Held i uheld

Jeg har vidst aldrig fået fortalt, at vores dagplejer har ferie i den her uge? Det lagde op til en del bekymringer under graviditeten, fordi vi jo ikke anede, hvor gammel Theo ville være, og hvordan Noam ville tage den her store omvæltning ved at blive storebror. Noam har nemlig aldrig prøvet at være i gæstedagpleje.

Det har været rigtig vigtigt for os at fastholde så meget af hans hverdag som muligt, så vi var helt enige om, at han ikke skulle starte ud med at være i gæstedagpleje nu. Derfor snakkede Heine med sit studie, som viste kæmpe forståelse og gav ham en uges ekstra barsel, så både han og Noam er hjemme hos mig og Theo i den her uge.

Og for at rigtigt hygge om Noam har vi lavet en masse planer. Lørdag var jeg alene med drengene, mens Heine var så sød at smutte til Sebra lagersalg for mig ? desværre fuldstændig forgæves. Søndag var vi forbi mine forældre, og for første gang havde vi Theo med ude ? det gik egentlig meget godt, indtil vi om aftenen spontant spiste med hos min søster, og der blev det uden tvivl for meget for Theo, mens Noam nød selskabet fra min nevø og niece. Mandag var ren hyggedag herhjemme. Tirsdag gik Heine i gang med nogle projekter på Noams juniorværelse, som jeg nok skal vise senere. Og i går var Noam og jeg på jagt efter ænder med en pose fyldt med brød ? desværre fandt vi (overraskende!) ikke en eneste, men vi fik en rigtig god gåtur ud af det, og jeg tror, at Noam nød godt af at have sin mor for sig selv, mens Heine var alene hjemme med Theo, som var blevet spist godt af, inden vi smuttede.

Inden da havde vi besøg af sundhedsplejersken, Gitte, som simpelthen var så sød og imødekommende og fuldstændig forelsket i begge drenge. Hun nåede lige at møde Noam, inden han sammen med Heine skulle ned til lægen for at kigge på en betændt finger, og han charmede hende fuldstændig. Theo fik enormt meget ros: hun syntes, at han er meget stærk i kroppen, og så var hun ret imponeret over hans gode øjenkontakt, og hvor meget han gerne vil snakkes med. Derfor kom det heller ikke spor bag på hende, at vi allerede fik det første bevidste smil d. 2. november, da Theo var blot 17 dage gammel. Hun vejede Theo til hele 4400 gram og målte ham til 54 cm, så han vokser virkelig godt, og selvom man er inderligt stolt, er det også lidt vemodigt, at det går SÅ hurtigt! Han skal jo være min lille baby i mange år 😉 .. Derudover snakkede vi lidt om mødregruppe, hvordan Noam tog det hele og ellers hygge-snakkede lidt.

I dag har Noam og Heine været et smut i svømmehallen og i eftermiddags kom pigerne fra min (oprindelige) klasse forbi til barselsbesøg. I morgen smutter vi til HerningCenteret, hvor der er legeland. Lørdag fejrer vi Mortens aften hjemme hos min far og hans kone med mine søskende, og søndag har vi planlagt en tur i skoven efter kastanjer. Og så er den uge ellers gået, og vores hverdag starter for alvor med Heine på studiet og mig herhjemme med lille Theo-trolden.