Jeg er her såmænd endnu

Jeg var noget så træt, og jeg faldt hele tiden ind og ud af søvnen – også midt i samtaler. Og så havde jeg ondt. Frygteligt ondt. Så hurtigt fik jeg noget smertestillende, lidt saftevand og tre mariekiks. 

Allerede inden operationen havde jeg hovedpine og kvalme, og jeg kunne sagtens mærke, at jeg havde ammet med 2 timers interval hele natten og intet spist siden kl 17.30 aftenen forinden. Men der var heldigvis minimal ventetid, og havde det trukket blot lidt mere ud, havde jeg fået et drop. 

Normalt kommer man hjem efter 3-4 timer, men jeg var dårlig. Så dårlig at der konstant vimsede 3 sygeplejersker rundt om mig, mens de snakkede om, hvor træt og bleg jeg var. De endte da også med at insistere på en indlæggelse, men jeg var stædig og holdte på at komme hjem. Først og fremmest er det der, man bare ønsker at være, men jeg følte heller ikke just, at jeg havde et valg. For det første havde jeg ikke pumpet ud til Theo, men det findes der da heldigvis løsninger på, men derudover har Theo aldrig fået tilbudt en flaske. Så hvad skulle jeg ærlig talt gøre? Sige farvel til Heine og Theo og ønske dem begge held og lykke den kommende nat, når Theo melder sig hver anden time og først finder ro, når han er i mine arme? For naturligvis har vi da forsøgt at strække ham om natten, men tager Heine ham op, skriger han i vilden sky – så højt, at han vækker Noam, der ellers sover fra alt. Og hvad så? Så skulle Heine stå der med én skrigende baby på armen, mens han forsøger at få et andet barn til at sove videre, der højst sandsynligt vil insistere på, at han er både frisk og sulten? 

Så jeg kom hjem. Sygeplejersken, der mest stod for mig, mente, at jeg er både sej og stædig, og sidstnævnte har hun nok ret i. Men sej føler man sig bestemt ikke, når man hvidere end væggen bliver kørt ud i en kørestol til bilen med en brækpose i hånden, mens man virkelig forsøger at holde fokus, så man ikke falder af.. Eller i søvn. Eller når man forsøger at komme i sit eget tøj igen, men må holde en pause med fare for, at den lille sandwich, man hurtigt fik kastet i hovedet, ryger op igen, og sygeplejersken står på den anden side af skillevæggen og siger: “Jeg ventede bare på, at det skulle ske. Du ser jo virkelig bleg ud!” 

Men Heine har heldigvis været en kæmpe hjælp, og ligeledes min mor, der hentede Noam fra dagplejen, hjalp med at lave mad, hygge og forkæle Noam og som først tog hjem om aftenen efter begge drenge var blevet puttet. 

I dag står Heine for alt – og han klarer det bare skide godt og helt uden brok, mens jeg ligger på sofaen med min lilla mave, store plaster og fortsatte smerte. Det er ret tydeligt at mærke, at bedøvelsen i maven er forsvundet, men i det mindste er jeg ikke ligeså svimmel eller rundt på gulvet, som jeg var, da jeg gik i seng i går. Det er begrænset, hvad jeg har måtte få af både smertestillende og kvalmelindrende, fordi der så vil være ammestop i 2-6 timer, hvorfor det heller ikke gjorde den store forskel på, om jeg blev derinde eller kom hjem. 

Om kort tid må jeg endelig tage plasteret af og gå i bad, men jeg har ærlig talt ikke særlig meget mod på at stå oprejst i længere tid – heller ikke selvom jeg er enormt spændt på at se, hvilken navle der gemmer sig.