Drengelopper

– Ramt af drenge

Veggie-Wednesday #2: One-pot-pasta

jun
14

Som de fleste andre børn elsker vores pasta. Noam spiser også glædeligt kartofler i alle afskygninger samt ris, men Theo nægter kartofler, uanset hvordan jeg forsøger at tilberede dem. One-pot-pasta er efterhånden ikke en ukendt ret. I virkeligheden betyder det jo blot, at alt mad tilberedes i én gryde, og det gør det til en enormt nem og hurtig ret. Retten tager ca ligeså lang tid at lave, som det gør at koge pasta, og den kan laves på uendeligt mange måder. Jeg bruger den gerne – ligesom risotto – til at tømme køleskabet for ugens grøntsager.

(mere…)

10. uge og en presset vegetar

jun
05

I lørdags gik jeg ind i 9+0, og selvom tiden snegler sig af sted, og jeg tæller ned til næste trimester, til NF, til sparkene og alt det, der følger med, så er der ingen tvivl om, at jeg er gravid. Jeg ser enormt gravid ud, hvilket mine kære medstuderende også har pointeret med deres: “du bliver jo enorm!” kommentarer. Jeg er oppustet, uden tvivl om det, og om aftenen ligner jeg mest af alt en, der kunne føde når som helst.

Kenneth og jeg var forbi KæreBørn og kigge på barnevogne, og selv dér gættede sælgeren helt af sig selv på, at jeg måtte have termin omkring september. Jeg bebrejder ham ikke det mindste, faktisk grinte vi bare alle af det. Jeg kan intet gøre, maven kan ikke trækkes ind, og bukserne kan på ingen måde lukkes.

Mentalt skal jeg stadig lidt minde mig selv om, at jeg er gravid, selvom jeg virkelig er hårdt ramt, når det kommer til kvalmen. Der er intet, jeg kan gøre eller spise, som får mig til at få det bedre. Jeg føler mig konstant søsyg, svimmel og hårdt ramt af influenza. Det tager noget af glæden ved det, når jeg konstant føler, at jeg skal kaste op. Det har jeg – 7,9,13 – endnu ikke gjort, Men følelsen af, at det sidder lige dér helt oppe i munden og bare venter på at komme ud, plager mig døgnet rundt.

Og så er der lige alt det der med mad, for det er fandeme svært. Med drengene havde jeg lynhurtigt en craving, og så længe jeg spiste dét, var alt godt. Mest af alt var jeg bare træt med dem, jeg var slet ikke plaget af kvalme på samme måde, som jeg er nu. Her er der intet, jeg konsekvent har lyst til, og det meste forstærker blot min kvalme enten ved lugten, synet eller sågar tanken om det. Men min trang til kød vokser. Sådan virkelig meget, og jeg føler mig enormt presset.

Jeg blev vegetar, fordi jeg selv som lille nægtede at spise kød. Jeg har aldrig brudt mig om hverken smag eller konsistens. Dét er en beslutning, jeg alle dage har været glad for og aldrig fortrudt. Aldrig har jeg haft det så godt. Jeg har ikke længere den der tunge fornemmelse, når jeg har spist, og jeg er glad for mit fravalg af kød. Med tiden er det blevet en del af min identitet, mit valg er en del af mig, og et miljøperspektiv har klart også sneget sig ind over det. Men nu tager jeg mig selv i at tænke: “Fucking vegetarmad!”, når Kenneth og jeg står og laver noget sammen eller bestiller hver vores slags sandwich. Og jeg tænker, at det også er den helt omvendte verden for ham, der aldrig har oplevet mig spise kød. Faktisk har jeg altid fået det rigtig dårligt ved lugten af f.eks. pølsehorn, men pludselig oplever han mig sidde i bilen og bede om at få lov til at lugte til hans pølsehorn, fordi der vitterligt ikke er noget som helst i verden, der nogensinde har duftet så godt. Så vi har været ude og købe enormt mange forskellig erstatningsprodukter, som minder om kød både i smag og konsistens, men selv dér er jeg ikke tilfreds. Jeg er dødtræt af vegetarmad! Jeg vil bare have lov til at spise den skide kyllingesandwich eller kødsovs, som jeg hele mit liv allerhelst er gået udenom.

