Noam havde den klassiske rumdeler på sit babyværelse, hvor den stod på langs. Men
Se næste indlæg >
Babies ruin bodies
“My body made me a mother” er pointen i denne bloggers indlæg, som det her indlæg præger stor inspiration af. Det er også pointen her: min krop gjorde mig til en mor.
Jeg har før nævnt min post-graviditets krop og særligt mine strækmærker. For lige netop strækmærker fyldte rigtig meget i mit hoved i min første graviditet, og jeg frygtede dem inderligt og håbede, at jeg kunne holde dem væk ved at investere i diverse dyre olier og cremer. De første strækmærker viste sig i tredje og sidste semester, men det var først i overtiden, at de for alvor gjorde sit indtog på min krop. Og jeg græd – det gjorde jeg. Jeg var møghamrende ked af det og følte den største uretfærdighed. Men jeg har været heldig – virkelig heldig.
For det kan godt ske, at strækmærker ikke er det kønneste i verden, men det er mine to sunde og raske drenge tilgengæld. Det kan godt ske, at jeg med en vis usikkerhed ifører mig en badedragt til babysvømning, men i virkeligheden oser jeg af stolthed. Stolthed og kærlighed til de her to smukke børn, som min krop bærer tydeligt præg af at have båret. Lige der under hjertet.
Til daglig tænker jeg ikke så meget over strækmærkerne mere. I hvert fald ikke på en negativ måde. Jeg mærker dem og mindes tiden, den mest magiske tid af dem alle, når jeg har været i bad, ser mig i spejlet og tager tøj på. Jeg mærker kløften i mit maveskind, mens jeg tænker på hvert et spark, hvert en bevægelse og hikke inde fra maven. Jeg mindes, hvordan jeg en dag fik grebet fat i Noams fod, der stod ud af siden på mig, og jeg mindes Theos mås, der sad godt oppe under ribbene og gjorde mig pokkers forpustet selv i siddende stilling. Jeg mindes, hvordan Heine lyttede efter Noams hjerteslag med et køkkenrullerør, hvordan Noam puttede sig op ad sin kommende lillebror og de uendelig mange forsøg på at filme de vilde, alien lignende bevægelser.
Mine strækmærker blev rigtig fine efter Noam: jeg plejede dem og sørgede for, at de ikke fik sol det første år. Det var ikke længe, de fik lov til at hele, før jeg igen var gravid, og også i graviditeten med Theo smørrede jeg dem og undgik solen. I dag er de igen rigtig fine: langt de fleste er usynlige, mærkbare kløfter, men der er også få, der endnu er store og røde, som blot mangler tid til at blive “fine”.
Der er ingen tvivl om, at jeg kan finde en pokkers masse fejl ved den her kedelige mor-krop, jeg har tilegnet mig. Ej heller tvivl om at jeg med to graviditeter i streg trænger til en gevaldig opstramning. Og skal jeg være helt ærlig jubler jeg da ikke over den manglende fylde i mine bryster, hvordan min mås føles fladere end aldrig før, hvordan mine hofter vokser med en halv meter pr barn, den ekstra fylde på maven, eller hvordan jeg fælder som aldrig før. Men der er slet ingen tvivl om, at jeg da umuligt kan eller bør være flov over, hvad min krop har givet mig, eller hvad den bærer præg af at have været igennem.
“A mark for every breath you took, every blink, every sleepy yawn. One for every time you sucked your thumb, waved hello, closed your eyes and slept in the most perfect darkness. One for every time you had the hiccups. One for every dream, you dreamed within me. It isn’t very pretty anymore. Some may even think it’s ugly. That’s ok. It was your home. It’s where I first grew to love you, where I laid my hand, as I dreamed about, who you were and who you would be. It held you until my arms could, and for that I will always find something beautiful in it”
Skidt med strækmærker og løst maveskind. De er et bevis for hvad de krop har kunne præstere. Nemlig at skabe liv og bringe det til verden. Der er mange der gerne vil påtage sig alverdens strækmærker, hvis de blot kunne blive gravide.
Jeg er selv sluppet uden strækmærker fra første graviditet, men har til gengæld en del ekstra kilo samt en masse løst flæsk, som jeg bærer rundt på i min anden graviditet. Men skidt med det. Det skal jeg nok få glemt, når jeg ser endnu en guldklump i mine arme inden længe..