Så er det første sundhedsplejerskebesøg overstået og tja.. jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men jeg synes måske bare ikke, at kemien helt var der. Måske det var, fordi hun satte alle unge mennesker i en bås? Jeg fik tilbuddet om at komme i en mødregruppe for unge mødre, hvor man mødes hver mandag i 2 timer med en sundhedsplejerske, som vejleder i, hvordan baby skal ligge og hvad baby skal spise, når man kommer så langt osv., hun sagde, at ofte var unge mennesker meget usikre og derfor fik de ligesom overvægtige (?!) mennesker et særlig tilbud. Jeg takker pænt nej til tilbuddet, for så usikker er jeg altså ikke, at jeg har behov for at besøge...

Ej hvor har jeg bare set frem til det øjeblik, hvor jeg kunne tage min skønne søn i hans lækre barnevogn og trille rundt – i går var virkelig led på hospitalet, for vi kunne kun se indefra, hvor skønt vejret var og helt perfekt til en lille gå-tur! Så i dag skulle det fejres, at mælken er løbet til, Noam tager på og spiser godt og vi blev udskrevet med den 1. barnevognstur Noam faldt i søvn i det øjeblik, vi trådte ud af døren – turen gik ned til Spar og selvom det altså ligger i 5 minutters gå-afstand, tog det os alligevel en halv times tid, før vi var hjemme igen.. Det kan jeg godt ske, at...

I dag har vi været til det sidste jordemoderbesøg og jeg kan ikke udtrykke, hvor glad jeg er for vores jordemoder, hvor meget jeg kommer til at savne at gå til de besøg og hvor inderligt jeg håber, at hun er på fødegangen, når det engang bliver vores tur til at føde – hun er simpelthen så sød, forstående og beroligende, uanset hvad jeg end kommer med.  Inden vi var til jordemoder, var vi lige forbi min veninde igen, som gav mig endnu en omgang zoneterapi, det er simpelthen så lækkert at få masseret ens fødder og så er det ret interessant at se, om det igen giver de samme næsten-regelmæssige (plukke)veer og om de holder ved den her gang....

Så ramte vi termin! Hvor er det vildt – det føles jo som om, det var i går, at vi stod og kiggede på de to lyserøde streger og tænkte: “ej, så heldige er vi ikke – det kan ikke være rigtigt, vi prøver igen i morgen”. Men rigtig var det og så heldige var vi tilsyneladende! Blot 14 dage efter vi haft snakken om, hvorvidt vi var klar og følte, det var det rigtige tidspunkt i vores liv, stod vi med de to livsforandrende streger og nu 9 måneder senere, har vi allerede ramt termin. Hvor blev tiden dog af? Jeg ved godt, at jeg tidligere har “brokket” mig over, at tiden går for langsomt og det er lettere...