan få købt eget domæne, og jeg håber selvfølgelig, at I følger med til det nye sted. Det er ikke min mening, at der skal gå så lang tid i mellem indlæggene, men min computer er stået af, og det er nærmest helt umuligt at lave ordentlig opstilling i indlæggene fra ipaden – i hvert fald så længe jeg er her på blogspot, så jeg er lige lidt udfordret, selvom der ellers ligger en håndfuld indlæg klar til udgivelse til jer. 
I ønskes alle et rigtig godt nytår! 

Komplet malplaceret

dec
15
Lige nu florerer der et følelsesmæssigt kaos inde i mig. Jeg er 24 år gammel, mor til to, lærerstuderende, bosiddende i Silkeborg og single. Dét havde jeg sgu aldrig set komme. Jeg kunne ikke føle mig mere malplaceret i mit liv, end jeg gør på nuværende tidspunkt. 
Den sidste dag i min praktik talte jeg med en af de nyligt ansatte vikarer, som skulle observere undervisningen. Hun fortalte, at hun også havde gået på læreruddannelsen i Silkeborg og spurgte ind til mig: hvor jeg boede, hvor gamle mine børn var osv. De der meget obligatoriske spørgsmål, men som alligevel endte i en gensidig interesse og tankemylder hos mig. For hun fik sat ord på nogle følelser og tanker for mig, som jeg netop har kæmpet med. 
Da vi valgte at leje huset i Sejs – et af de mest attraktive og dyreste områder i Silkeborg, var jeg helt oppe at køre. Ikke nok med vi slap for at bo i lejlighed, fik have og hus, kom vi også derud, hvor jeg sagtens kunne se mig selv ende. Sejs har både indkøbsmuligheder, en meget positivt omtalt folkeskole, skov, vand og badeområder, daginstitutioner og et trinbræt til toget foruden bybusser, hvis man da ikke cykler de 5 km ind til centrum. Det var oplagt for at komme derud og en mulighed, som jeg bestemt ikke ønskede at takke nej til. Men i dag ærgrer jeg mig over, at vi gjorde det.
Jo, huset er da virkelig lækkert. Ingen tvivl om det. Det er også rigtig fedt, at vi både har skov og vand indenfor gåafstand samt intet mindre end snart 4 legepladser, hvor vi bor. Det er en luksus. Det er også luksus, at jeg kan gå eller cykle ned med drengene i henholdsvis dagpleje og børnehave, at vi kan cykle ned at handle ind, og det er luksus, at nu jeg ingen bil har mere, både kan tage tog og bus.
 
Men alligevel føler jeg mig fuldstændig malplaceret her. Her i de hvide murstensvillaer fyldt med kernefamilier, børn og idyl. Det er ikke, fordi jeg har en grå sky hængende over hovedet, men som vikaren sagde: “Du er jo bare ikke det sted i dit liv længere”. Og det har hun jo fuldstændig ret i. Jeg er netop ikke det sted i mit liv længere, hvor jeg føler, at jeg hører til her i alt familieidyllen, græslåmaskiner og havegrille. Pludselig befinder jeg mig et helt andet sted i mit liv, end jeg nogensinde havde regnet med, og hvor jeg ikke kunne føle mig mere malplaceret end i et villakvarter med sorte postkasser og latter over hækken. Det er som om, at jeg har sprunget et par trin over og befinder mig direkte ved målstregen? Men alene.
 
Havde jeg ikke haft drengene at tage hensyn til, så sad jeg uden tvivl ikke her. Så var jeg helt sikkert flyttet tættere på min familie, mine forældre, mine søskende og mine venner. Det er ikke mange, jeg kender her i Silkeborg – og slet ikke nu hvor min oprindelige årgang på læreruddannelsen er færdiguddannet og long gone.
 
Men det kan være svært at makke rundt med: følelserne, drømmene og så den brutale virkelighed.

