Drengenes værelser er som sagt meget tomme og triste at kigge på lige for tiden
Se næste indlæg >
Endnu et amme-indlæg
Jeg har virkelig været i tvivl om, hvorvidt indlægget her skulle udgives. Det blev allerede lavet engang i starten af september, men efter responsen på dette indlæg valgte jeg ikke at udgive det alligevel. Indlægget har ligget længe og luret nu, og jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg ikke kan vinde hver gang. Nogle indlæg fanger folk, andre gør ikke, men fælles er de alle et sats for mig. Nogle indlæg kan man relatere til, andre ikke, og vi behøver bestemt heller ikke være enig i alting. Det er vigtigt for mig at fremhæve, at jeg ikke er en del af nogen som helst ammemafia – den finder jeg langt overvurderet, for jeg kunne hverken selv finde på at dømme en flaskemor eller har mødt andre, der har gjort det. Indrømmet kan jeg have svært ved at sætte mig ind i de tanker og følelser, man må have, når man på forhånd uden at have prøvet det fravælger amning, men jeg tror på den enkelte mors ret til at vælge – også uden fordomme mod hende. Jeg håber, at I har dét i mente, når I læser indlægget her, for måske der sidder nogle derude med samme følelser, som jeg fortæller om i indlægget her, eller måske sidder der nogle derude, som netop ikke kan forstå de følelser, der kan gå igennem en mor, når hun fortsat ammer på den anden side af de typiske 9 måneder.. Eller 1 år, som jeg nu har passeret. For i virkeligheden er situationen, jeg fortæller om, jo ikke blevet spor bedre ved, at jeg har passeret dén grænse. Men here it goes:
Sundhedsstyrrelsen anbefaler fuldamning, indtil barnet er omkring 6 måneder og delvisamning til 12 måneder eller længere. WHO anbefaler amning i minimum 2 år. Det er ren og skær anbefalingerne. Ingen hetz mod nogen overhovedet – jeg har jo for pokker selv stået med flaskebarnet, men det er nu engang, hvad anbefalingerne går på. At man så enten ikke kan amme eller har fravalgt det af den ene eller anden årsag, er en helt anden debat, som bør respekteres af den enkelte. Sådan! Så er det ligesom slået fast, og lad os så komme videre.
Jeg ammer stadig Theo – meget endda, det har jeg aldrig lagt skjul, heller ikke her på bloggen. Men jeg kan godt mærke, at jeg nu har nået et punkt, hvor hverken jeg eller Theo endnu ikke har lyst til at stoppe, men hvor andres mening kommer til kende… En efter en. Ligesom en lille regndråbe, der gravids øges, inden stormen for alvor tager til.
Med Noam havde jeg konkret en plan for, hvor lang tid jeg ville amme, og hvad der så skulle ske. Med Theo vil jeg ikke påstå, at jeg har været mere afslappet. Tværtimod. Især da vi nåede til samme alder, som Noam havde, da han sagde fra, spredte panikken sig i mig. Man kan altså roligt sige, at ammehistorien med Noam har ligget og luret i baggrunden hele tiden, og jeg har været så bange for at gentage den. Derfor har jeg ikke haft en konkret plan for, hvornår jeg vil stoppe amningen. Jeg har hele tiden haft et mål om fuldamning i 6 måneder, hvilket lykkedes, og ligeledes ønsket at amme så tæt på de 12 måneder som muligt.
Men nu nærmer vi os altså hastigt de 12 måneder. Og hvad så? Jeg har aldrig set mig selv som en langtidsammer, og jeg har da også tænkt mit, når der i fjernsynet er dukket en mor op, der har ammet sit barn de sidste 4 år. Det undskylder jeg nu virkelig meget. For pludselig forstår jeg hende. Jeg tror næppe, at jeg ammer Theo, når han er 4 år, men jeg håber heller ikke, at amningen stopper om blot en måneds tid. Det er jeg ikke klar til. Men endnu vigtigere viser Theo bestemt heller ikke tegn til at være det.
