Jeg har ikke været alene med Noam i mere end maks 2 timer, siden Theo blev født. Det er
Se næste indlæg >
Når den store bliver lille
Man hører tit om de søskende, der er født med så kort en aldersforskel, at den store kan have svært ved at skelne imellem dem. Noam er desværre ingen undtagelse, og det har både været udfordrende, frustrerende og sat mine pædagogiske evner på prøve.
Men Noam ser bare alt, han opfanger alt og han observerer i den grad alt. Theo har jo naturligvis ligget meget på maven på gulvet og leget. Og det var egentlig det, det startede med. For pludselig lå Noam ved siden af ham på maven, og vi tænkte, at det var da alle tiders, at han gad ligge ved siden af Theo og hygge sig. For det gjorde de jo. Men pludselig begyndte Noam også at krybe, sige de samme lyde, ligge på maven i søskendevognen og ikke mindst grisse på samme måde ved aftensmadsmåltidet. I takt med at Theo er blevet ældre og har kunnet mere, som f.eks. at spise, har Noam kopieret mere og mere. Han griner og hygger sig, men det kan være frustrerende, at han pludselig også sidder og basker med armene, siger: “mmmmh!”, spiser med fingrene og vælter koppen med vand. Og det kan især være irriterende, at han pludselig brøler den samme høje lyd, som Theo netop har gjort.
Jeg har virkelig haft svært ved at se, hvad jeg dog skal gøre ved det. For den sidste sætning, jeg ønsker, der skal komme ud af min mund, er: “Du er ikke nogen baby!” Det er han selvfølgelig ikke, men behøver jeg virkelig være så striks? For det vil jeg ærlig talt føle mig. Jeg har ikke lyst til at hverken nedgøre ham eller det at være baby, og jeg har derfor forsøgt at forklare ham, at Theo er en baby og “Han har endnu ikke lært at spise”, og “Du er en stoooor dreng” – med enormt meget, overdrevet tryk på “stor”. Den går han med på, mens han fortæller mig, at Theo er en baby, men lynhurtigt gør han de samme ting igen. Måske burde vi have set den komme, for ligeså meget som han syntes, det er sjovt at lege baby, ligeså meget kravler han også rundt på gulvet og gør som en hund eller miaver som en kat.
Jeg spurgte derfor Gitte, vores sundhedsplejerske, til Theos BOEL-prøve om, hvad hun mente om situationen. Hun gav mig ret i, at Noam højst sandsynligt bare skal se, “what the fuss is about”, og hun anerkendte også, at det var ganske almindeligt, at han skal teste de ting, som Theo gør, for det kan nemlig være rigtig svært at forstå, at der er forskel på de to. Samtidig fortalte hun også, at Noam måske tror, at han vil få en masse opmærksomhed ved det, og lige netop dén sætning skar i hjertet. For jeg føler virkelig ikke, at jeg har overset ham, men det gør da ondt, hvis han selv føler det. Vi oplever ingen form for jalousi, og han er sød ved Theo som altid, og Noam sidder ligeså meget i vores arme og bliver krammet, nusset og hygget om, som Theo gør. Gitte sagde også, at det sagtens kunne være, at det slet ikke var tilfældet, men derfor er det jo stadig enhver forældres mareridt: hvis et barn føler sig overset.
I det mindste lod det til, at Gitte mente, at vi havde fat i noget af det rigtige: vi skal rumme ham og lade ham udforske og opdage, og så tage det stille og roligt. Men derfor bliver min tålmodighed nu alligevel sat på prøve, når han tværer bananen ud i fingrene for så at feje den ned på gulvet, fordi det gjorde hans lillebror netop lige.
Hmm – det lyder frustrerende.
Tænker om I kender/har læst bogen “Jeg vil også være Baby”, tænker den måske vil være god til Noam og også endnu en hyggestund mellem jer 🙂