Jeg kaster lige bomben

Update

Først og fremmest tusind tak for alle hilsnerne og tankerne både her og på Instagram. Jeg har det som sagt helt fint, selvom det aldrig er en nem beslutning at træffe. Mange har skrevet til mig, at de er i chok, og at de troede, at vi var så lykkelige. Det forstår jeg egentlig godt, at folk tænker. Mit parforhold er for mig enormt privat, og det har været rigtig grænseoverskridende at fortælle til andre om. Det er rigtig nemt at opstille et glansbillede – det er knap så nemt at snyde sig selv. Kun få veninder har jeg talt ud hos, og de har igennem alt det her til gengæld også været en kæmpe støtte for mig, uanset om jeg valgte det ene eller det andet. 
Der har været go på, siden jeg offentliggjorde det her på bloggen, bl.a. har jeg haft rigtig travlt med at finde en holdbar situation for drengene ift daginstitution. Der har pladsanvisningen været til kæmpe hjælp. Det hører man sjældent, ikke? Tirsdag i sidste uge havde jeg drengene med henne i den lokale integrede institution, onsdag var der lukket for telefontid hos pladsanvisningen, torsdag snakkede jeg med dem, og vi blev enige om i samråd med lederen i børnehaven, at Noam skulle have lov til at begynde i børnehaven før tid. Fredag morgen får jeg en besked om, at han står som nr 8 til en plads i den ønskede børnehave og fredag middag er Noam allerede optaget med start 1. januar. Indtil da skal han være i dagplejen og få afsluttet samarbejdet med Kirsten godt af, inden en helt ny hverdag starter for ham.
Med Theo var det lidt mere tricky, for der er ingen tvivl om, at for en nu enlig mor som mig uden bil er en integreret vuggestue og børnehave en rigtig god og praktisk løsning. Men Theo viser stadig tegn på at være lidt sensitiv og især lydfølsom. I en vuggestue med 10-12 børn på en lille stue er der uden tvivl meget larm, og jeg har derfor valgt at se på ham og lade hans behov være første prioritet, så derfor blev han skrevet op til dagpleje. I går blev jeg så kontaktet af dagplejekontoret om en dagplejer, der ligger lige i nærheden af børnehaven og i samme retning som min skole. Hende skal vi besøge torsdag, og selvom jeg slet ikke har forberedt mig på, at min lille dreng pludselig skal være institutionsbarn, er jeg alligevel ret spændt på at møde hende. Det er en kæmpe tillidssag at overlade sit aller dyrebareste til en fremmed, så kryds endelig fingre for, at hun er ligeså sød, som hun lød i telefonen. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg kaster lige bomben