En del af statistikkerne

dec
08
Både Heine og jeg er skilsmissesbørn. Mine forældre gik fra hinanden, da jeg blot var 1 år og min søster 4 år. Senere er de begge blevet gift og har skænket mig en lillebror hver. Heines forældre blev skilt, da han var teenager.
Jeg har altid haft en kæmpe respekt for enlige mødre. Jeg oplevede min mor være det i mange år, og jeg har haft flere veninder, der har stået i situationen – og senest min søster sidste år, da også hun blev skilt. Men alligevel har det æret en meget fjern og slet-ikke-på-tale situation for mig. Jeg har aldrig troet, at jeg selv skulle stå i den situation. Det tror man vel aldrig, men jeg er vokset op i en lejlighed i byen nær Århus med en søster, der boede på landet og som jeg kun så i weekenden, når vi skiftevis var ved den ene eller anden forældre. Derudover er jeg vokset op med to forældre, der endnu ikke har forstået at kommunikere efter alt, der er sket. Jeg var for lille til, at jeg nogensinde skulle have haft en chance for at huske mine forældre sammen, og i dag kan jeg slet ikke forstå, hvordan de to nogensinde har kunne bo med hinanden eller bare så meget som været kærester.
Dét har jeg aldrig ønsket for mine fremtidige børn – undskyld mor, hvis du læser med 😉 .. Men jeg har haft et brændende ønske om, at mit liv skulle blive anderledes, eller i det mindste mine børns. Jeg ønskede mig et idyllisk liv i en forstadsvilla med græsplæne og flagstang. Jeg ønskede at gå imod den sociale arv, at gøre tingene anderledes, at gøre tingene ‘rigtigt’: at være en ‘rigtig’ familie. Det har aldrig faldet mig ind, at jeg skulle blive en del af dén statistik. Den grimme slags statistik: at skilsmissesbørn selv bliver skilt.
Da min søster sidste år blev skilt, så jeg, hvad det gjorde ved hende. Jeg så hende ødelagt og grædende. Jeg så min nevø på 4, der i den grad havde en reaktion, og jeg så min niece på 1,5, der var for lille til at forstå, men alligevel påvirket. For det bliver børn jo.
At blive enlig mor er naturligvis ikke det værste, der kan overgå en, men det er bestemt ikke en ønskesituation. Da jeg så min søster gå igennem det sidste år, befandt jeg mig selv i en kamp i mit forhold, og jeg havde virkelig ikke lyst til, at alt det her skulle ske for mine to, uskyldige drengebørn. Så jeg kæmpede videre. For det var jo ikke kun mit liv, der ville blive berørt. Det er jo ikke bare at gå fra en kæreste, starte en ny hverdag eller et nyt liv. Det er jo mine børns far, jeg er gået fra. Det er mine børn, der er ofret midt i kampens hede: det er dem, der skal undvære deres far på daglig basis og starte en ny hverdag op, der ikke inkluderer ham. “Hvordan kan man overhovedet gøre det mod sine børn?” “Hvordan kan man byde dem dét?” Det er tanker og indre kampe, jeg har måtte kæmpe med, alt i mens jeg mistede mig selv, mistede modet og fornemmelsen af, hvad der er rigtigt og forkert; for pludselig vågnede jeg op. Pludselig gik det op for mig, at jeg i virkeligheden slet ikke befandt mig dér, hvor jeg gjorde, fordi jeg elskede Heine, men fordi han er mine børns far. Og som jeg har sagt før: det er heller ikke fair overfor ham – det skal heller ikke han nøjes med.
Så for at svare på jeres et af spørgsmål og kommentar – tak for dem! Jeg er altid glad for at få kommentarer, spørgsmål, interesse og velmenende råd. Det er dejligt at vide, at der både sidder folk på den anden side af skærmen og læser mine indlæg, men faktisk også tager dem til sig og tænker på en. Tusind tak. Men nej, Heine og jeg finder ikke sammen igen. Jeg ved godt, at man siger, at man er enormt presset, når man står med småbørn, og pseudotvillinger gør det bestemt ikke nemmere for parforholdet. Men som jeg skrev, da jeg kastede bomben, er det naturligvis ikke kun manglende søvn, kærtegn eller prioritering af vores forhold, der gør, at vi står, hvor vi gør. Der er også sket andre ting, som er for private til at dele her – beklager. Selvfølgelig skal man aldrig sige aldrig. Men som tingene ser ud nu, er vi begge enige om, at det er det rigtige valg. Hverken Heine eller jeg har en interesse i at finde sammen igen. Jeg elsker ham som mine børns far og for de gode år, han har givet mig. Men jeg elsker ham ikke som en kæreste længere, og lige nu kæmper vi for overhovedet blot at kunne være nogenlunde gode venner. Det er en lang og sej kamp at gå fra sine børns far, og det har været en endnu hårdere vej at nå hertil, men det er det rigtige. For os alle 4.
Men derfor gør det nu stadig ondt, at man er blevet en del af dén statistik.