Jeg forventer ikke, at andre forstår den følelse, man oplever, når ens barn selv siger fra, eller hvor ondt det egentlig gør. Og jeg forlanger bestemt ikke, at kommende forældre eller mødre, der aldrig har ammet, forstår den følelse og nærhed, man oplever med sit barn under amning. Men det kommer alligevel bagpå mig, at spørgsmål som “Hvor længe har du egentlig tænkt dig at amme?” og “Skal du ikke snart stoppe med at amme?” tiltager, eller kommentarer som: “Så lang tid vil jeg slet ikke amme!“. Som om at jeg gør noget forkert, unormalt eller overskrider folks grænse for, hvad der er acceptabelt. Det er som om, at argumentet med sundhedsstyrelsens anbefaling falder brat til jorden, og i selve øjeblikket bliver jeg fuldstændig handlingslammet. Og det er jo ikke engang, fordi jeg hverken kan kalde mig selv for langtidsammer eller har overskredet den gængse anbefalede tidsperiode. Havde han været flaskebarn, havde der højst sandsynligt ikke været nogen, der havde stillet spor spørgsmål, for der ville argumentet: “Han skal fortsat have 500 ml mme i døgnet efter anbefalingen” været fuldstændigt legalt.
Det er efterhånden gamle nyheder, at amningen er til stor debat – især offentlig amning. Jeg har da heller ikke helt kunnet undgå at blive påvirket af den i den forstand, at jeg på samtlige cafeer og lign, jeg har besøgt, har spurgt, om amning nu også er tilladt, inden jeg har bevæget mig derind med Theo. Men selve amme-delen har jeg ikke tænkt så meget over. Jeg har altid ammet diskret, må jeg heller understrege. Men det er først nu, hvor Theo har den her alder, at jeg føler, at jeg bliver kigget på, at offentlig amning ikke længere er acceptabelt/knap så acceptabelt, og at jeg faktisk bør søge ind i et andet rum, uanset om vi er hos andre eller hjemme hos os selv. Jeg tænker ikke, at folk mener noget ondt med deres kommentarer og spørgsmål. Faktisk vil jeg mene, at både familie, venner og den nærmeste omgangskreds er enormt… Tolerante? Respektfulde? Men det går alligevel lige i hjertet på en. For uanset om man er flaskemor eller ammende er amning bare er følsomt emne.
Men hvornår vil jeg så stoppe? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg har nok hele tiden satset lidt på, at Theo selv sagde fra, når han ikke ville mere. For jeg har ærlig talt svært ved at være den, der skal tage beslutningen og sige, at nu er det slut. For sæt, jeg fortryder? Det er jo så hyggeligt, og måske fordi jeg stadig syntes, at det er meget hyggeligt, haster det heller ikke at stoppe? Det var klart noget andet, hvis jeg ikke ønskede at fortsætte mere. Og det er jo ikke just, fordi jeg sidder i halve eller hele timer hver gang. Theo har altid været en hurtig-spiser, og bruger han lang tid, snakker vi 10 minutter. Ofte er det overstået på 5 minutter, men det er 5 minutter, hvor der er fuldstændig ro, hvor han kobler helt af, og hvor jeg nysser og nyder min lille dreng, mens vi begge lader op til mere leg og ballade.
Tak for et rigtig fint indlæg. Jeg kan følge dig rigtig godt i dine overvejelser og følelser omkring amning. Jeg ammede min ældste i 5 mdr og havde det så skidt da jeg nærmest skulle tvinge ham før han ville tage flasken. Da jeg fik min datter kunne jeg ikke gøre det igen og hun fik lov til at amme til hun selv sagde fra omkring 8 mdr. Nu med mit sidste barn på, som i skrivende stund er 5 mdr, er planen at amme til han selv siger fra – og helt ærligt håber jeg at der går rigtig lang tid. For selv om det kun er fem minutter, så er det fem skønne minutter hvor vi, som du så smukt beskriver det, nysser, nusser og lader op til mere leg.