
Noam er blevet så god til at lege selv. Han hygger sig virkelig med sit legetøj, at åbne og lukke skuffer og gå rundt om sofaen. Men det er altså ikke ensbetydende med, at det er blevet “nemmere”, fordi man ikke længere behøver sidde nede ved ham hele tiden, faktisk syntes jeg tværtimod, at jeg skal holde meget mere øje med ham, fordi han jo både kravler og rejser sig op ad alt og går rundt om det og det er aldrig et godt tegn, når han pludselig er stille. Selvom jeg måske egentlig ikke tænker så meget over larmen, springer jeg alligevel op fra sofaen i samme øjeblik, den stopper! Og det var netop dette syn, der mødte mig...