Juledagene er blevet tilbragt sammen med en masse familie. D. 24. tilbragte vi som sagt herhjemme me
Se næste indlæg >
Måske problemet titter frem her?
Noam er begyndt at hoste helt frygteligt, så meget at vi i går ringede til lægen, som straks bad os komme. Heldigvis var der intet at finde hverken på lunger eller ørerne, som hun også kiggede på, men vi skulle endelig komme igen, hvis det blev værre.
Men da vi så kom hjem, mærkede Heine tilfældigvis lige i Noams mund og sørme om ikke Noam har fået sin aller første tand! Det er jo vildt stort og (desværre) endnu et skridt mod at blive en rigtig lille dreng og ikke længere en baby..
Indsæt selv et billede af en tand her 😉 det er jo KOMPLET UMULIGT at tage et billede af, når han bliver tosset, når jeg vil kigge i munden..
Straks tænkte vi: “ork det har han da taget pænt”, men måske det værste bare slet ikke var begyndt: Noam fik feber i går aftes, kunne slet ikke falde til ro, skreg og græd og var helt utrøstelig. Først kl 21.30 faldt han i søvn inde i vores seng, hvor vi havde slået lejr, men alligevel har jeg stort set været oppe hele natten med en ulykkelig dreng, der hoster og hoster, spytter sutten ud, græder og halvsover. Om feberen skyldtes tanden eller hosten vides jo så ikke, men for pokker hvor var det synd for ham og jeg hader allerede tanden en lille smule 😉 .. Det positive er så, at Noam syntes, det er møgsjovt at få børstet den!
Men de sidste 2 uger har Noam altså mere og mere nægtet alt sin mad: morgenmaden er halveret, rugbrød er slet ikke til diskussion og selv aftensmaden skal pludselig moses så meget, at det føles som om, at vi er røget flere skridt tilbage i udviklingen. Alt, der har haft den mindste konsistens eller klumper, er blevet spyttet ligeså hurtigt ud, som det kom ind. Oveni madproblemer har han været noget så tryghedssøgende – mere end normalt. Faktisk har han været ret ked af at blive lagt til at sove i barnevognen, men til gengæld har han lagt sig til at sove i mine arme på sofaen, hvilket ellers ikke er sket de sidste.. 6 måneder! Ærlig talt er det skide hyggeligt og i al hemmelighed nyder jeg, at vi pludselig får taget en lur sammen sådan hist og pist.
Men måske det har været pga den kommende tand og dermed ømme gummer? Det kunne da i hvert fald forklare det! Jeg håber inderligt, at det i hvert fald snart vender og vi får vores madglade dreng tilbage.
Åh, hvor hårdt. Og synd for jer begge. Godt han kan få lidt tryghed hos sin mor. Dicte sover stadig på arm nogle gange, og nogle gange om natten, når jeg lægger hende tæt på mig for at amme, så lægger hun sig til at sove, fordi hun bare trængte til nærhed. Det er hyggeligt. Nyd det bare. 🙂 Selvom jeg selvfølgelig også håber Noam snart er frisk igen.