Tirsdag eftermiddag fik min praktikgruppe endelig tildelt en skole - og så endda en klasse p&a
Se næste indlæg >
Mælkedranker
Hold kæft, hvor syntes jeg ærlig talt, at det er skide hårdt at komme tilbage til studiet efter den her barsel. Som før nævnt føler jeg virkelig, at jeg halter bagud. Og desværre på alle fronter.
Jeg føler slet ikke, at jeg gør det godt nok som studerende, blogger, kæreste eller mor. Og sidstnævnte tager klart hårdest på mig!
Men jeg er bare så skide træt for tiden. Jeg er træt, når jeg står op, jeg er træt, når jeg har fri, og jeg er så træt, at jeg sover, allerede inden jeg rammer hovedpuden. Og det kun for to timer af gangen. Vi har aldrig kunne prale af at have sovende børn. For pokker, Noam vågner stadig op 1-3 gange om natten for at få en slurk vand, sutten, som sjovt nok altid ligger i hånden, blive trøstet efter et meget højlydt mareridt, eller Gud ved hvilken sidste grund, der kan holde forældrene fra søvn! Men Theo.. Han er i en kategori for sig selv! Og det alene burde fandeme have kvalificeret mig til et års ekstra barsel!
I sommers var jeg sammen med en veninde, Lisa, som sammen med sin lille familie også snart bliver vores nabo. Her nævnte hun, at hendes sundhedsplejerske havde advaret mod, hvad der virker som et selvopfundet ord, ‘mælkedrankere’. Vi grinte af det, og så grinte karma af mig. Og jaja, jeg ved godt, hvordan karma i sin definition fungerer, men du ved, hvad jeg mener.
For hej! Jeg hedder Simone, og jeg er mor til en lille mælkedranker.
Theo i modsætning til sin storebror er rigtig glad for at blive ammet, og i modsætning til et flaskebarn er jeg fuldstændig på bar bund med, hvordan man trapper ned i natamningen. Eller helt ud af den. Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg kan fortynde mælken, som vi gjorde med Noam i sin tid. Jeg har ikke intention om at stoppe amningen, men jeg kunne ærlig talt godt bruge mere end 2 timers søvn af gangen. Det kunne mit studie for den sags skyld også. Og selvom jeg jævnligt har prøvet at forklare Theo, hvilken overskudsmor jeg kunne være med bare lidt mere sammenhængende søvn, sker der ikke en skid. Jeg håbede på, at det ville komme til ham helt naturligt med, at han jo faktisk i en alder af 11 måneder slet ikke behøver mad om natten! Men han må hygge sig lidt for godt med det, siden han konsekvent vågner hver anden time for at spise.
Det er såmænd ikke, fordi vi ikke har prøvet at nægte ham amning om natten. Bare at se det på skrift giver mig helt ondt i maven. Der må sgu da findes en anden måde end decideret nægtelse!? For hvis ikke jeg troligt tropper op med brystet og f.eks lader Heine tage over, ja, så bryder hele Theos verden sammen. Han skriger og skriger, indtil han er fuldstændig hæs. Han er grådkvalt, tårerne står ud af ham, han går i flitsbue og sparker febrilsk med benene, som havde han en fysisk smerte, alt i mens han på allerbedste vis jo faktisk kommunikerer, hvad han gerne vil have. Og det er her, at det gør så forbandet ondt, og jeg gang på gang overgiver mig. Efterfølgende hyperventilerer han under amningen, mens han i søvne halv-græder. Det er overhovedet ikke sjovt! Hverken for mig, ham eller Heine, der står med lorten. For ifølge diverse sider og råd er det nemlig ham, der bør tage ‘kampen’. Men skal det virkelig være sådan en kamp? Kan det virkelig passe, at jeg skal nægte mit barn noget, så jeg selv kan fungere? For der er da intet, der kan få mig til at føle mig som en rigtig lortemor, end når mit behov pludselig går forud for mit barns! For når alt kommer til alt, er det vel netop, hvad det handler om: min søvn vs hans spiseri.
Til Boel-prøven spurgte min sundhedsplejerske, Gitte, om hvordan Theo sov om natten. Jeg nævnte problematikken for hende om, at ingen af os sover ordentligt, og jeg var nervøs for, hvordan det ville gå, når jeg atter befandt mig på studiet, og den efterhånden obligatoriske middagslur ikke længere ville være en mulighed – med grunde! Gitte sagde, at hun kunne fortælle en masse om den kamp, vi havde os i vente, men i stedet svarede hun knap så fortrøsningsfuldt, at jeg skal helt derud – ud over kanten, hvor jeg føler mig fuldstændig knækket. Hvor jeg ikke kan mere, og hvor jeg grædende ringer til hende efter råd. Før ville jeg ikke være klar, og før ville hun ikke kunne hjælpe. Afslutningsvis fik jeg at vide, at hun så frem til mit opkald.
Jeg er ikke der endnu. Jeg har i hvert fald ikke ringet grædende. For jeg har jo et håb om, at han helt af sig selv finder ud af, at søvn faktisk ikke er fjenden, og at der er masser af tid til mælk om dagen. Den anden metode virker bare så voldsom på mig. Men for pokker, hvor kunne jeg godt bruge den søvn, Theo-mælkedranker!
Hej, jeg er enig med Line K. Det virker, som om du vægter dine egne følelsesmæssige behov over din søns udvikling. Har du aldrig tænkt på, hvordan det påvirker et 9 mdr gammelt barn ikke at få mere end to timers sammenhængende søvn? I den alder har de brug for at komme ind i en dybere søvnfase, for at deres hjerner kan udvikles optimalt. Det er ikke et synspunkt, du vil finde støtte for på Ammenet eller i andre fanatiske kredse, men det er ikke desto mindre evidensbaseret. For mig virker det, som om din ”ammefanatisme” (af mangel på bedre ord) bunder i dine følelser omkring det problematiske ammeforløb med Noam, som jeg vil råde dig til at få bearbejdet professionelt. Det siger jeg, fordi jeg har to veninder, der har reageret lidt som du efter dårlige ammeforløb med barn nummer, med negative konsekvenser for hele deres familie, især børnene.
Som forældre er det din opgave at støtte og presse ham videre i hans udvikling. Og et barn på 9 mdr har bestemt ikke brug for at få bryst hver anden time som et lille spædbarn. Jeg kan ikke huske, om han har fået tænker, men har han det, er natteamning i hvert fald en dårlig idé. Vi udskiller ikke så meget spyt om natten, så tænderne kan få lov til at soppe i flere timer i sukkerholdig masse fra modermælken uden beskyttelse fra enzymer.
Som sagt er det jeres opgave at hjælpe ham videre i sin udvikling, selv om i må gøre midlertidig ”vold” mod ham. Hvad vil du gøre, hvis han som stort børnehavebarn bliver ved med at finde tryghed i bleen, selv om han motorisk og kognitivt er klart til at smide den? Lade ham beholde den, så han kan blive mobbet af de andre børn (er set i virkeligheden)? Eller hvis han insisterer på at beholde sutten til skolealderen (mange eksempler fra virkeligheden)? Skal han så gå rundt og være ked af et grimt suttebid som voksen, fordi hans mor ikke ville tage kampen?
Som sagt synes jeg, du skal tale med nogen om dit ammeforløb med Noam, så du kan komme videre til glæde for hele din familie.