Har I fulgt med her på bloggen, ved I, at vi har haft et projekt inde på Theos vær
Se næste indlæg >
Vi gør det lige lidt anderledes
Måske I har læst det her indlæg, men uanset hvad er det nok en god ide enten at læse eller genlæse for at forstå det efterfølgende.
Lad mig starte med at fastslå: det her handler ikke om at dømme andre, men udelukkende vores følelser og vores familie.
Der er en åbenlyst debat om institutionsbørn vs hjemmebørn overalt for tiden. Nogen vil måske føle, at der bliver peget fingre, men for mig handler debatten mere om, at vi har nogle samfundsmæssige strukturelle problemer, og at der findes alternativer, hvis man som os ikke har lyst til at følge strømmen. Var det ikke for debatten, havde vi slet ikke opnået det resultat, vi har. Måske det er en anelse naivt, men ikke desto mindre usandt af den grund.
I mit førnævnte indlæg fortalte jeg om mine følelser omkring Noams institutionsstart, og det vil jeg derfor ikke komme yderligere ind på. For jeg tror ikke, at der er nogen, som er i tvivl om dem. Men jeg nævnte også, at jeg har nægtet at skrive Theo op til spor, selvom det i en periode ærlig talt virkede som om, at jeg blot udskød den sorg.
I nogle kommuner kan man som sagt få et tilskud til pasning af barn i eget hjem, og ønsker man som os netop at holde sit barn hjemme i længere tid end det efterhånden gængse, er det helt sikkert værd at undersøge, hvad tilskuddet lyder på. I Silkeborg er det knap 1700 kr, og det vil derfor slet ikke kunne løbe rundt for os, når vi derudover blot har su som indkomst. Derfor virkede det i første omgang som om, at det var en tabt kamp, før den overhovedet var begyndt.
Men med en smule stædighed, kreativ tænkning og hjælp fra diverse facebook grupper fandt vi et smuthul, der alligevel har gjort det hele muligt.
Faktisk viste det sig, at vi havde to muligheder. Den første, vi blev præsenteret for, var, at vi kunne søge om, at Heine blev privat dagplejer. Som jeg påpegede i mit indlæg, har jeg nemlig ikke mulighed for at udskyde min uddannelse yderligere, idet læreruddannelsen er ændret, og mit fag derfor ophører. Det er altså sidste chance for at tage faget her til sommer, og gør jeg ikke det, vil jeg ikke komme ud på den anden side med det resultat og de muligheder, jeg ønsker. Derfor skulle være Heine, der skulle søge. Når man som os har 2 børn under 3 år, kan man nemlig ansøge om at blive privat dagplejer med en faktisk ret fin løn – uden at skulle have andre børn ind. Det ville selvfølgelig kræve, at vi tog Noam ud af dagplejen samt at Heine skulle udskyde sin uddannelse. Sidstnævnte var han ikke vanvittigt begejstret for, men villig til, hvis der ikke var andre muligheder. Men hev vi Noam ud – hvilket virkelig har været fristerende – ville han naturligvis opgive sin plads hos Kirsten, en plads som vi ønsker til Theo. Derfor valgte vi, at muligheden her ville blive vores back-up plan.
Heine er netop gået på læseferie fra første år på HF, hvor han går, fordi han i sin tid aldrig fik færdiggjort sin studentereksamen. Han har dog færdiggjort nogle fag, og derfor er det ikke alle fag, han læser. Og det er nok her, at kreativiteten for alvor havde betydning, og vores valg er desværre langt fra en mulighed for alle. Jeg har desværre ikke fundet en måde, hvorpå alle andre får samme muligheder, men jeg har arbejdet og knoklet for at finde mulighederne for os. Det har til tider føltes som at lede efter en nål i en høstak så at sige, men måske det kan inspirere andre, der også ønsker disse muligheder, til at gøre det samme.
Når Heine er færdig med eksamen, sommerferien er slut, og hans sidste studieår begynder, vender han ikke tilbage til skolen. Han skal fortsat være studerende jo, men han har valgt at tage 2. år som fjernstudie. Det er selvfølgelig langt fra alle, der har den mulighed, og det var også lige ved, at vi heller ikke havde. I Silkeborg kunne de sagtens tilbyde Heine at studere på fjernstudie, men han måtte ikke få sin su med, hvilket selvfølgelig er en nødvendighed for os. Tilfældigvis blev vi tippet om, at det tilbyder de i Århus og Haderslev og efter en samtale med begge valgte Heine at være tilknyttet Haderslev, som ikke kræver fremmøde et par gange om måneden. I stedet vil Heine få udleveret sit pensum, læse og skrive opgaver, når det passer ind og i øvrigt have korrespondance med sine lærere via Skype. Så langt så godt for han skal jo selvfølgelig stadigvæk studere.
Det er vist ingen hemmelighed, at der er mange nedskæringer overalt og hverken lærerfaget eller uddannelsen er en undtagelse. Mit studie minder mere og mere om et selvstudiet med 1-3 faste, ugentlige fridage. Men det er netop kombinationen af Heines fjernstudie og mine fridage, det gør det muligt at holde Theo hjemme et år mere.
Dermed skal Theo først af sted i dagpleje hos Kirsten til april næste år, når Noam begynder i børnehave. Her vil han starte ud med få, korte dage og en lang sommerferie, indtil han i august for alvor vil blive et 8-14 dagplejebarn, når mit fjerde og sidste studieår starter og Heine for alvor begynder på sin uddannelse. I mellemtiden vil jeg stå for Theo på de dage, hvor jeg har fri, mens Heine har ham de dage, hvor jeg har undervisning. Og Noam? Jo, han vil selvfølgelig også nyde rigtig godt af det med få, korte dage og faste fridage.
Det er meget forskelligt, hvad folks reaktion har været. Enten har folk været meget henrykt og glade på vores vegne, men andre har også udvist bekymring ift Theo og socialisering. For det første har Theo en storebror, som han både dagligt leger og har kontakt med. Dernæst har vi selvfølgelig venner og familie med børn på samme alder, som vi ses med. Men endeligt betyder det jo ikke, at vi fra august af isolerer os og sidder i et hjørne i mørkt rum og kigger på hinanden. Nej, der er masser af muligheder for, at Theo bliver socialiseret: vi har planer om ugentlig legestue, babysvømning osv. Han skal nok blive socialiseret – det er bare i selskab med enten mor eller far.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver benhårdt for os at jonglere to studier, et hjemmebarn og dagplejebarn med minimale timer, men det er sådan, vi ønsker at gøre, og så må vi blot knokle det ekstra. Men vi har svært ved at få armene ned igen. Det har været en følelsesmæssigt rutsjetur, som vi kom ud på den anden side af med masser af gåpåmod. Det har været som at finde krukken for enden af regnbuen, og jeg kan ikke lade vær med at være mere end lykkelig over, at det hele lykkedes os og blev, som vi inderligt ønskede.
Jeg synes at det er en fantastisk løsning i har fundet og uden tvivl misundelig! Jeg håber virkelig at det hele kommer til at gå som i ønsker, så i både kan få passet børn og gennemført uddannelserne! 🙂