Jinx!

Jeg fortalte, at vi atter har taget kampen op med Theo og natamningen og oveni købet smidt ham på eget værelse. Jeg fortalte også, at det går skide godt og uden skrig og skrål. Men sådan noget skal man åbenbart hverken glæde sig over, fortælle eller så meget som skrive ned. For det stoppede da ret hurtigt igen!

De sidste par nætter har Theo nemlig lige præcis skreget. Og ikke bare i kort tid, hvor det er hurtigt overstået, men gerne i 1-1,5 time og uanset hvad Heine gør, er det bare ikke godt nok. Så i stedet for at kunne trække ham til kl 5 om morgenen, som jeg ellers var så stolt over, har han de sidste par nætter ligget inde hos os fra 3-tiden af, hvor han har fået en tår efter uendelig meget gråd. Eller inde ved os er måske så meget sagt, når han er så ulykkelig, at han kun sover videre, hvis det er ovenpå mig. Ak ja – “Rom blev ikke bygget på en dag”, er det ikke sådan noget, man skal sige til sig selv i sådanne situationer? Det er ærgerligt, at der er så meget gråd og skrigeri involveret, for det overskygger faktisk lidt det faktum, at jeg er gået fra at amme hver anden time natten lang til at have et mellemrum fra 21.30/22.00-tiden til 3/4 stykker. Det er da lidt flot ikke? Hvis bare han da ikke var så ked af det i processen, ville jeg nok have haft væsentligt nemmere ved at glæde mig over det – og ikke mindst få mere søvn.