Vi tager da bare lige en tur mere..

Hele dagen i går foregik som sagt på sofaen med en meget afkræftet Noam, der bestemt ikke ville drikke sin pædialyte. Vi snakkede med børneafdelingen et par gange og fortalte, hvordan det stod til med ham og de foreslog sukkervand eller saftevand i stedet for pædialyten. I løbet af eftermiddagen fik vi ganske lidt mad i ham, som han holdte i sig, men om aftenen virkede det til, at han havde meget ondt i maven og vred sig, skreg og græd og vi endte med alle at gå i seng kl 21, efter han havde fået panodil.

I morges tog Heine så på arbejde, men jeg måtte hurtigt kalde ham hjem igen. Noam begyndte nemlig at kaste op igen, han havde fortsat feber og da jeg ville tage tøjet af ham fyldt med opkast, faldt han fuldstændig i søvn. Han virkede ret slatten og havde ikke haft en tisseble siden aftenen inden og meget bekymret ringede jeg til vores egen læge, fordi vi fra kl. 8 i morges ikke længere måtte kontakte børneafdelingen direkte, men skulle starte forfra med en henvisning. Sekretæren i telefonen lød ligeså bekymret og ville straks have Noam ind til en undersøgelse, så hjem kom Heine og hurtigt var vi nede ved lægen, hvor vi fik lov til at vente i et rum for os selv, fordi Noam igen havde kastet op, netop som vi gik ud ad døren. 

Lægen kastede kort et blik på ham og sagde, at han virkede godt nok meget slatten og spurgte ind til hele forløbet. Jeg forklarede, at de ikke ville indlægge ham, fordi de ikke vurderede ham til at være nok dehydreret, hurtigt løftede lægen telefonen og sagde: “Så kan de få lov til at gøre det nu”. Lægen snakkede med børneafdelingen og fortalte om sine observationer, mens han skyndte sig skrive en henvisning ud til os, hvorpå der stod, at Noam var dehydreret og skulle indlægges. 

Vi skyndtes os selvfølgelig til Viborg, hvor jeg hurtigt fik udfyldt endnu et papir ang. oplysninger til indlæggelse og der gik ikke længe, før vi fik en seng til ham og plads i et af værelserne sammen med andre børn. Sygeplejersken spurgte ind til pædialyte og vi fortalte, at han bestemt ikke ville drikke det, hvorefter hun blot sagde: “Men vi kan da prøve en af de andre smage?” Jeg må indrømme, at jeg i det øjeblik blev ret forbavset, fordi vi netop havde spurgt lørdag nat, om der virkelig ikke var andre måder at få væske i ham på uden, at tvinge det i ham og der havde svaret været et kort og kontant “Nej”. 

Den nye pædialyte lugtede meget syntetisk og sødt og Noam slugte det i sig og blev faktisk ret ked af det, hver gang han ikke måtte få mere. Vi skulle med 5 minutters interval give ham 10 ml og fortsætte sådan i 4 timer, hvor han intet andet måtte få. Sygeplejersken forklarede, at hvis han kastede op, var pædialyten så hurtigt rundt i systemet, at han ville bibeholde 30 % i sig. Mens vi ventede på en børnelæge, lagde Noam sig til at sove og fik derfor pædialyten i en sutteflaske i søvne frem for i en lille medicinkop – ingen sprøjte, ingen tvang den her gang.

Jeg må indrømme, at børnelægen godt nok ikke hørte meget efter. 3 gange måtte jeg forklare hende, at han startede med at kaste op fredag aften og tidlig lørdag morgen havde han også diarre. Hun spurgte også adskillige gange, om han så slet ikke havde fået væske siden lørdag?! I så fald havde jeg da ikke ventet til mandag! Vi blev bedt om at lægge Noam på briksen, tage lidt af tøjet af ham og vække ham. Bleen var i mellemtiden blevet tisset i, men Noam vågnede fuldstændig panisk og hysterisk op, han var helt rød i hovedet af at skrige og græde, han sparkede fra sig og var komplet utrøstelig, så hele undersøgelsen foregik med skrig og skrål, men da vi skulle have taget hans temperatur efter undersøgelsen, ville sygeplejersken vente med at give ham ble på, så hele to gange tissede han op og ned ad mig – hurra! Aldrig før har han tisset på mig og aldrig før ville jeg nok have været så glad for det. Børnelægen vurderede ham ikke til at være dehydreret og hun syntes, at vi bare skulle tage hjem med et par flasker (af den rigtige) pædialyte i hånden og med beskeden på at give ham panodil hvert 6. time det næste døgn uanset temperatur. 

Mens vi gjorde klar, gik vi en kæmpe undskyldning fra sygeplejersken på vegne af sin kollega lørdag nat. Hun var helt og aldeles forundret og forarget over, at vi ikke havde prøvet nogle af de andre pædialyter, men i stedet skulle tvinge det i ham – hun kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor når der var andre måder og mente bestemt heller ikke, at det gjorde tingene lettere. Derudover undskyldte hun også for, at de ikke havde ringet mellem 8 og 9 som lovet, men vi i stedet måtte kontakte dem kl 10, men lovede, at hun personligt ville ringe os op i morgen mellem 8 og 9. 

Med lettere ambivalente følelser tog vi derfor endnu engang hjem, egentlig var han lidt mere klar i hovedet, han drak glædeligt uden tvang og han havde tisset. Og i al den tid, vi havde været der, havde han ikke kastet op. Men vi nåede kun lige ind ad døren herhjemme, før det igen stod ud af ham. Hele eftermiddagen har han sovet og det lader bestemt ikke til, at han kommer i dagpleje i morgen.