Når det hele ramler sammen

MIIIIIIN!

Ønsker man at gøre sin 2-årige møg irriterende, skal man blot lære ham at sige følgende 3 sætninger:
  • “Min!” Og helst gerne med et medfølgende surt ansigtsudtryk, skinger, skrigende stemme og på grænsen til at trampe i gulvet.
  • “Gider ikke!”
  • “Hvorfor?” I ved – på den der rigtige irriterende måde, der kun kan få: “fordi jeg siger det” svar. 
Noam kan heldigvis ikke de to sidste – endnu. Gudskelov! For jeg forestiller mig, at den dag de tre bliver en daglig kombination, kaster jeg mig udover altanen. Eller som minimum får testet min tålmodighed til det yderste. Til gengæld kompenserer han ved at at brøle noget så højt, når han får at vide, at der er noget, han ikke må. Enten dét eller så kaster han sutten så langt væk som muligt for efterfølgende at kalde på den. 

“MIIIN” bliver brugt konstant og hele tiden, og ofte har det faktisk slet ikke nogen sammenhæng til situationen, men det er som om, at det blevet en refleks for ham at sige, når der er noget, som ikke helt passer ham. F.eks. når han for en gangs skyld leger politibetjent overfor Theo, eller når der er noget, han gerne vil have. Hidtil har han pænt sagt “be om”, når der er noget, han ønsker at få, men det er som om, at den her yderst bedårende jeg-kan-ikke-stå-imod dreng er blevet erstattet af den her til tider hysteriske 2-årige, der ikke er bange for at kaste sig hvor som helst ned på gulvet, dreng med masser af mange – irriterende – meninger. 

Det er sjældent, at han leger politibetjent overfor Theo og som regel er han faktisk enormt dygtig til både at dele med Theo og invitere ham med i en leg. Men ind i mellem hænder det, at det ikke lige passer ham, at Theo kravler hen og tager en ting, for selvom Noam hverken ejer den eller har intention om at bruge den, kan det alligevel falde ham – tilsyneladende – naturligt ind at skrige “Miiiin”, hvorefter han kigger meget forarget op på mig, og jeg atter må forklare ham, at det altså ikke gør spor, at Theo leger med dørstopperen, og at det i øvrigt slet ikke er nogens. 

Men så er der selvfølgelig også de gange, hvor det rent faktisk er hans dyne, jeg sidder på, eller hans sut jeg har i hånden. Men de gange savner jeg nu altså min dejlige, lille dreng, der med hans blide stemme og store, flotte, blå øjne kigger på mig og siger “be om”.

3 kommentarer

  • Ja, når man hører i kategorien “the terrible two’s” og er på vej mod at blive “threenager”, så er verden ikke altid nem, hverken for mor eller barn 😉 Kongen var enormt veludviklet sprogligt allerede i den alder, men det gjorde faktisk, at han kunne være endnu mere strid verbalt. Badutten bliver 3 til oktober, men er for det meste stadig bare nuttet – men han har heller ikke haft så meget sprog at gøre godt med på grund af ørerne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Kan desværre ikke trøste dig og sige det er en kort periode. Har en på 6,5 og 2,5 og det værste er nok at den lille begyndte på det tidligere end den store, fordi de efterligner. Man har dage hvor man tæller ned til at de bliver 18 fordi de så kan flytte hjemmefra. Men det er jo ogs deres start på løsrivelse fra os forældre, så selvom det er svært er det fordi vi gør det rigtigt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Som pædagog ved jeg jo godt, at de skal igennem den der selvstændighedsalder, og at det er et sundhedstegn at de har den periode. Og alligevel er jeg helt lettet over at læse at der ikke kun er min søn – du ved, mor til mor, og ikke i en fagbog. Så tak for dette indlæg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når det hele ramler sammen