Til det sidste sundhedsplejerske besøg og BOEL-prøven var sundhedsplejersken, Gitte, l
Se næste indlæg >
Når drømme går i opfyldelse
Da vi for to år siden flyttede til Silkeborg, var det lidt af et sats. For det første skulle det gå hurtigt med at finde noget, da Heine besluttede sig for at ville studere, for ingen af os ønskede, at Noam skulle køres ind i én dagpleje for så senere at begynde i en anden. Derudover havde vi også kattene, så det var ikke nemt at finde noget, der opfyldte alle vores ønsker og i øvrigt tillod husdyr. Derfor måtte vi gå på kompromis, og det største var klart, at vi skulle sige farvel til vores have og hej til en lejlighed på 1. sal.
Til gengæld ville vi få to store, åbne altaner, som jeg håbede ville kompensere for haven, hvis jeg fik indrettet dem rigtig hyggeligt. Og det har jeg såmænd også. Men da vi så desværre var nødt til at skaffe os af med kattene, nærmede os den første sommer og Noam viste sig at være et kæmpe udebarn, blev det svære og svære for mig at forene mig med, at vi nu bor i lejlighed.
Når først man har haft have, kan det være virkelig svært at affinde sig med at sidde på en træ altan i høj solskin og kigge ned på de grønne omgivelser. Det føles både klemt og indelukket. Det har uden tvivl taget hårdest på mig – jeg har brokket mig ufatteligt meget og sukket efter følelsen af græs mellem tæerne. Og så har jeg haft noget så dårlig samvittighed overfor Noam, som hader, når vi er nødt til at vende hjemad efter en tur i det fri for at lave aftensmad.
Så da vi forleden gik tur med Elisabeth og hendes skønne familie i deres kvarter, gik vi tilfældigvis forbi de her mange, store og fine huse, der er ved at blive bygget. Elisabeths kæreste nævnte, at vi da bør flytte derud, og selvom jeg ofte har kigget på husene, har jeg aldrig tænkt over, at det kunne være aktuelt. Vi er som sagt begge studerende, så vi har hele tiden vidst, at der var lange udsigter til at købe hus og have – i hvert fald i de områder her i Silkeborg, som vi kunne tænke os at bo i. Men da det er vores nuværende boligforening, der bygger dem, dukkede der pludselig en masse muligheder op.
Hurtigt fik vi kontaktet boligforeningen, og endnu hurtigere var vi ude og vælge præcis dét hus, vi ville have. Og netop fordi husene er langt fra færdige, og vi har valgt at leje med forkøbsret, giver det os medbestemmelse og en masse muligheder.
Det har været så oplagt en mulighed for os på så mange måder. Huset ligger i Sejs, den anden ende af Silkeborg, et rigtig lækkert og attraktivt område, som både har vand og skov. Men derudover vil der kun være 5 minutters gang til toget, så når Heine om halvandet års tid skal studere i Århus, kan han være der på blot 30 minutter – alternativt kan han tage motorvejen, som allerede står klar til efteråret og så vil han være i Århus på kun 15 minutter.
Som bonus har naboerne allerede budt os velkommen, jeg tror, at vi har snakket mere med dem, end vi har med vores nuværende naboer – Heine sidder endda i Sejs og ser VM finale med dem her til aften. Men vigtigst af alt glæder jeg mig uendelig meget til at kunne åbne op for dørene ud til haven og sige til Noam: “Jeg kalder, når der er mad”.
Så sådan her kommer vores kommende hjem nogenlunde til at se ud – den største forskel på billedet af de først byggede, bosatte huse og vores er, at der ikke bliver en vej foran, men masser af grønt græs.
Hvor er det skønt, at kan få et hus, selv om i begge skal studere. Det er fantastisk, når drømme går i opfyldelse! 🙂