Så er vi på den igen

Den seneste uges tid er Theo blevet væsentligt mere tryghedssøgende end normalt, og det er ret tydeligt, at han oplever seperationsangst. Men ligesom da Noam i selvsamme alder gennemgik det, var det kun mig, det “gik udover”. Heine oplever det slet ikke i samme grad, men han ser med på sidelinjen, hvordan Theo stikker i et skrig, når jeg går ud af rummet, ud af rækkevidde og især ude af syne.

Til forskel for Noam dengang møver Theo rundt som en soldat, og han kravler derfor straks op i mit skød, hvis jeg sidder på gulvet ved siden af han. Går jeg, kommer han kravlende efter mig og gør alle de tegn, han overhovedet kan på at ville op, og så er der ellers ingenting, og han er atter min glade, smilende og fjollede baby. Men lægger jeg ham ned, eller rejser jeg mig fra gulvet, kan han blive noget så ulykkeligt på et splitsekund.

Det kan være hårdt – men det hårdeste er nu alligevel at se, hvordan han bliver så påvirket og utryg, når han ikke er i mine arme. Og det er nok her, at alle forældre trøster sig med, at alting blot “er en fase”. Men samtidig er det som altid stort at se den forandring, ens baby gennemgår, og det er også enormt bekræftende, at han kaster sig i min retning med armene højt i vejret, hvis jeg går forbi ham, mens han er i Heines favn.

Indtil den såkaldte fase er ovre, kan jeg trøste mig med, at Heine nu er gået på sommerferie indtil midten i august, og så kan han da heldigvis lige hjælpe til med alle de ting, hvor det er knap så handy at have en 7 måneder gammel baby hængende i armene.