Det er tydeligt at mærke, at foråret er på vej. Fuglene synger, himlen er blå, og de gange, hvor solen skinner, får man faktisk en varm fornemmelse i hele kroppen. Det betyder nyt overskud og energi og ikke mindst lyst til at gå ture i det blå med mine mange drenge.  Noams dagplejer bor omkring 2,5 km væk fra os, og selvom det ikke syner af meget, er det en styg ren-op-ad-bakke tur for lille dreng på 22 måneder. Vi har endnu ikke fået en søskendevogn, men vi er begyndt at sælge ud af vores vognpark, så der både vil være plads og råd til en søskendevogn til sommer. Men allerede nu begynder vi at føle et behov for en,...

? ?

Det bedste Noam ved lige for tiden er uden tvivl biler. Og jo flere jo bedre så vi andre kan lege med. På Noams gamle værelse havde vi lavet en bilbane til ham, og sådan en skulle han naturligvis også have på det nye værelse – især nu hvor han er så begejstret for biler.  Bilbanen er lavet af klæbefolie købt i Bauhaus og ulig den gamle har den her altså både fået striber og rundkørsel, men mangler et fodgængerfelt eller to. Det er ganske simpelt selv at lave, og kun fantasien – og værelsets størrelse – sætter grænser. Det eneste, man bør være opmærksom på, er at vaske og støvsuge gulvet, inden man sætter folien fast på gulvet, ellers...

Theo fyldte i søndags fire måneder. F I R E måneder. Det er jo vanvittigt! Aktiviteter: Det går stærkt herfra, han øver sig nu ihærdigt i at komme fra ryg til mave, og det er da også lykkedes nogle gange, hvis jeg har lokket med lidt legetøj. Derudover er han virkelig blevet stærk i ryggen, og holder jeg ham i hænderne, en øvelse sundhedsplejersken er fortaler af, sætter han sig som regel selv op – og ellers går han sjovt nok i bro. Han er begyndt at være ret så glad for flyveture, og han er ét stort smil, når vi slår kolbøtter med ham, hvilket Noam også syntes er hylemorsomt, når vi gør. Theo er blevet ret så god til...

Planen var jo sådan set at samsove. Men Theo blev ved med at vågne hver 2. time konsekvent for at spise, så vi tænkte, at det var et forsøg værd at putte ham i hængevuggen for at se, om han mon sov bedre der. Vi tænkte, at det måske var duften af min mælk, der vækkede ham eller bevægelserne fra os i seng. Han sov delvist bedre i hængevuggen, men måske det blot var alderen, måske det var ren held. Der var ikke rigtig en rutine i det, og efterfølgende har han også taget lange stræk ved siden af mig. Men det blev et kort gensyn, for med Theos 61 cm og hængevuggens lille liggemål, blev pladsen allerede så trang,...