Lilla

Theo 10 måneder

Theo har nu været ude af maven i længere tid, end han var inde i den, og om ganske kort tid kan vi allerede fejre hans 1 års fødselsdag. Det er jo vanvittigt! Jeg kan slet ikke følge med, for jeg ser ham stadig som min lille, hjælpeløse baby. Men han er bare alt andet end det.
Aktiviteter: 8 måneder gammel begyndte Theo at rejse sig opad alting, og i dag går han nu også langs det hele, sofa, borde osv – både til højre og venstre. Derudover går han også med sine gåvogne og alt andet, der kan skubbes til. Men falder han, fortsætter han videre på knæ, mens han hastigt skubber videre. Og både Theo og Noam har det mægtig sjovt med at følge efter hinanden rundt i lejligheden, mens de skubber til hver deres vogn. Theo har lært at løfte armene højt op, når man spørger, hvor stor han er – til Noams store fornøjelse. 

Personlighed: Synger vi, danser han i samme sekund. Generelt sidder han og smiler og rokker fra side til side meget koncentreret, hvis han hører musik. Han er alt andet end et stille barn, der er konstant snak, pludrer, hvin og grin fra ham. Brøler han, så brøler Noam straks og omvendt – de to er begyndt at køre hinanden helt vanvittigt op. Sidder vi ved middagsbordet, er der som regel en masse brøl, hoppen i stolene og grissen med maden, og ofte er det faktisk Theo, der starter det hele. Vildt ikke? Den lille møgunge 😉 .. Og så er han ellers blevet rigtig god til selv at lege. Han finder rigtig nemt på en masse ting, han gerne vil og bruger lang tid på at fordybe sig i dem, inden han går videre til det næste. Favoritten har de sidste to måneder været ikea legekøkkenet – også selvom han knap nok kan nå. Men han kan få virkelig lang tid til at gå med at vælte alt ud, hive vasken op og lege med grydeskeerne dertil. Ellers er han rigtig glad for Noams biler, LEGO, Brio togbane og alt, hvad der kan puttes i hinanden. Han er god til at finde på ting, der morer ham, og han kan snildt sidde på gulvet og grine helt vildt for sig selv. Griner vi af noget, er han også straks med på at grine, og selvom han har skreget rigtig meget de første måneder, er han virkelig den her lille, meget livsglad babydreng. 

Mad: Theo ammes fortsat meget, men det er faktisk gået rigtig godt og langt over forventning, at jeg er i skole i 4-6 timer 3 dage om ugen, hvor han jo ikke kan ammes. Han bliver ammet, inden jeg smutter om morgenen og igen når jeg kommer hjem fra skole, og derefter med 2-3 timers interval. Han spiser helt vanvittigt meget fast føde også. Om morgenen får han havregrød med Noam og gerne med lidt frugtmos, revet æble eller bær til. Om formiddagen en hjemmebagt bolle af en art, rugbrød med grønt til frokost, a38 med bær til eftermiddagsmad og så vores aftensmad, hvor han nærmest indtager mere, end jeg gør. 

Søvn: Theo får to lurer om dagen af omkring 1,5 times varighed. Han kommer i seng mellem 19 og 19.30 om aftenen og står op mellem 6 og 7 om morgenen. Han ammes dog stadig rigtig meget om natten, men vi er kommet ind i en periode, hvor han midt på natten tager 4 timers stræk. Ellers hedder det på slaget hveranden time. 

Mål og vægt: 8700 gram og 71 cm lang. Han er i str 74 i tøj, men jeg kan ikke finde nogle som helst bukser, han kan passe rundt om den lille mave, så i stedet har jeg selv måtte lære at sy nogle. Han bruger str 4 i ble, men 5 om natten. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lilla