En kjole, to drenge

Når det hele ramler sammen

Efter 10 dage med høj feber, tynd mave, tandfrembrud og masser af hygge kørte Heine Noam ned til dagplejen mandag morgen. Men det var en lukket og låst dør, de kom til. Hurtigt fik jeg ringet dagplejekontoret op, og det viste sig, at Kirsten faktisk har ferie hele den her uge. Det er helt sikkert vores skyld – Heines hukommelse er svær at prale af, og her midt i min ammehjernen glemumer jeg at få skrevet tingene ned. Jeg sagde til damen på kontoret, at hun fint kunne slette Noam fra gæstepladsen – noget, vi aldrig har benyttet os af – for jeg er jo barsel og Heine på læseferie. 
Så langt så godt. For i mellemtiden er Heine faktisk blevet ansat af et vikarbureau, der bl.a. står for eksamensvagter rundt i landet, og ret hurtigt havde han takket ja til to vagter her i ugen. Det kan til tider godt være lidt angstskabende at stå alene med en meget glad og entusiastisk (læs: larmende) 2årig og en på 7 måneder, der endnu nægter at falde i søvn i barnevognen – især når de to faktorer ramler sammen, og Noam gerne vil “hjælpe med putningen”. Hurtigt allierede jeg mig med en veninde, så vi kunne hygge om vores tilsammen fire børn en af dagene. 
Sjældent – og det har heller ikke været helt helhjertet – har jeg ønsket “Gid, Noam var i dagpleje”, men i dag var en af dem. For midt i det hele har Theo så fået 39,7 i feber, tynd mave og yderligere tandfrembrud, således tand nr 3 allerede er på vej indenfor 1 uge. Så i går stod jeg der i 11 timer alene med drengene, godt nok sammen med min veninde nogle af timerne, og i dag har jeg ligeledes været helt alene om en meget sløj Theo-hængetrold, der ikke rigtigt spiser, og en til gengæld meget hjælpende storebror i 8 timer. 
For Noam har helt sikkert været sød, kærlig og særligt omsorgsfuld overfor Theo i dag, mens han forsigtigt mærker ham på panden og fortæller mig, at han stadig er meget varm. Han har været tålmodig og hjulpet mig med at lave mad, undladt at brokke sig over bleskift, fundet på en masse lege og som altid inviteret Theo med i dem. Men han er kun 2 år, og han kan også få momenter, hvor han føler, at verden er imod ham, hvor han er brug for ekstra kys og kram, hvor han bliver ked af at skulle sove, og hvor det særligt føltes uretfærdigt, at Theo skal. 
Så det er hårdt – det er røvhårdt at stå der alene med to små pseudotvillinger, hvoraf den ene er syg og sløj og den anden meget gerne vil det hele. Og helst nu. Det er krævende, og det kan være svært at jonglere rundt med det hele.
Så da Heine fik fri i dag, kom han hjem til et meget rodet køkken, frokosttallerkner på bordet, spildt mad på gulvet, en sovende Theo og en glad Noam. Han kom hjem til alle mand intakt, vasketøjet ordnet, børnene spist af, glade og tilfredse. Men han kom også hjem til et ansvar: for hurtigt tog jeg ipaden og flygtede ind i soveværelset og efterlod ham med resten af huset. Så kan det godt ske, at Noam faktisk ikke helt kan lade mig være og Theo om lidt skal ammes, men lige nu har jeg “fri”. 

Billedet er selvfølgelig ikke fra i dag, for jeg har ikke haft tid til så meget som at tænke på at hive telefonen frem. Til gengæld er det fra i sidste uge, hvor Noam trods høj feber meget gerne ville lege og hygge med Theo. 

2 kommentarer

  • Puha, sikke en omgang, god bedring til hele styrken 🙂 Håber det vender snart.

    – Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Træls med sygdom – håber snart, det vender! Men det er en god mand, du har dig der, at han bare er klar til at være PÅ, når han kommer hjem <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En kjole, to drenge