Det er forsøget værd

Siden Theo blev født, har jeg ammet ham hver 2. time døgnet rundt. Man kunne fristes til at tro, at det da må have ændret sig, da han kom på fast føde i en alder af 6 måneder. Men nej – det kan tælles på en hånd, hvor mange gange han i sit 8 måneder gamle liv har sprunget en amning over om natten.

Først fjernede vi ham fra vores seng, hvor han lå i den babynest, jeg lavede dagen inden termin. Vi tænkte, at han måske vågnede af vores bevægelser, men det gjorde ingen forskel.

I takt med at han er blevet ældre, er amningen om natten blevet kortere og kortere, og jeg tror vitterligt ikke, at det handler om mad, men tryghed. Og det et det, der er så pokkers svært, for jeg ønsker jo ikke at gå på kompromis med hans tryghedsbehov. Jeg ønsker jo, at han skal få alt den tryghed, nærhed og kærlighed, han overhovedet kan rumme – og mere til.

Men han sutter i ganske få minutter, og så sover han videre. I to timer. Naturligvis har vi prøvet at give ham vand i stedet, men han har aldrig fået tilbudt en flaske, og det er som om, at en kop vand kl 2 om natten i mørket og en halvsovende, ked af det dreng bare giver en masse vådt tøj, lagner og dyner. Så det droppede vi – sjovt nok – igen.

Vi har også prøvet, at Heine giver ham sutten eller tager ham op, vugger, trøster og prøver at få ham til at sove videre. Men med det samme Heine rør ham midt om natten, sætter Theo i et kæmpe skrig. Så højt at han foruden at have vækket Noam adskillige gange sikkert også har været til gene for naboerne. Og han stopper ikke! Ikke før han atter er i mine arme, møffer, mens han søger og til sidst får brystet, hvor han slapper helt af og få minutter senere sover videre. Som sagt.

Derfor prøvede vi i sidste uge i ren og skær desperation at putte Theo på eget værelse. I virkeligheden er jeg ikke spor klar til at have ham væk fra mig i et andet værelse om natten, og bare tanken om at vade frem og tilbage hver anden time er drænende nok i sig selv. Men vi blev enige om, at det måtte da være et forsøg værd. For sæt nu, hvis det er lydene fra os, der konsekvent vækker ham med samme interval. Sæt nu, hvis jeg kunne få mere end 2 timers søvn af gangen. Tænk, hvilken mor jeg ville være! Hvilket overskudsmenneske jeg kunne blive.

Så vi puttede på Theo på eget værelse, men da jeg allerede ved anden amning oplevede, at jeg knap nok kunne stå, besluttede jeg mig for at tage Theo med ind og sove i mellem os. Og dér tog han faktisk 6 timer i streg! At jeg så ikke sov, fordi jeg konstant vågnede forvirret op og skulle se til ham, er en helt anden sag.

Men at komme på eget værelse betyder åbenbart herhjemme, at sengen ligeså fint bliver stillet på plads, mens babyen kommer tilbage i smørhullet. Der har endnu ikke været et mønster på nætterne, men den seneste uge har han sovet alt mellem 2 og 6 timer af gangen. Det er så underligt at vågne op og faktisk føle sig nogenlunde frisk efter 4 timers sammenhængende søvn. Og så er det ærlig talt møg hyggeligt at vågne op, fordi der ved siden af en ligger en lille baby på maven, der skiftevis kigger op og putter sig ned i madrassen, mens han smiler stort til en.