Min vegetarburger smagte direkte afskyeligt i går! Og jeg bliver både vred og frustreret, for ligeså meget som jeg har bildt mig selv ind, at det nok bare lige er en fase her i graviditeten, ligeså uoverskueligt føles det efterhånden, hvis det skal blive ved sådan. Jeg hungrer efter kød, og jeg sørger ellers for at spise masser af proteiner, så det er ingen mangel dér. Så jeg er presset, virkelig presset. For jeg har enormt meget lyst til bare at kaste mig over den skide cheeseburger på MacDonalds, men samtidig er det blevet en del af mig, en del af mine værdier at være vegetar, og jeg har virkelig svært ved at sige: “Okay, så mens du er gravid, så kaster du dig bare ud i kødhimlen, og bagefter stopper det igen”.

Som I kan fornemme, fylder hele det her kødissue altså mere, end jeg nogensinde havde turde forestille mig. Oveni det skaber mit bækken sig helt vildt, som jeg tidligere har skrevet om. Det bliver absolut ikke bedre, og jeg glæder mig til at se lægen til vandrejournal i næste uge, så jeg kan høre ham, om jeg kan gøre noget eller evt gå til en fysioterapeut. Det er virkelig blevet smertefuldt – selv bare at køre i bil til skole, fordi jeg konstant skal træde på koblingen og skifte gear, når jeg rammer Aarhus. Det starter i venstre side, spreder sig over til højre og bagom til iskasnerven, og når vi når aftenen kan selv Kenneth høre mit bækken knække, hver gang jeg træder et skridt.

I den her uge var der så også udbrud af lussingesyge i børnehave, og som bekendt er det farligt at blive smittet med, hvis man er gravid. Så jeg blev lynhurtigt smidt ud af børnehaven med besked om, at de nok skulle tjekke drengene ind. Men selvom vi kunne finde på alternative måder i hente og bringe situationer over de næste par uger, ville det ikke hjælpe spor, hvis drengene blev smittet og sygdommen befandt sig i vores hjem. Gudskelov har en blodprøve vist sig, at jeg selv har haft lussingesyge og dermed er både jeg og bønnen beskyttet.

Velkommen til

maj
04

Hej og velkommen til vores nye base.

Tilbage i marts kontaktede allersødeste Esme mig. Hun havde planer om at starte en fælles platform for mommybloggere og spurgte derfor, om jeg havde lyst til at være en del af det. Og selvfølgelig har jeg det! Helt uden tøven og tvivl. Esme har jeg selv fulgt, siden vi begge var gravide tilbage i 2011. Jeg synes, at det er så sejt, at hun har kastet sig ud i det her kæmpe projekt, og jeg støtter hende hjertens gerne hele vejen. Faktisk blev jeg både beæret, glad og stolt over overhovedet at være blevet spurgt, så det er klart, at jeg virkelig gerne vil være en del af det her. Jeg glæder mig helt vildt. Så tusind tak for det, Esme 🙂

Og til de af jer, der ikke kender mig: Jeg hedder Simone, og jeg står bag Drengelopper på dens 6. år. Jeg er 27 år, vegetar, læreruddannet og cand. pæd. pæd. psyk. studerende. Og så er jeg mor til pseudotvillingerne med det lyse hår og store, blå øjne, Noam fra 2012 og Theo fra 2013. Jeg er komplet sucker for indretning, afhængig af oreois, den sidste lærer i verden, der ikke drikker kaffe og vanvittigt forelsket i min guitarspillende kæreste, Kenneth, som er jordens bedste bonusfar til fiduserne. Sammen bor vi i et lille, gult murstenshus en spytklat fra Herning med vores kat – endnu et hankøn på adressen.

Bloggen handler altså mest af alt om alle mændene i mit liv 😉 Her finder I alt fra hverdagslivet med småbørn og co-parenting til inspiration til kødløst mad, indretning og alt det midt i mellem, når man er en lille familie på 4.

Jeg håber, at I har lyst til at læse med <3