Zombie lignende tilstand

dec
06
For et år siden befandt jeg mig i en zombie lignende tilstand med et grædende ammebarn og en lille dreng på 1,5 år, der endnu ikke kunne tilsidesætte egne behov. Jeg var underskudsmor, og det hele gik op i bleer, børn og deres velbefindende. Jeg havde overhovedet ikke overskud til spor, og jeg var vanvittigt træt. Men sjovt nok var det knap så hårdt, da jeg stod i det, som når jeg tænker tilbage. Dengang handlede det blot om overlevelse, og jeg havde knap nok overskud til overhovedet at føle efter, hvordan jeg havde det midt i skrigende baby, en dreng med spirende sprog og julehygge. 
Et år efter befinder jeg mig der pludselig igen. I den der zombie lignende tilstand, hvor der ikke er tid til at fokusere på andet end børn, aftensmad og vasketøj. 
Jeg syntes, at det er skide hårdt og hjerteskærende at forlade drengene fredag morgen hveranden weekend velvidende, at jeg først ser dem søndag aften inden sengetid. Men for pokker, hvor er det også tiltrængt. Og dét troede jeg alligevel aldrig, at jeg skulle sige! Men siden sidste børnefrie weekend har drengene haft rotavirus – bedre kendt som børnediarre, og oveni praktik, forberedelse og forelæsninger har jeg nu også måtte tage mig af børn med diarré, opkast, mavesmerter og feber. Og selv da dét omsider stoppede, har jeg stået med en Theo på armen, der bestemt ikke har villet sidde selv eller så meget som ved siden af mig i mere end 20 sekunder. Det betyder, at jeg i 12 dage i streg ikke har været på toilet uden en Theo på skødet. Er I klar over, hvor svært det er at skrælle gulerødder med én hånd?! Det er fucking svært! Og midt i det hele har jeg altså også måtte vaske tøj og tage mig af hjemmet. Og hver evig eneste gang, jeg har forsøgt at sætte Theo ned, er han brudt ud i skrig og skrål og banket hovedet ned i gulvet. Så meget at naboen sidste søndag kom ind og spurgte, om jeg var okay, fordi hun nu også havde hørt på det i, hvad der føles som, en evighed. Så meget at også Noam endte med at blive pylret og klæbende. Så meget at Noams dagplejer sagde, at jeg var nødt til at komme ud ad huset, hvis jeg ikke skulle blive sindssyg. Og så meget at selvom jeg sidder her helt alene i min søsters lejlighed, kan jeg stadig høre dem skrige og græde.
Heldigt for mig har drengene en fantastisk far, der i onsdags tilbød sin hjælp, så jeg kunne komme lidt ud og lade op. For selvom vi måske endnu ikke er helt dér, hvor jeg gerne vil have, at vi er, har han alligevel fokus på drengene. Og drengene fortjener netop en mor, der ikke springer ud fra første salen i ren og skær desperation 😉 .. Det kan være benhårdt at være alenemor – det har jeg aldrig tvivlet på, jeg forestiller mig bestemt ikke, at det er en walk in the park, men nogle gange kan tingene bare godt spidse så meget til, at man har brug luft, så man igen kan være på. Og det er også helt okay. 
Jeg har ellers et par indlæg klar til jer – og flere i hovedet, men både bloggen og Instagram har lidt under mit manglende overskud. Men glæd jer – for snart får I mulighed for at teste noget, som vi også herhjemme skal i gang med. Noget, som flere og flere børn lider af, og som selv jeg i voksenalderen døjer med. Jeg er spændt, og det kan I også godt være. God weekend herfra.