Lillebror driller..

Frem og tilbage og om igen

Da Noam nærmede sig 6 måneders alderen, oplevede vi den første periode med separationsangst. Han var frygtelig morsyg: jeg måtte på intet tidspunkt være ude af syne, uden tårerne stod ud af ham. Jeg måtte ikke engang så meget som sætte mig op i sofaen, mens han sad på legetæppet ved siden af, uden han blev noget så ked af det. Det var kun mig, der duede, og det var kun mig, der var påvirket af hans separationsangst.
Perioden varede lidt tid og gik så over igen. Men da vi ramte februar, blev han pludselig farsyg. Det var ret uheldigt i forhold til Heines arbejdsskema, der betød, at Noam ikke så ham hveranden dag og hver 4. uge 3 dage i træk. Så det var egentlig meget godt timet, at Heine valgte at gå på barsel, så ham og Noam kunne få en masse kvalitetstid sammen. Samtidig var det ret heldigt timet med, at jeg var blevet gravid, kvalm og meget træt. Det gav mig mulighed for at få lov til at hvile på sofaen ind i mellem, uden Noam sagde noget til det, for det var kun Heine, der duede. Men alligevel må jeg indrømme, at det var hårdt at se, hvordan han pludselig foretrak Heine. Og det tror jeg også, at Noams bedsteforældre syntes. De kunne sagtens bruges, hvis Heine ikke var til stede eller til at se nogle steder, men var han i nærheden, veg Noam ikke fra hans side. 
Det blev selvfølgelig bedre og bedre, og farsygheden forsvandt, men så tog vi til Mallorca. Jeg husker egentlig ganske godt problematikken, fra dengang jeg selv var på ferie som barn. For når man er lyshåret, er man bare ganske interessant, når man er i udlandet. Hele tiden skal håret røres ved, og man kan ikke være i fred nogle steder. Det samme var derfor gældende for Noam, og det var fuldstændig ligegyldigt, om vi var på restaurant, eller om vi gik forbi rengøringsdamen om formiddagen. Han fik bare ikke fred for fremmed. Det betød desværre, at han blev meget meget genert og slet ikke ville have med nogen at gøre, da vi kom hjem udover os. Pludselig var han bare meget forældresyg og havde brug for rigtig meget tryghed. 

Nu er det hele så vendt igen, og Noam er – på det absolut dårligste tidspunkt – blevet meget morsyg igen. Jeg indrømmer gerne, at jeg nyder, at jeg er den, han går til. Jeg elsker, at han vil putte, kramme og mysse hele tiden. Jeg elsker, at det altid er mig, han hiver op om morgenen, mig der skal putte ham, mig der skal nusse ham og mig, der skal komme med et sted hen. Men med under 3 uger til termin kunne det bare ikke være dårligere timet. Og så tror jeg, at det tager lidt hårdt på Heine, der har været vant til, at det var ham. Det forstår jeg selvfølgelig godt, for jeg har jo selv oplevet det, og netop derfor er det så fantastisk at føle, at man igen duer og farsygheden er long gone. 

Men det er meget morsyge, vi oplever. Så meget at Noam faktisk forleden holdte fast i mig, da jeg prøvede at putte ham. Med lidt overtalelse fik jeg lov til at lægge ham ned, men straks tog han min finger, og selvom jeg prøvede at fortælle ham, at jeg nok skulle blive der, holdte han – hårdere og hårdere – fast, og til sidst kunne jeg mærke, hvordan blodet ikke længere kom ned til fingeren. Det er så meget morsyge, at han knuger sig ind til mig om aftenen, når jeg spørger, om jeg må få en godnat-mysser, og Heine står klar til at putte ham, præcis som han plejer, når det er hans tur. Men i stedet for at Noam springer op i hans arme, græder han så snart, Heine gør den mindste anmærkning til at tage ham.

Så jeg er en anelse nervøs for, hvad det betyder i forhold til lillebror, dårlig samvittighed og søskendejalousi, eller om vi blot starter forfra, og vupti – så er han farsyg igen? Her i slutningen af graviditeten er det naturligvis hårdt at rejse og sætte sig fra gulvet konstant, fordi der skal findes nyt legetøj, nye biler eller mere lego frem, som skal leges med, eller noget skal undersøges. Det er unægtelig også hårdt at løfte på ham eller bukke sig indover sengen, så jeg kan putte ham om aftenen. Men jeg nyder, at jeg er favoritten for tiden, selvom det måske er ledt sagt. Men jeg ved, hvor hurtigt den ene periode kan overtage den anden.

3 kommentarer

  • Britt

    Må indrømme, at jeg trækker lidt på smilebåndet, når jeg læser, at du simpelthen er misundelig, når Noam favoriserer sin far….. Har endnu ikke mødt en, som ønsker at være den, som er offer for klynk og pyller, hvilket det jo i bund og grund er, hvis vi nu kalder en spade for en spade…
    Mht. til separationsangsten: Bliver nok ikke just populær ved at skrive det her, hvilket også er helt okay, men I har måske ikke selv set det fra dén vinkel. Men jeg tænker, om Noam, fordi han er så kort tid i dagpleje og har været der minimalt siden han startede, knytter sig stærkere til jer?? Hvilket gør det sværere for ham at rumme forandringer i sin egen udvikling, hvorfor han klynger sig til en af jer, som han ser som sine problemløsere??
    Pøj pøj med pyllerprinsen…

    Har lige læst min kommentar igennem, og synes måske intensionen bag kan misforståes, men det skal den ikke – nogle gange er ting bare svære at skrive ned uden at det kan tolkes forskelligt afhængig af dén som læser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er nu heller ikke pyller og klynk, jeg har savnet, men det har da helt sikkert været hårdt at se, at han hellere vil trøstes af sin far, være oppe ved sin far, puttes af sin far og lege med sin far – alle de der ting, der bare følger med, når man i en periode er farsyg. Men allermest har det været hårdt at se hans reaktion, når Heine har forladt rummet, hvad enten det er for at smutte på arbejde eller blot på toilet. 🙂

      Gudskelov knytter han sig mere til os end dagplejen – andet ville kun gøre mig ked af det 😉 .. Noam har indtil sommerferien været i dagpleje fra 7.30-11.30 med en fast, ugentlig fridag. Efter sommerferien er han der nu fra 8.30-14.00 igen med en ugentlig fridag og kort dag om fredagen, hvor jeg henter ham kl 11.30. Jeg ser det som et kæmpe privilegie, at vi har den mulighed, men allerhelst havde jeg da foretrukket et halvt års barsel mere med ham. Noam er virkelig glad for Kirsten, vores dagplejer, han løber selv ind ad døren om morgenen, hen til Kirsten, vinker og kysser pænt farvel. Så han har bestemt ikke haft problemer med at knytte sig til hende 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hov nej – han bliver fortsat afleveret kl 7.30 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lillebror driller..